Hun ha mig, og mine penge!

farher:

M. S.:

Jeg håber hun finder sig en ordentlig mand og rollemodel for børnene.

Det kan jo være det er det hun har.

Som jeg læser dit indlæg, er det ganske simpelt (bestemt ikke nemt - men ikke kompliceret), enten så beslutter du dig for at tage ansvaret for den her familie som du har skabt sammen med hende. Det betyder også at tage ansvaret for eventuelle bonus børn som var det dine egne, eller også så stopper du det omgående så i ikke spilder mere af hinandens tid.

Jeg forstår sådan set godt dine tanker og bekymringer, men jeg synes når jeg læser dit opslag og svar på andres kommentarer at der er meget lidt forståelse for hende i dine udsagn.

Hun er ikke ligesom dig, det er tydeligt at læse, hun har nogle helt andre prioriteringer i livet. Spørgsmålet er om det er nogle forkerte prioriteringer eller de bare er anderledes end dine? Betyder det at være hjemmegående at man ikke har nogle mål i livet? Hvad hvis hendes mål er at være hjemmegående og give børnene omsorg og kærlighed? Er det ikke et godt nok mål til at blive accepteret som validt? Hvem er det der bedømmer hvad et rigtigt mål i livet er?

Hun vil gerne have en struktur hvor du er forsørger og hun er hjemmegående. Det er der jo nogen der gerne vil. Hvis du ikke vil det, så dur det selvfølgelig ikke, så er det bare med at få det afsluttet så hurtigt som muligt.

Men der er jo også en anden mulighed som er at der er noget livsbekræftende at hente i at være forsørgeren. Er det ikke et okay mål at have for sit liv at give de her børn det bedst mulige liv uanset om de er ens egne eller hendes? Ville det være så slemt at være den person som de kunne regne med? Den person som var der for dem og støttede dem og hjalp dem med at finde ud af hvem de var og hvad de gerne ville med deres liv? Ville det føles meningsløst at tage den rolle på sig? 

Jeg ved så forsvindende lidt om jeres situation så det er umuligt at sige noget rigtigt her, men jeg ved da fra mit eget liv, at nogle gange så kan man blive skræmt når man står overfor ansvar som man måske ikke lige havde forudset og nogle gange kan man være voldsomt uenig med andre om hvordan livet skal leves. Det betyder ikke at det ikke er værd at tage det ansvar og det betyder heller ikke, at de andre er forkert på den. Nogle gange er det også bare én selv der bukker under for frygten for en ny ukendt situation som kommer uventet.

Det bedste råd jeg kan give er, at bruge noget tid alene hvor du virkelige får tænkt tingene igennem og mærket efter.

Jeg forstår godt den tvivl der er på min person omkring det her. Det hele er gået meget stærkt, og hun valgte aktivt at forsøge at blive gravid uden samtykke. 
Hendes børn havde ikke overnattet hos mig en eneste gang forinden hun blev gravid.
I dialogen om vi skulle beholde barnet, ville hun have jeg skulle sælge mit hus. Der havde ingen dialog været om det forinden. Jeg sælger ikke et hus der ikke er salgsmodent og som jeg personligt kan drifte. Jeg kan ikke drifte et lejet hus på hendes favorit adresse.

Men hvorfor får man barn med en person hvis hus man ikke vil bo i, når man ikke selv har penge eller planer om at tjene dem. Måske jeg er for meget den rigtige mand, fordi jeg kan få drømme til at gå i opfyldelse. Hvad hvis jeg ville være hjemmegående de næste 8 år?

Vi er meget enige om mange ting. Men indtil videre har jeg givet mig på alt, flyttet adresse, værksted, kontor. Set i backspejlet er mit liv vendt 180 grader og hendes er fortsat i præcis den dur hun har ønsket. Fortsat at være hjemmegående, planlagt 2 år og nu også uden planer om arbejde fremover. Ligeledes mens jeg så skal skaffe økonomi til hele familien i en pludselig fremlagt strategi om hvorledes at pengene vi tjener er "vores".  

Til sidst vil jeg også sige. At ingen kan præcist sige hvad det vil sige at blive bonusfar. Det er et kæmpe arbejde og jeg gør det så godt jeg kan og har virkelig gjort alt jeg har kunnet (mit liv er total vendt). Det er jeg ikke blevet fremlagt ordentligt fra start.

Jovist jeg kan tage ansvar. Jeg kan hæve kontanter og betale for et ekstra år hjemmegående, måske endda 2. Men jeg ser ikke at det at være den perfekte far og partner skal indebære at jeg skal tjene alle penge til hende og hendes 2 børn. Jeg har simpelthen svært ved at se mit liv fremover være motor på den måde. Gevinsten er simpelthen for lille, og uanset hvor fantastisk og hvor godt jeg gerne vil bonusbørnene det, så opvejer det ikke min personlige følelse af at blive udnyttet af hende til hendes drømme.

Mine drømme bliver jo komplet tilsidesat hvis vi i fremtiden aldrig vil få en stærk økonomi båren af 2 personer. Hendes børn er store børn og jeg kan ikke se hvorfor man skal være hjemmegående af den grund.

farher:

er mit liv vendt 180 grader og hendes er fortsat i præcis den dur hun har ønsket

Jo mere du skriver, jo mere forståelig bliver det, du overvejer.

Ja, du gik i fælden. 

Er du i tvivl nu, bliver du det for altid. Det er ikke en base for lykken. Heller ikke adskilte økonomier.

Hey dude du faldt desværre i den fælde man populært kalder the baby trap.

Så her er dine muligheder: 

1. Du giver efter for hendes krav om at være ene forsørger for hele familien.

2. Du stikker af og betaler børnebidrag.

3. Du gror en ordentlig manke på brystet og fortæller hende at du ikke vil finde dig i hendes latterlige pis med at skulle arbejde hårdt for at forsørge hele familien. Og beder hende om at finde et arbejde. Ellers vil du gøre nr. 2. 

Du lyder utrolig spændende, driftig og egentlig bare som en progressiv person - i hvert fald i din egen beskrivelse.

Kan du hjælpe lidt med overskriften “hun ha mig, og mine penge!” Hvad betyder det på dansk?

”Anyway... så er jeg ikke typen der diskuterer hvordan andre skal leve, så det kommer jeg ikke til at fortælle hende.” Du bestiller da ikke andet end at fortælle hvor enormt fed du selv er, og hvordan din partner, med hvem du har valgt at få et barn, slet ikke lever op til dine høje standarder og hvordan din overdrevet energiske tilgang til livet slet ikke matches af dit barns mor.

En uproportional del af de floromviklede positive beskrivelser du anvender om dig selv er vendinger, som mennesker med et mere standard ledningsdiagram i hovedet ville lade andre sige, men du skal ikke lade falsk beskedenhed holde dig tilbage. Få du skabt dig et narrativ om din egen heltekarakter, som er blevet snydt ind i en familierelation, som du bare er aaaalt for god og spændende og og energisk og interessant til.

Har du ikke, med dine overlegne evner i alle retninger, installeret et spejl i fuld størrelse så du kan få lidt luksustid med den person, som du elsker og ærer og tænder mest på i hele verden?,?

Du vil gerne arbejde 8-16 timer - jeg antager det er om dagen. Vil det også være din tanke, når du ligger på dit dødsleje? Jeg ved ikke hvad du laver (arbejdsmæssigt), men lad os lige antage at du er tømrer. Så kommer der en dag, at du ikke mere er tømrer. Men der kommer aldrig nogensinde en dag, hvor du ikke mere er far. Ikke engang når du dør, vil du stoppe med at være far, for i dine børns hjerte og hjerne vil du altid være far.

Jeg husker min far som en, der i weekenden spiste sammen med os, og ellers om aftenen lige stak hovedet forbi døren, med jakke på endnu, for at sige god nat. Da min far døde som 69 var jeg ked af det. Ikke fordi jeg havde mistet min far, men fordi min mor havde mistet sin mand.

Vi er alle sammen forskellige. Min holdning er valide, om end jeg ikke er enig i dit syn. Dine børn har brug for leg, for at have det sjov, og for at vise deres far hvad de kan. Selvom det måske er ting der for dig er helt indlysende at et menneske kan. Dine børn er ikke voksne, de har ikke den samme tankegang som en voksen. De rationaliserer ikke på samme måde, og de prioriterer ikke på samme måde.

I morges sagde min datter til mig: "far, skal vi ikke spille Minecraft?" Pigen er 4 år, og når hun mener "spille Minecraft", så fortæller hun at jeg skal finde mad og spise det, bygge en isbjørnestald og et papegøjebur. Jeg måtte sige "nej", fordi jeg skal programmere for en kunde, og der har jeg brug for min computer. Kl. 16.00 stopper jeg. Jeg kunne sagtens bruge mange flere timer på at programmere. Det ville min kunde også være meget glad for. Men jeg vil hellere at min datter, når hun engang er voksen, tænker på, hvor meget tid hendes far investerede i hende.

Hvis jeg må give dig en tip: læs "The 7 Habits of Highly Effective Families" (efter du har læst  "The 7 Habits of Highly Effective People"), begge af Stephen R. Covey. Den første findes ikke på dansk, dog.

Jeg er glad for at jeg har en kone, der har valgt at børnene er det vigtigste. Nej, hun genererer ikke en indtægt, men hun giver mine børn en meget stabil og lykkelig barndom, det er jeg sikker på! Og måske tager vi fejl. Det tror jeg ikke vi gør. Jeg vil bare hellere, at mine børn betror sig til deres forældre, når de bliver ældre, frem for til venner og fremmede.

Albert