Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Input søges: Fonde, legater, grund og kunsthåndværk

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)
  • 1
Fra Hillerød
Tilmeldt 7. Apr 09
Indlæg ialt: 214
Skrevet kl. 08:29
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Aminoer

 

Jeg går med en ide og har brug for input, erfaring og ideer til at komme i mål med den.

Jeg vil gerne lave en slags ”kreativ landsby”. Et sted, hvor kunsthåndværkere kan leje sig ind i værksteder og/eller butikker – hvor de hver især kan vælge mellem at have egne lokaler eller at deles om værksted og vagterne i en delt butik.

Jeg forestiller mig som udgangspunkt en gård, hvor laden bliver lavet om til dele-værksted med delt butik i fronten, og så kan der løbende tilføjes småbygninger (lidt a la Tivolis juleboder, men større), hvor folk kan have eget værksted med butik foran.

Til hverdag vil der mest være aktivitet i værkstederne, og i weekender, ferier, sommer, jul etc. vil jeg afholde events (markeder, musik etc.) for at tiltrække kunder til butikkerne. Jeg tænker også, at der skal være en lille cafe, hvor man kan få en kop kaffe og et stykke kage – eller alternativt en pølsevogn eller lignende, klejner til jul etc.. Det kunne også være en mulighed at lave workshops, aftenskole og lignende i værkstederne, så man kan komme ind og prøve at male, lave keramik, male porcelæn med børnene og den slags.

Jeg er ved at undersøge markedet i form af spørgeskema til en lang række kunsthåndværkere og skal også finde nogle tal på salget af kunsthåndværk forskellige steder i Danmark. Men selve det at få bygget ”landsbyen”, der har jeg brug for kloge ord og løsningsforslag.

Jeg forestiller mig to forskellige løsninger:

1: At jeg køber eller lejer en grund (evt. en erhvervsgrund), hvor jeg kan bygge. Problemet her er, at det kræver en vis portion penge og jeg så bliver afhængig af lejeindtægterne for at kunne betale grunden og bygningerne. Hvis det tager for lang tid at bygge forretningen op, så går projektet på et tidspunkt nedenom og hjem – og så står jeg med en grund og bygninger, som det måske tager lang tid at komme af med igen. (Plus at det nok koster flere penge, end jeg lige kan skaffe – så her skal der som udgangspunkt en investor eller offentlig støtte ind over. Og jeg tror ikke, at det her er et projekt, der vil give nok overskud til, at en investor vil gå ind i det.)

2: At vi sælger vores hus og køber en gård (nedlagt landbrug) med stor grund, hvor vi kan indrette værksted og butik i laden og løbende bygge nye bygninger til. Hvis der så ikke kommer ret meget indtægt fra starten, kan vi stadig beholde stedet, fordi vi ikke har købt dyrere, end vi har råd til at bo i. Det giver noget mere frihed til at få det op at stå. Problemet her er, at det er svært at finde en gård, som vi har råd til (måske 4,5 mio) hvis den skal have en stor grund og ligge fornuftigt i forhold til kunder og lejere (jeg tænker max. 45 minutter fra København med bil eller det offentlige). Det vil også betyde, at vi sidder i et hus, der sikkert koster det dobbelte af vores nuværende hus. Det har vi råd til, men det gør selvfølgelig en forskel i hverdagen.

En tredje løsning kunne være at leje noget jord af en gård og bygge dér. Men jeg har en ide om, at der er strikse regler for at bygge på landet, især hvis man ikke selv bor der. Så vidt jeg har fundet ud af, kan man nemt få lov at bygge en lade om til et andet formål, og efterfølgende må man gerne udvide den forretning, man har i laden, med ekstra bygninger. Men hvis man vil starte med at bygge en ny bygning i landområde, så er det meget svært at få lov til. (Jeg kan tage fejl – fortæl mig endelig, hvis du ved noget her.)

I forhold til finansiering, så har vi mulighed for at låne nogle penge i banken, men jeg er ikke sikker på, at det er nok. Jeg forestiller mig, at jeg kunne søge fonde og legater – og måske staten vil hjælpe for at støtte kunsthåndværkere? Jeg har leget med tanken om at få en kommune eller staten til at sponsere en grund til formålet, men jeg aner ikke, om det er en reel mulighed.

Jeg ved heller ikke noget om at søge legater og fonde, men jeg går ud fra, at de gerne vil se en reel forretningsplan; en konkret plan for, hvor det skal ligge, hvad det vil koste, forventet indtægt etc. - og det er svært at lave noget konkret, når jeg står med flere muligheder og ideer, men ikke ved, hvad der ender med at være muligt. Plus at der jo er stor forskel på, hvordan jeg vil føre det ud i livet, hvis jeg har 8 mio at realisere det for, og hvis jeg har en halv. Det er svært at lave en stålfast plan, når jeg ikke ved, hvad jeg har at ”lege med” økonomisk.

Så jeg står med flere punkter, jeg rigtig gerne vil have input til:

1: Finansiering – kloge ord om legater og fonde. Hvor konkret skal projektplanen være, før man søger? Søger man et bestemt beløb til en bestemt del af projektet eller søger man ”bare” om hjælp og ser, hvad de vil give – og bruger så pengene bedst muligt i projektet? Hvis man skal lave en konkret plan, er det så bedst at lave en ”drømmescenarie-plan” og se, om der kommer penge nok til det, og ellers bygge mindre – eller er det bedst at være så økonomisk som muligt og så håbe, at der kommer flere penge, end man beder om? Eller…? Og kan man søge til køb af grund til projektet eller er det noget, jeg selv skal have på plads – evt. før jeg søger? Og vil staten måske være med i sådan et projekt for at støtte upcoming kunsthåndværkere?

2: Grunden. Er det bedst at købe en grund til formålet? Eller at leje en grund (det virker ulogisk for mig at bygge på en grund, jeg kun har lejet – men måske tager jeg fejl)? At sælge huset og købe en gård, så vi ikke er afhængige af indtægterne? Kan kommunen finde på at sponsere en grund? Eller staten? Kan man købe eller leje et stykke af et landbrug og få lov at bygge på det?

Jeg ved godt, at det er mange spørgsmål – men hvis du er nået så langt i min roman her, så har du måske noget input, erfaring, ideer eller andet, jeg kan bruge?

Jeg vil virkelig gerne have det her op at stå, men jeg er i den grad på udebane – så jeg håber på kloge ord fra jer, så jeg kan få det til at hænge sammen.

 

Mange hilsner

Rie

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)