Helt i orden.
Hvis jeg forstår det korrekt, så har du lavet et studio i din private bolig. Det du skal gøre er at lave en fordelingsnøgle af forbrugsudgifter mv. mellem din private bolig og dit erhverv. Denne fordeling kan være ens for både el, vand, varme, ejendomsskatter mv. eller den kan være individuelt for hver af dem, hvis du kan dokumentere. Jeg antager at du ikke har særskilte målere på dit studio, hvorved man ofte kan argumentere for at en fordelingsnøgle nogenlunde kan følge den kvadratmetermæssige fordeling. Her er et eksempel på hvordan du kan gøre det ved en kvadratmetermæssig fordeling:
Lad os antage at du har en bolig på 150 m2 og 50 m2 er indrettet til studio eller erhverv. 50 / 150 = 0,33 (dvs. 1/3). Hvis du mener at dette retfærdigvis kan repræsentere dit forbrug i ejendommen, så kan du anvende det som fordelingsnøgle på dine udgifter.
Lad os sige at du har fået opkrævet 4.000 kr. på strøm i 2017. De 4.000 kr. er opkrævet af 1.000 kr. aconto pr. kvartal. Hver gang du så modtager en acontoregning på 1.000 kr., så vil 333 kr. være erhvervsmæssig og 667 kr. være privat. Du har formentlig betalt dem alle private indtil videre, derfor skal du bogføre således:
Under Resultatopgørelsen: Andre eksterne omkostninger: El, vand og varme 333 kr. (debet)
Under Passiver: Mellemregningskonto til dig selv: 333 kr. (kredit)
I princippet betyder det at du har 333 kr. tilgode i dit selskab fordi du så har lagt ud for en udgift som er erhvervsmæssig.
Når du har gjort ovenstående for alle kvartaler, så bør der samlet stå ca. 333 x 4= 1.332 kr. under andre eksterne omkostninger. Her i 2018 når du modtager slutafregningen, så skal du tilpasse den således beløbet under andre eksterne omkostninger skal stemme til 1/3 del af dit samlet forbrug i 2017. Hvis du f.eks. så har brugt for 4.600 mod de 4.000 kr. som er opkrævet aconto, så skal du fordele 1/3 del af 600 kr. Dvs. bogføre 200 kr. på samme måde som nævnt ovenfor. Hvorved dit samlet forbrug i virksomheden vil være 1.532 kr. svarende til 1/3 del af 4.600. I princippet kan du gøre samme øvelse på el, vand, varme og ejendomsskat. Hvis du vælger ikke at tage ejendomsskat med kan du tage en markedsleje af studioet med i stedet, hvilket kan gøre dit fradrag endnu større.
Håber det giver mening. :)