Tabubelagt problem og håbløshed - Kan du hjælpe?

Lad mig være ærlig og direkte: Jeg er doven, umoden, forkælet og svag. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte og slutte mit indlæg. Jeg har valgt at skrive indlægget anonymt, da jeg skammer mig så meget over, at jeg overhovedet spørger her.

Jeg rækker ud efter hjælp til et problem, som er tabubelagt, meget endda. Mit helt store problem er nemlig, at jeg er ekstremt doven og uden selvtillid. En meget brandfarlig cocktail at tale om i iværksætterkredse. Jeg er dog pinligt bevidst om mine problemer og har næsten så meget selverkendelse omkring det, at det gør ondt. Men det er samtidig grunden til, at jeg vælger at række ud efter hjælp nu, for jeg kan ikke mere.

For at gøre en meget lang historie kort: Jeg er en ung mand midt i tyverne, som har brugt de sidste 7-8 år på at finde ud af, hvad jeg brænder for, men uden held. Objektivt set har jeg samtidig opført mig meget umodent gennem årene (og gør det stadig), og jeg har derfor opbygget en gæld på ca. 130.000 kr. Pengene er blevet brugt på ingenting, så at sige, så jeg ejer derfor intet af værdi købt for de penge. Gælden bliver bare større og større, fordi jeg ikke præsterer at rette op på det for alvor. Det føles så uendeligt håbløst at bryde med, så jeg får meget nemt den der ”Det kan også være ligegyldigt det hele-følelse”.

Jeg føler mig låst fast og fanget i et paradoks. For at starte et eller andet spændende, skal jeg bruge penge, måske bare lidt. Men for at få penge, bør jeg først afvikle min dyre og store gæld, som bare vokser. Og for at gøre begge dele, skal jeg arbejde og tjene nok penge uanset hvad. Og så er vi tilbage ved problemet, for det gør jeg ikke – ikke nok. Jeg kommer ingen vegne, og hullet bliver bare dybere og dybere.

For at vende tilbage til det pinlige men dødsensaktuelle problem med min dovenskab og manglende selvtillid, så vil jeg prøve at sætte lidt ord på det. Jeg arbejder som freelancer, men hver gang jeg får en opgave ind, som ville tage mig 1-2 timer at klare, så ender jeg med at cirkle om opgaven i 1, 2 eller 3 uger, før jeg kan tage mig sammen og komme i gang. Jeg har så afsindig svært ved bare at få ordnet skidtet, og i mellemtiden ophober jeg en masse skam, dårlig samvittighed og endnu mere håbløshed oppe i knolden.

Jeg skuffer mine kunder. Jeg skuffer min kæreste. Jeg skuffer mine forældre og mine søskende. Og værst af alt, så skuffer jeg mig selv hver eneste dag, og det har jeg gjort i snart et årti.

Jeg har selvfølgelig også været igennem de første 17 millioner motivations- og selvhjælpsbøger, -videoer osv. Man håber jo. Men lige lidt hjælper det – jeg kan gejle mig selv helt op over en Tim Robbins video eller et eller andet blogindlæg om selvledelse, og så går der nøjagtigt 2 minutter, så afviger jeg fra arbejdet og andre vigtige opgaver igen, og så kører hele lortet forfra og på repeat oppe i hovedet.

Foruden løbende at have snakket med psykologer og psykiatere, har jeg også et par gange forsøgt at følge de basale og lige på-råd fra diverse succesfulde personer. Råd såsom ”Bare gør det, der er ingen vej udenom.” – og det har jeg faktisk også gjort. Jeg har løbende forsøgt at kaste mig ud i det med forskellige anderledes jobs for at komme væk fra det arbejde, jeg sidder med nu og ikke bryder mig om.

Men hver eneste gang er den sikker; der går akkurat 3 dage, så bryder jeg sammen indeni, giver op og flygter fra den nye arbejdsplads. Og så er jeg tilbage i det samme velkendte, sorte hul. Noget så simpelt som et 2 dages vikarjob førte til deciderede selvmordstanker. Jeg kommer ikke til at handle ud fra sådanne tanker, men jeg registrerer, at de opstår ind imellem. Og det kan simpelthen bare ikke passe, at en ellers sund og rask ung mand sidder og forestiller sig, hvordan 500 panodiler virker, på grund af et skide vikarjob. Fanme nej.

Nu blev det også en længere smøre. Hvis du rent faktisk har læst med helt herned, så siger jeg dig tak for tålmodigheden.

Og så vil jeg stille dig det store millionspørgsmål: Ved du, hvad jeg kan gøre?

Har du nogen som helst anelse om, hvad der kan hjælpe for sådan en som mig, der nærmest har opgivet alt håb, men som alligevel klynger sig fast til idéen om, at der for pokker må være et eller andet derude? Et eller andet, der kan motivere mig inderligt, så jeg kan være glad for et arbejde, stoppe og afvikle gælden igen, komme ovenpå og begynde at leve livet ordentligt?

Måske har du selv oplevet at være et lignende sted i dit liv og i dit hoved, men fandt et eller andet lille bitte skridt til at kravle op fra hullet igen?

Hvis du har lyst til at ryste på hovedet og skælde mig ud over min ugidelighed og uduelighed, og at jeg optager dyrebar spalteplads her på Amino, så forstår jeg dig godt. Sådan ville jeg også selv have det. Men gjort er gjort, og nu har jeg omsider stukket hovedet ud af busken. Så hvis du omvendt ligger inde med selv de mindste råd eller forslag, er jeg dig evigt taknemmelig.

Med venlig hilsen en meget desperat ung mand. 

Cookie - John Hannover:

Du er velformuleret og begavet nok til at rive dig ud af det rod.

Det er sjældent, at jeg er uenig med John, men det er jeg her. Trådstarter har efter min vurdering ikke ballast til selv at tage ansvaret for at løfte sig ud af situationen. Han kan ikke løse det ved at "tage sig sammen"

Til Trådstarter

Vi har selvfølgelig kun din beskrivelse her at forholde os til, så hvad jeg skriver i det følgende skal tages med alle tænkelige forbehold.

- Dit problem er ikke din gæld - 130 K er ikke ret mange penge. Det løser sig.
- Dit problem er ikke dovenskab, for du er ikke doven - du har formentlig nogle psykiske blokeringer, som du har brug for at få løsnet op for, og som blandt andet kommer til udtryk ved manglende handlekraft. Det kan handle om angst, du kan være traumatiseret, du kan være stressramt,  du kan være depressiv. Eller for den sags skyld en kombination af ovenstående. Jeg kan ikke alene ud fra din beskrivelse se, hvad årsagen til din uhensigtsmæssige adfærd er, men du har formentlig ikke kræfterne til at komme på den anden side af det på egen hånd.

Du har brug for hjælpe udefra - fra behandlere - og du har brug for støtte og forståelse fra dine nærmeste (som netop ikke skal fungere som dine behandlere).

Én detalje i din lange beretning gør forskellen i min vurdering - nemlig din sætning med de 500 panodiler.
Én af mange indikatorer på behandlingskrævende stress eller depression er forskellen på, om man har tænkt på at begå selvmord som udvej (det har rigtig mange nogle gang i løbet af livet), eller om man har tænkt på HVORDAN man kan begå selvmord. Der er flere trin på den stige, men du er altså nået op på trin to. Det betyder IKKE, at du ser selvmordet som en ønskværdig udvej, og det betyder IKKE, at du ønsker at dø. Hvis du gjorde det, ville du ikke have skrevet her, men i stedet have fundet en selvmordsmetode, som ikke slår fejl - og udført den. 

Du skriver, at du allerede har vært i kontakt med både psykologer og psykiatere. Det skal du igen. NU. Der er flere veje, du kan gå.

Her og nu skal du gå ind på denne side og vælge den hjælpform, som passer bedst til dig: http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp.aspx. Klik med det samme og lad være med at læse resten af dette indlæg først - du kan altid vende tilbage senere. Psykiatrifondens hjælpere hjælper dig helt anonymt - der kan desværre være rigtig lang ventetid på telefonen, så sæt dig med et ligegyligt énpersonsspil på din computer imens du venter, så du ikke stresser tiden væk.

På mandag skal du kontakte din praktiserende læge. Hvis han har mulighed for e-konsultation, kan du skrive til ham allerede i dag. Fortæl, at du både har selvmordsTANKER og konkrete selvomrdsPLANER - så BØR han reagere hurtigt. (Men systemet er hårdt belastet, så måske reagerer han ikke) Derfor skal du OGSÅ ringe og bestille en tid. Fortæl, at det handler om, at du tror, du har depression - så bør sekretæren sætte ekstra tid af til dig.

Uaset, om din læge reagerer eller ej, kan du få lidt symptombehandling gennem din kommune - især, hvis de er tilknyttet projektet "Lær at tackle". Du har brug for kurset "Lær at tackle angst og depression". Tilgangen er kognitiv, og den har supergode resultater - i hvert fald kortsigtet - og det er da noget. Læs om det her: http://patientuddannelse.info/aod.aspx - og find ud af, om din kommune tilbyder dette. Det er ikke anonymt, men det skader dig ikke på nogen måde.

Drop selvhjælpsbøgerne og -videoerne. Det er IKKE din egen SKYLD, at du har det skidt, og selvhjælpsguruernes råd om alt det, du "bare lige" kan gøre, gavner dig ikke. Læs i stedet Sven Brinkmann's Stå Fast, som vil give dig en forståelse af, hvorfor selvhjælpsbøgerne ikke virker for dig - desuden er den klog og sjov. Køb den her: https://www.saxo.com/dk/soeg/bog?query=st%C3%A5+fast - og nu. Hvis du ikke har råd, så send en PB til mig, så køber jeg den til dig på mandag.

Den sidste ting, jeg vil sige, er, at du ikke skal putte med dine problemer selv. Du skal ikke tage en "I'm f*cking mental"-t-shirt på, men du skal fortælle dine nærmeste, at din tilstand er alvorlig, og at du har brug for, at de IKKE beder dig om at tage dig sammen. I stedet skal de hjælpe dig med at gøre de fire ting, som jeg har skrevet her.

Den dårlige nyhed er, at det er et kæmpestort arbejde, du står overfor (eller faktisk er du allerede godt i gang ved at skrive her).

Den gode nyhed er, at det går over. Det viser al erfaring og forskning.

Jeg ønsker dig alt godt.

Hans Stokholm Kjer

PS - Ja, det er tabubelagt, så du får ikke historien om, hvorfor jeg ved alt det her - men jeg har belæg for det.
PPS - Min mulghed for at hjælpe dig rækker hertil og desværre ikke længere. Så forsøg ikke at kontakte mig for yderligere hjælp - så kommer jeg til at skuffe dig, og det har du ikke brug for. Brug i stedet dine nærmeste og mine fire råd.

Du er slet ikke doven. Du er blot understimuleret.

Find dig et andet job eller nogle mere spændende opgaver, som du slet ikke kan lade ligge.

Håber du følger de råd Hans har givet.

Med hensyn til din gæld, er der virkelig håb forude.

Jeg foreslår dog at du venter med at tage fat på løsningen til du har fået fat i læge m.v. og evt. også til du har fået et mere fast arbejde.

Som jeg gerne plejer at sige, så kan man ikke plukke hår af en skaldet.

Bliver du indkaldt til fogedretten, skal du blot fortælle at du lige nu ikke tjener nogen penge og at du er under lægelig behandling. Det kalder man at afgive en insolvenserklæring og den gælder i 6 måneder, i hvilken periode du er fredet og derfor ikke vil blive indkaldt til fogedretten.

Forbrugerrådet  TÆNK har en gratis gældsrådgivning, som vil være i stand til at hjælpe dig ud af din gæld, enten ved at forbrugerrådets medarbejdere på dine vegne retter henvendelse til dine kreditorer med henblik på en akkordordning, som vil medføre at den samlede gæld kan nedsættes betydeligt og at du betaler et fast mindre beløb ind på en bankkonto hver måned. For eks. hvert halve år, uddeles beløbet til dine kreditorer med en forholdsmæssig andel som svarer procentvis til deres tilgodehavende.

Hvis du har fået fast arbejde, kan der evt. søges gældssanering.

MEN vent med alt det med gæld til du er kommet mere ud af de andre problemer.

Når du ikke ejer noget, kan ingen af kreditorerne røre dig.

Hvis du følger rådene fra Hans, vil du helt sikkert få det bedre. Mange har haft det ligesom dig og har fået det godt.

Held og lykke.

Mange hilsener Jørgen

PS !  Hvis du senere får brug for hjælp til at få udryddet gælden, er du velkommen til at sende en PB.

Trådstarter: Jeg kan SAGTENS følge dig. Jeg kan ikke sige, om vores problemer er ens - men jeg er bipolar (altså maniodepressiv), og før jeg fik medicin, satte jeg også gang i en masse projekter, som ikke blev til noget som helst, fordi jeg alligevel ikke orkede. Depression behandles effektivt med terapi, men er man både manisk og depressiv, skal der medicin til - det er noget kemi i hjernen, som ikke fungerer. Som Hans helt korrekt skriver: Gå til læge i morgen! Jeg siger ikke, at du lider af det samme som mig, men du har brug for noget professionel hjælp.

Derudover, så kunne du måske have gavn af noget coaching for at få overblik - så det hele ikke ser så uoverskueligt ud. Hvis du bor i det sydjyske, hjælper jeg gerne - det skal ikke koste dig noget.