Stolthed eller penge? Søger råd

Hej Amino'er..

Jeg er en ung iværksætter som har fulgt lidt med her inde, og især set en masse af Hr. Thorborgs videoer.
Deri har jeg fået en del inspiration, og blandt andet har det hjulpet mig til den "ordre" jeg vil fortælle om nu..

Baggrunden:

I slutningen af 2013 / starten af 2014 blev jeg inspireret af en af martins videoer, hvor han sagde at hvis man virkelig gerne ville have et job,
så skulle man også være villig til at ofre sig selv, og eventuelt arbejde gratis for at bevise sit værd.

Det tog jeg meget bogstaveligt, fordi det passer ret godt på mine værdier: jeg ville have det skidt med at komme sovende til succes.

Så i Januar 2014 vælger jeg at kontakte et firma i musikbranchen som arbejder med management for artister, jeg tilbyder at udføre opgaver indenfor de fag jeg har lært på HA (4. semester på daværende tidspunkt). Det leder til 6-7 måneder gratis arbejde, hvor jeg har lært utroligt meget omkring branchen, og økonomien i branchen.

I sommerferien bruger jeg 3 uger non-stop på at sætte mig ind i et programmeringssprog, og udvikler en mindre database til styring af den interne økonomi hos en af artisterne, som har en millionomsætning. Det præsenterer jeg for ledelsen, som dog er kritiske og ikke kan se hvad det skal bruges til. 
Det sker jo - men sagt på en anden måde er jeg meget motiveret for at investere en masse tid, og eventuelt gøre en forskel for virksomheden.

Endelig i mål:

I September bliver jeg så endelig lønnet (ikke ansat men fakturerer selv min løn), og får at vide at jeg skal overtage bogholderi og budgettering for den største kunstner de har. Super fedt. En drøm gik endelig i opfyldyldese (jeg har ville arbejde i branchen siden gymnasiet). Tiden går, og jeg får lov at anvende mit eget system til at styre økonomien.

Men som tiden går og jeg får bedre og bedre indsigt i artistens økonomi, finder jeg ud af at denne er dybt forgældet, og ledelsen foretager en masse valg som gør at artisten meget tit taber penge på at spille live, selv om denne har et stort honorar.

Det bunder i, at ledelsen tager deres cut på x% af omsætningen, og det der er til overs skal artisten så betale omkostninger med. Og oftest er der intet / meget lidt til overs herefter. Det koster at ville være kendt - men i min verden, vil en ansvarlig leder ikke fortsætte med at sælge ting der giver underskud når det finansieres ved at optage yderligere gæld på artistens vegne.

Det giver mig kvalme, og det er meget forkert i min verden. Måske er der noget jeg ikke ser her. Måske bør jeg tænke mere langsigtet.
Men jeg har ondt af artisten som er dybt forgældet uden at vide det, fordi vedkommende stoler blindt på ledelsen.

Det samarbejdsmæssige:

Men der er samtidigt et samarbejdsmæssigt problem mellem mig og ledelsen. Vi taler ikke samme sprog (jeg taler i tal og fakta, og de taler i det store billede).
Jeg bliver ofte misforstået fordi jeg siger tingene ret ligeud. Jeg har i løbet af foråret kigget på budgettet og advaret ledelsen 2 gange pr. mail.

1. Gang blev jeg taget seriøst, og jeg fik at vide jeg skulle finde nogle løsninger til at finansiere de huller jeg havde fundet. Det gjorde vi sammen, og vi slap igennem en meget presset måned med nød og næppe.

2. Gang er her for nyligt hvor jeg pointerede den store gæld og den lave/negative indtjening på de kommende ordrer. Jeg fik svar tilbage pr. mail om at jeg skulle: "Tro på det.. Og være lidt mere optimistisk". 

Foredraget:

For nyligt tog jeg så med en fra ledelsen til et foredrag for at støtte personen. Jeg sad på forreste række og lyttede til personen fortælle om deres forretning, visioner og værdier. "Vi er gode ved artisterne. Vi er til at stole på. Og vi er meget ansvarlige". Herefter beskrev personen sine arbejdsopgaver og tog direkte credit for alt mit arbejde. Jeg gik nærmest i shock, og følte mig værdiløs og rimelig trådt på.

Men det værste var nærmest, at foredraget var foran andre studerende - hvor jeg havde talt med nogen forinden, og fortalt dem hvad jeg lavede for firmaet. Og efter hans foredrag virkede jeg jo direkte som en fusker/pralhals uden noget at have det i. Det var en grim følelse at sidde tilbage med.

Jeg havde mest af alt lyst til at bryde ind, midt i foredraget fordi jeg blev både såret og gal. Men jeg gjorde intet, og har ikke påtalt det overfor ham siden.
Hvorfor ikke det? Jeg har tidligere prøvet at gøre det overfor en lærer på en militær uddannelse, og det betød han dumpede mig til en eksamen hvor han havde det sidste ord. 

Hvad gør jeg så nu?

Min mavefornemmelse siger mig at jeg skal ud af samarbejdet hurtigst muligt, fordi der ligger et ansvar og en regning og venter i slutningen af året. Lederens adfærd til foredraget viser mig lidt hvilken værdi jeg har for ham, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han kunne finde på at hænge mig ud som den ansvarlige for artistens økonomi.

På den anden side virker det også som om jeg ødelægger en "succes": Det er et studie-job hvor jeg skal bruge hovedet (jeg er en introvert person, og elsker at sidde hjemme foran computeren og fedte med noget teknisk), og samtidigt kan jeg bruge det jeg har lært på min uddannelse i praksis. 

Som jeg ser det lige nu, er der to muligheder for artisten:
Det værste der kan ske, er at de får så røde tal, at de ikke kan finansiere driften og må afslutte samarbejdet, eller låne flere penge.
Det bedste (realistiske) scenarie er, at de kan fortsætte driften året ud, alle får deres løn, men artisten vil enten øge eller bevare sin gæld.

Fordi virksomheden har en kringlet kontrakt, vil de ikke være ansvarlige for noget af artistens gæld (de har der imod tjent en pæn sjat på artisten), og kan uden problemer fortsætte med næste kunstner, såfremt deres ry i branchen ikke bliver ødelagt. Det der står imellem linjerne her, er at jeg syntes de er grådige og uretfærdige.

Vær gerne lidt kritisk, så jeg måske kan lære noget om mig selv og forsøge ændre det: 
Tænker jeg for negativt? 

Venligst,

X

Hey Viggo,

Tak for rådet. Det er ærlig talt også det jeg mest har lyst til, men jeg vil helst ikke forvolde artisten skade når jeg forlader samarbejdet.
Så jeg har overvejet at tilbyde virksomheden at 'oplære' en af deres medarbejdere i bogføring med eks. dinero, så artisten i det mindste får lavet regnskab. 

Jeg føler lidt et ansvar overfor artisten, som ikke har andet end en 9. klasse + sine musikalske kundskaber (personen er dog midt i tyverne). Personen drømmer om at blive en af de helt store, og er villig til at ofre sig selv for det. Men jeg føler lidt at jeg er nødt til at fortælle personen om gælden de økonomiske risici i fremtiden. 

Gør jeg det, vil det desværre nok bare ødelægge artistens motivation helt, og indirekte bevirke at chancen for at projektet lykkedes (og de klarer sig helskindet igennem året) forsvinder helt.
Gør jeg det ikke, vil gælden qua forretningsmodellen øges og i værste fald ødelægge personens personlige økonomi de næste par år.

På den anden side, er der en kontrakt og en fortrolighed (af en eller anden art) imellem artist og virksomhed..
- Som jeg måske bare skal blande mig helt uden om?

Venligst,

X

Hej x

Det lyder groft og lidt kyllingeagtigt, men du er nok nødt til at blande dig helt uden om. Hvis du siger det mindste til kunstneren vil du blive stemplet som illoyal, og risikerer at få en retssag på halsen for at forsøge at ødelægge firmaets lovlige kontrakt med kunstneren. Jeg ved godt det ikke er dit motiv, men det du ellers skriver om firmaet viser, at de ikke selv har den mindste loyalitet. Desuden bør du lade dem selv spørge om du vil oplære en ny. Hvis du tilbyder det, kan de jo altid sige, at det er dig der har givet en forkert oplæring. Igen, pas på din ryg. Det bedste var hvis de bliver sure og smider dig ud med det samme. Så går der ikke lang tid inden det hele ramler, og så mister kunstneren ikke så mange penge. Det er en svær situation, men du er nok nødt til at have is i maven, tage konfrontationen og så ellers komme væk så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen
Viggo Poulsen.