Hejsa, Jeg er 16 år gammel, går i 9. klasse, og er lige pt midt i mine mundtlige eksaminer. Jeg vil prøve at sætte dig ind i mit univers, og i mit syn på hvordan mundtlige eksaminer i skolesystemet fungerer, og hvorfor jeg overveje at droppe uddannelse pga. dette.
Du er nu kommet til det, dagen hvor det du har lært de sidste 10 år skal fremlægges. Enten kan du som jeg har gjorde, være lidt nervøs og dermed ikke huske noget, dermed får du måske ikke muligheden for at komme ind på din drømme uddannelse, og så er toget sådan set kørt. Eller du kan gøre det super godt, og få gode karakterer hele vejen igennem. Efter min mening, burde der ikke eksistere eksaminer, da det på ingen måde giver et konkret billede af, hvor dygtig man reelt set er. Man kan selvom man er dårlig til eks. Fysik, læse det hele op, stå inde og fylde lærer og sensor med varm luft, men samtidig score 12. For mig viser det ikke et billede at hvor dygtig man er, men nærmere et billede af, hvor meget man har forberedt sig. Jeg har opgivet f.eks. Engelsk, jeg har opgivet at lære sproget. Jeg tror det skyldes at vi hele tiden skal måles og vejes, fremfor at hjælpes på vej. Jeg har fået en form for angst når jeg skal snakke Engelsk, jeg gider ikke engang prøve at læse det op til eksaminer, fordi jeg ved hvad min karakter i faget bliver 4-7. Jeg synes derimod at man burde hjælpe elever på vej, og fokusere mere på at dygtiggøre dem, frem for at se dem som et produkt, på et samlebånd. Lærer bliver udannede til at være upersonlige pædagoger, som resten af deres tid på arbejdsmarkedet, skal kører børn igennem produktion. 3 år hos dem, videre til næste hold lærer osv. Dette kan også mærkes på lærer, man kan som elev godt mærke, at man bare er en del af mange på samlebåndet. Jeg havde for nogle år siden en matematiklærer som interesserede sig i sine elever, vi havde nogle gode samtale. Han inviterede hele klassen hjem til ham, så vi kunne få et indblik i hans liv. De 3 år jeg havde ham, blev de 3 år hvor jeg lærte allermest i matematik. Han er i mine øjne et billede på, hvordan alle lærer burde være. Men sådan er det desværre langt fra.. En anden demotiverende faktor, er også ”du er for dygtig”. Efter at have lært rigtigt meget i matematik i 3 år, var jeg lige pludselig laaangt foran de andre i min klasse. Men i stedet for at holde dette niveau oppe, ved at forsat arbejde hård, slog jeg panden mod muren. Jeg fik en lærer som havde et meget klart billede af, at alle i klassen skulle være på samme niveau. Derfor sad jeg hele 7. klasse, i hver matematik time, og skulle høre gennemgange af de ting jeg allerede havde lært. Derfor begyndte jeg at tage afstand til matematik i 8. klasse. Nu når jeg sidder til eksamen i 9. klasse, kan jeg drømme tilbage til en tid, hvor jeg var suvarent den bedste, og fundere over hvorfor jeg ikke kan score højere end 7-10 i karakter nu. At på den måde se sit niveau dale, er på ingen måder fedt. Slet ikke hvis man faktisk har lysten til at arbejde, og forbedre sig i faget, men simpelthen ikke kan få det materiale ”fordi alle skal være på samme niveau”. Det synes jeg er totalt grotest og henad imod en meget kommunistisk holdning... Nu tror jeg stille og roligt at jeg har fået afreageret, og kan nu lægge min folkeskole tid bag mig, og håbe på at gymnasiet bliver bedre. Dog stadig væk med eksaminer… Tak fordi du gad at tage dig tid til at læse, hvad jeg havde på hjertet! Kom endelig med dine syn!
God dag, De bedste hilsner Mads Larsen |
Med forbeholdet at overdrivelser fremmer forståelsen, er jeg også enig i det meste du har skrevet. 9. klasse lærer du minimalt og tager 30 forskellige afgangsprøver igen og igen for at være god til det.. Og så sidder man med sit lille ark af noter (fundet på nettet self.) til fysikeksamen og fyrer alt muligt af, man faktisk ikke vidste før i går aftes.