Hej, min makker og mig overtager en grillbar 15 Maj. Vi laver det som et IVS, nogle gode råd eller faldgrupper . Vi forpagter den på lejet grund, skriv gerne... MVH. Jesper |
Har masser af erfaring fra grill branchen, og vil meget gerne give et par gode råd.
Først og fremmest hold jer til kvalitet. Det er meget nemt at falde for billige indkøbspriser i f.eks. Metro. Men vælg i stedet en seriøs leverandør, som f.eks. BC Catering. Loyalitet mod en leverandør betaler sig virkelig i længden. Ligeledes opnås der en langt bedre loyalitet hos kunderne, hvis der er ordentlig mad I leverer frem for billig skidt. Og ja, kvalitet koster.
Hvis I ikke allerede har indgået en koncept aftale, så prøv at undgå at gøre det. En aftale med f.eks. Tulip kan ende i at I skal sælge produkter som I ikke ønsker at sælge, samtidig binder I jer til at tage alle varer fra samme leverandør og deltage i alle kampagner. (Bemærk, har absolut intet mod Tulip, tværtimod, blot er det konceptet jeg advarer imod).
Sørg for at have alle de praktiske ting på plads. Hygiejnecertifikater, næringsbasen, godkendelse af lokaler m.v. Det bliver hurtigt dyrt at få en negativ smiley.
Der er rigtig mange små udgifter som man sagtens kan glemme ved opstart. Sørg for at få alt med i budgettet, og husk endelig et godt stort beløb til strøm, da maskinerne i en grillbar absolut ikke er lavenergi. Rigtig mange får et kæmpe chock når den første gigantiske efterregning kommer. Så det er bedre at være på forkant med det.
Der kan være rigtig mange penge i kick-back aftaler på næsten alle varer, men det kræver selvfølgelig at man lige viser at man rent faktisk kan få nogle varer over disken. Er man dygtig nok, er der næsten ikke den vare der ikke er mulighed for en eller anden form for bonus på.
Lad være med at gå ind i en priskrig med andre i området. Det er direkte dræbende for en grillbar. Hold priserne og sats på kvaliteten i stedet. Så skal kunderne nok komme.
Smil og byd altid hygiejnekontrollanterne velkommen. Husk de er jeres venner, og behandel dem således. Uanset hvor godt et stykke arbejde I gør, hvor meget I gør rent, hvor godt I holder kontrol selv, så vil kontrollanterne ALTID kunne fælde jer på et eller andet. Derfor lyt til deres råd, brug dem, ring til dem hvis I er i tvivl om noget - de elsker at hjælpe. Diskuter ALDRIG med dem. Det er dem der bestemmer.
Jeg kan blive ved i timevis, men stopper lige her. Hvis der er noget, så spørg endelig. :-)