Der er så mange kloge hoveder herinde, måske en vil hjælpe? Jeg startede jo Pronto for knap to år siden som en enkeltmandsvirksomhed. Nu må man jo så erkende at det går rigtig godt, omsætningen er ganske god, og der er udsigter til at overskuddet også bliver det i indeværende år. Og hvad så... er det ved at være tid til at Pronto bliver lavet om til en anden form for selskab, og i givet fald: hvilken? Jeg er, i al ubeskedenhed, god til mange ting, men når det drejer sig om alt det med økonomi, jura osv, så skal jeg altså hjælpes "lidt"... Jeg har selvfølgelig forsøgt at læse mig lidt frem til hvad der er af muligheder, men bliver hurtigt lidt tabt når jeg går i gang, jeg forstår det simpelthen ikke (jaja, man skal kende sine begrænsninger). Jeg vil selvfølgelig diskutere dette med min revisor bl.a., men ville rigtigt gerne om nogen måske ville give mig et bud på hvilke muligheder der er, og hvad de indebærer? Meget gerne i et sprog der er helt nede på 3.klasses niveau... :-) På forhånd tusind tak Mette |
Hej Mette
Som du jo nok ved er der et utal af virksomhedsformer, som jeg ikke vil komme ind på, da de fleste slet ikke er aktuel for dig, og fordi de fleste er lavet med det formål at man er flere om virksomhederne. Jeg tænker på I/S, P/S, K/S med flere.
Når det er at du vil omdanne din virksomhed til et selskab, så er der typisk to typer man tænker på A/S og ApS. Jeg inkludere ikke IVS, da man ikke kan omdanne til et IVS. Jeg hiver lige lidt tekst ind om ApS og A/S, som du kan se nedenfor. Med stor sandsynlighed, så er det ApS der er interessant for dig. OBS! Din startkapital vil nok komme gennem en skattefrivirksomhedsomdannelse.
Anpartsselskab ApS
Et ApS er et af de mest udbredte selskabsformer i Danmark. En af de største fordele ved et ApS er tabsbegrænsningen, hvormed man kun kan miste indskuddet, og hvad der måtte være kautioneret for.
Ejerforhold: Et ApS er et selvstændigt juridisk objekt. Det vil sige, at selskabet er fuldstændig udskilt fra ejeren/ejerne. Et ApS kan have en eller flere ejere, som både kan være fysiske personer eller andre selskaber.
Startkapital: For at starte et ApS skal der være et minimums indskud på 50.000 kr. Indskuddet kan både være i form af kontanter eller aktiver. Hvis man ønsker at indskyde aktiver, skal der dog udarbejdes en vurderingsberetning af en revisor.
Hæftelse: I et ApS er der begrænset hæftelse. Det vil sige at man som udgangspunkt kun hæfter med indskudskapitalen. Det er dog således i praksis, at ønsker man et lån i forbindelse med stiftelsen af et ApS, så vil ens bank som oftest kræve en personlig hæftelse for banklånet.
Ledelse: Der skal indsættes en ledelse i et ApS. Ledelsesorganet kan være en direktion, en bestyrelse, et tilsynsråd, eller en kombination af disse.
Regnskab: Et ApS er pligtig til at bogføre og til at udarbejde en årsrapport. Årsrapporten skal udarbejdes efter årsregnskabsloven, eller de internationale regnskabsstandarder. Alt afhængig af størrelsen og indholdet af en virksomheden, så kan der også være revisionspligt på selskabets regnskab.
Skat: Et ApS skal betale selskabsskat af overskuddet. Hvis det besluttes at der skal udbetales udbytte til anpartshaverne, og dette er privatpersoner, så skal der betales udbytteskat. Hvis der er tale om et andet selskab, så vil udbyttet i mange tilfælde ikke udløse skat.
Aktieselskab (A/S)
Aktieselskaber er for det meste de lidt større virksomheder. Der skal en del penge til, og der er flere krav til organisationen. Ved at stifte et A/S signalere man til omverden, at man er seriøs omkring virksomheden, hvilket kan give forretningsmæssige fordele.
Ejerforhold: Et A/S er et selvstændigt juridisk objekt. Det vil sige, at selskabet er fuldstændig udskilt fra ejeren/ejerne. Et A/S kan have en eller flere ejere, som både kan være fysiske personer eller andre selskaber.
Startkapital:For at starte et A/S skal der være et minimums indskud på 500.000 kr. Indskuddet kan både være i form af kontanter eller aktiver. Hvis man ønsker at indskyde aktiver, skal der dog udarbejdes en vurderingsberetning af en revisor. Stifter man et A/S med kontanter, kan man nøjes med at indbetale 25% af selskabskapitalen, selskabets ledelse har dog ret til at kræve den resterende aktiekapital indbetalt.
Hæftelse: I et A/S er der begrænset hæftelse. Det vil sige at man som udgangspunkt kun hæfter med indskudskapitalen. Det er dog således i praksis, at ønsker man et lån i forbindelse med stiftelsen af et A/S, så vil ens bank som oftest kræve en personlig hæftelse for banklånet.
Ledelse: I et aktieselskab skal der være en direktion og en bestyrelse eller et tilsynsråd. Der skal være mindst tre medlemmer af bestyrelsen eller tilsynsrådet, hvoraf flertallet skal vælges på generalforsamlingen. Hvis der er medarbejderrepræsentanter i selskabet, så har de ret til at være repræsenteret i bestyrelsen eller tilsynsrådet.
Regnskab: Et A/S er pligtig til at bogføre og til at udarbejde en årsrapport. Årsrapporten skal udarbejdes efter årsregnskabsloven, eller de internationale regnskabsstandarder. Alt afhængig af størrelsen og indholdet af en virksomheden, så kan der også være revisionspligt på selskabets regnskab.
Skat: Et ApS skal betale selskabsskat af overskuddet. Hvis det besluttes at der skal udbetales udbytte til anpartshaverne, og dette er privatpersoner, så skal der betales udbytteskat. Hvis der er tale om et andet selskab, så vil udbyttet i mange tilfælde ikke udløse skat.