Engang rakte jeg fuck til dommeren

Hej. Jeg er ny på Amino, og er blot 20 år gammel. Overskriften giver måske ikke umiddelbart mening, men hvis du har tid, så læs gerne videre om min baggrund for at signe up. Jeg er nu ikke helt sikker på, at det passer ind hos Amino, men så må det være sådan. Hvis du bagefter fortryder, er der ingen erstatning.

Jeg har siden de tidlige klasser i folkeskolen haft fornemmelsen af, at jeg bare ikke kunne finde det arbejde jeg kunne komme til at glædes ved. Og her i dag, er situationen ikke anderledes - og tiden løber. Overskriften bunder i, at jeg engang gik til meget sport. 4 sportsgrene på samme tid – håndbold, fodbold, tennis og badminton. Jeg elskede konkurrenceelementet i sporten. Jeg gav fuld gas, og selvom vores hold havde sikret samlet sejr i en division, blev jeg, uforstået af omverden, pissesur hvis vi tabte en kamp. Hvis dommeren lavede en lortedom, ja så rakte jeg fuck til ham - og fik advarsel/udvisning. Men jeg var kompromisløs– for jeg havde ret, var god og levede mig ind i tingene. Sådan følte jeg bare dengang. Det er nok respektløst at gøre, men jeg savner alligevel den gejst det viste, at man ikke accepterede alt, der gik imod en.

Et godt minde var da vi spillede på en oppustelig fodboldbane med kunstgræs, hvor vinderne af turneringen ville få overrakt et trofæ af Ebbe Sand, som på det tidspunkt var en stor stjerne. Vi nåede finalen uden de store problemer, men denne kamp blev et drama. Længe stod det 0-0 inden vi på et langskud fik føringen. I de sidste sekunder af kampen runder en modstander vores målmand, der går ud i bolden, hvorfor bolden skydes mod frit mål. I sidste øjeblikket kommer jeg glidende ind og snitter bolden op over overliggeren. Dette betød at begge mine ben blev fuldkomment forbrændt fra hæl til hofte, og det gjorde fandens ondt, men det eneste der betød noget for mig, var sejren – jeg havde viljen til at ofre alt i momentet for at nå mit mål.

Havde. For den del af mig er bare væk lige nu. Jeg føler ikke jeg har noget specifikt mål, og jeg leder i blinde for at finde det. Efter en afsluttet HHX uddannelse, har jeg afprøvet nogle fag. I løbet af 2 år, har jeg gået på  CBS i 3 måneder, derefter taget naturvidenskabelige suppleringsfag på DTU, gået på Idræts-studiet på KU i 6 måneder, og har nu gået på Eksport-ingeniør studiet på IHK i 6 måneder. Og jeg er så træt af uddannelse. Det går så LANGSOMT, og jeg kan simpelthen ikke længere sætte mig selv op til at læse ting som højst sandsynligt vil være helt ligegyldige i mit fremtidige perspektiv. Det er ikke fordi jeg er dum (i traditionel forstand), men alligevel er jeg. Hvorfor har jeg aldrig fundet noget der bare interesseret mig, og så haft lysten til at bruge min fritid på det?

Jeg vendte 7-taller til 12-taller på måneder i min gymnasiale uddannelse fordi motivationen viste sig lidt, men hvad kan man bruge det til, når man ikke aner hvad man vil. Jeg har læst om alle mulige uddannelser, og ingen af dem lyder umiddelbart til at have en struktur eller faglighed, der lyder interessant for mig personligt.

Men jeg har altid idealiseret det, at have egen virksomhed. Hvor den nærmest føles som sit barn, og hvor man vil kæmpe for at dets overlevelse og udvikling. Men hvordan finder man netop dét, man vil bidrage til markedet med, når man ikke allerede som barn er opvokset med bestemte interesser? Kan man ”bare” starte en virksomhed, hvis man først får en god idé har viljen til at gennemføre det? Og mere vigtigt, hvordan finder man den indre fuckfinger frem igen – den fuckfinger der rent faktisk viste, at det man lavede rent faktisk ragede en noget.