Hej Erik
Den daglige administration af Facebook siden bør du selv stå for, da det er en god idé at indholdet på Facebook siden kommer "indefra". Der er nogle tilfælde, hvor virksomheder vælger at outsource dette, da de ikke selv har ressourcerne til at lave indholdet løbende og dermed vedligeholde relationen til fansene, og i sådanne tilfælde kan det godt betale sig at outsource. Men det er bedst, hvis virksomheden selv kan stå for at dyrke relationen til kunderne. Hvis du har svært ved at lave indhold til Facebook siden, som din målgruppe finder interessant, kunne det måske også være en idé at få nogle konsulenter til at udarbejde en Facebook strategi til dig.
Når det kommer til selve opbygningen af Facebook siden, så kan du også meget selv - f.eks. er der mulighed for at tilføje en beskrivelse af din virksomhed, indsætte link til din hjemmeside samt lave billedalbumer. Hvis du har et grafisk firma tilknyttet kan du få dem til at lave et coverbillede og måske også nogle undersider (såkaldte "tabs"), som placeres under coverbilledet (sidstnævnte kræver dog kodning eller 3. parts system). Coverbilledet samt undersiderne kan bidrage til Facebook sidens visuelle udtryk og dermed give især førstegangsbesøgende en varm velkomst. Afslutningsvist øger dette også sidens troværdighed.
Afslutningsvist er der nogle ting, som du kan få brug for undervejs, men som det typisk bedre kan betale sig at få lavet ude. Hvis du vil udskrive konkurrencer på siden, skal dette gøres gennem et konkurrencemodul til Facebook, hvorigennem du selv løbende kan udskrive konkurrencer lovligt. Og hvis du vil eksponere din Facebook side, kræver det viden omkring Facebooks annonceformer, hvis dette skal lykkes med succes - en viden, som visse bureauer besidder.
Overstående er skrevet ud fra mine erfaringer med de flere hundrede virksomheder, jeg har samarbejdet med gennem årene.
Held og lykke med din markedsføring på Facebook!