Jeg brugte selv store dele af min gymnasietid på at arbejde med iværksætteri i fritiden, og jeg har nu aldrig syntes, at det har været noget problem at finde tiden til det. Heller ikke til sidst hvor forretningen blev større og mere omfattende. Jeg vil faktisk tværtimod sige, at det netop er, mens du stadigvæk går i skole, at det er lettest at komme i gang.
Du bor måske stadigvæk hjemme hos dine forældre, og det betyder, at dine udgifter er på et minimum. Står du senere i livet som familiefar med kone og et par børn, så er du altså afhængig af en fast månedlig indtægt til at forsørge familien, hvilket er nogle bekymringer, som du slet ikke har som ung. Kører forretningen ikke som smurt fra start af, så er skaden ikke nær så stor.
Når du går i skole, har du desuden tidligt fri, og hvis du bare vælger at prioritere rigtigt, så vil der være masser af tid til at starte en webshop op. Mangler du penge, er det jo ganske let at tage et fritidsjob i et par måneder og spare nogle penge op, hvilket igen kan lade sig gøre på grund af den utroligt meget fritid, som man har som studerende.
Så det er da bare at komme i gang med det!