Hej Kristina
Muligheden for at afskrive på 115% af købesummen på nye driftsmidler gælder for nye driftsmidler, som er erhvervet i perioden 30. maj 2012 til 31. december 2013.
Muligheden gælder kun for 100% erhvervsmæssige driftsmidler, dvs. hvis computeren helt eller delvist anvendes privat, gælder muligheden for et forhøjet afskrivningsgrundlag ikke.
Det er et krav, at driftsmidlet ikke straksafskrives. Dette er en valgmulighed for driftsmidler med en anskaffelsessum på under 12.300 kr. Formuleringen må betyde, at hvis man køber et nyt erhvervsmæssigt driftsmiddel for f.eks. 10.000 kr. kan man vælge enten at straksafskrive de 10.000 kr., eller at saldoafskrive 11.500 kr.
Der skal føres en samlet, men særskilt saldo for alle driftsmidler, der afskrives efter 115% reglen. Denne særlige saldo skal føres til og med 2017. Herefter sammenlægges 115% saldoen med den ordinære saldo for afskrivningsberettigede driftsmidler.
Hvis man sælger et driftsmiddel (som er afskrevet efter 115% reglen) før udgangen af 2017, skal man indtægtsføre 115% af den faktiske salgspris.
Saldoen for 115% afskrivning kan kun afskrives med 25% p.a., dvs. hvis saldoen bringes under 12.300 kr., er der som jeg læser loven ikke mulighed for at fratrække restsaldoen på en gang, som vi kender det for almindelige driftsmidler. En evt. restafskrivning må derfor vente til 2018, hvor afskrivningsgrundlagene sammenlægges.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk