Har selv købt hus på tvangsauktion uden brug af advokat.
Vigtigt at bemærke at der ikke laves tilstandsrapport på tvangsauktioner, ej heller er der ejerskifteforsikring. Dvs. du tager 100% selv risikoen for husets stand.
Som det tidligere er nævnt skal du hæfte for budsum + størsteomkostninger. Sidstnævnte fremgår af salgsopstillingen, og ligger typisk på max. 100.000 kr. Men der er faktisk nogle få ting yderligere som du også skal hæfte for. Det være sig:
- Tidligere ejers restance på brandforsikring.
- Tidligere ejers restance på spildevand.
- Og 1 ting mere, som i alt løb op i ca. 9.000 kr. for mit vedkommende.
Og så skal du være opmærksom på at du jo byder ind i de lån som der er i ejendommen, dvs. hvis du eksempelvis byder 500.000 og 1. prioriteten i ejendommen er et realkreditlån på 1.000.000, så overtager du faktisk dette lån, men selvfølgelig kun de kr. 500.000 i gæld. Dog skal du hæfte for morarenter som er opstået på baggrund af tidligere ejers manglende betaling på lånet.
Mht. lånet skal du ydermere værke opmærksom på hvilken kurs lånet står i. Du kan vælge enten at overtage lånet (hvilket du faktisk skal godkendes til at det pågældende realkreditinstitut) eller indfri lånet. I begge tilfælde skal du være opmærksom på hvilken kurs der er på lånet. Hvis denne er over kurs 100 skal du enten betale kursgevinsten når du indfrier lånet, alternativt bliver du beskattet af kursgevinsten hvis du gældsovertager lånet. I mit tilfælde blev jeg beskattet af 36.000 i skattepligtig kursgevinst ved et lån på ca. 1,25 mio.
Derudover skal du være opmærksom på at der skal stilles en kontant garanti i retten på kr. 15.000,- som du altså skal medbringe på auktionen.
Inden 7 dage skal du ydermere kunne stille en bankgaranti på et beløb der burde være oplyst i salgsopstillingen (kan ikke helt huske det, men i mit tilfælde var det en bankgaranti på over 200.000 kr. på et hus til 1,5 mio.). Hvis du har vundet auktionen og ikke kan stille denne garanti skal du hæfte for de omkostninger det vil koste at afholde en ny auktion, da du da ikke vil kunne erhverve ejendommen.
Når du byder ind er det MEGET vigtigt at du byder i det rigtige navn, dvs. det navn der skal stå på det endelige skøde. Skal eksempelvis både dig og din samlever stå på skødet, skal du nævne jeres begges navne når dommeren spørger hvem der byder. Dette vil nemlig blive noteret ned og brugt når skødet engang skal frigives.
Når auktionen er overstået (hvis du har vundet), skal du som sagt betale de kr. 15.000 i kontant garanti til retten. Disse vil du først få retur når skødet frigives.
Skødet frigives først når du har sørget for at alle restancer er betalt. Denne proces (og de øvrige) kan du selv klare hvis du ikke har advokat på.
Du skal kontakte alle kreditorer som du skal hæfte for (fremgår af salgsopstillingen - dem jeg nævnte længere oppe) og bede dem fremsende regning så du kan betale, og når du har betalt skal du have dokumentation retur fra kreditoren at du har betalt restancen.
Når du har modtaget dokumentation fra alle kreditorer, skal du bede retten om en såkaldt auktionsudskrift. Når du modtager denne skal du sende den retur sammen med dokumentationen fra kreditorerne og bede om at få udstedt auktionsskøde.
Når du har fået udstedt auktionsskøde kan du påbegynde tinglysning af endeligt skøde og evt. overtagelse af lån.
Det virker måske af meget, men man kan som sagt godt klare det uden hjælp af advokat, selvom det selvfølgelig er det sikreste at få hjælp af en professionel. Jeg benyttede mig dog meget af den advokat som stod for tvangsauktionen, da jeg mente at han også stod med et ansvar for at auktionen gik rigtigt igennem - og de var meget behjælpelige.
I sidste ende stod jeg med en super handel hvor jeg fik et hus til ca. 1,5 mio. som i dagens salgspriser er ca. 2,1 mio. værd.
Men vær opmærksom på faldgruberne, især omkring kursrisikoen på lånene (skal du spørge advokaten om på auktionen - vær ikke flov over at spørge foran alle de andre i lokalet, for de har sikkert ikke engang tænkt på det, og det har altså stor betydning), men også især omkring tilstanden på huset. Få evt. en bekendt håndværker (hvis du har en sådan) til at tage med ud når der er besigtigelse af ejendommen.
Held og lykke med det hele.