Etableringskonti og Iværksætterkonti er bestemt en mulighed der er værd at overveje, særligt hvis man er lønmodtager, topskatteyder og har en iværksætter i maven. Ad flere omgange er ordningerne blevet forbedret i de senere år. For år til bage fik etableringskonti et dårligt ry (velfortjent), men med de mange ændringer er ordningerne blevet meget attraktive, og de bruges alt for lidt.
På en iværksætterkonto kan der f.eks. indskydes op til 60% af ens årsløn med fradrag i personlig indkomst (dvs. topskatten eller samme niveau som de tidligere så populære ratepensioner). Uanset indkomst er man dog altid berettiget til at indskyde mindst 250.000 kr. p.a.
Det er et krav. at man senere etablere sig som selvstændig (gør man ikke det får man ørerne i maskinen). Et væsentligt krav er, at man enten selv eller ens ægtefælle yder en personlig arbedjsindsats i ikke uvæsntligt omfang. (Dvs. ikke noget med passiv investering eller udlejning af fast ejendom, der skal være tale om en "ægte" virksomhed, som kræver en arbejdsindsats).
Midlerne kan hæves til brug for køb af afskrivningsberettigede bygninger og driftsmidler og til brug for fradragsberettigede udgifter (f.eks. løn til ansatte). Prisen er at man ikke får fradrags-/afskrivningsret for de udgifter, der betales med midler fra kontoen, fradraget har man jo allerede fået på indbetalingstidspunktet.
Hvis man ikke starter virksomheden i personligt regi, kan man alternativt etablere sig i selskabsform. Kravet om personlig arbejdsindsats gælder også hvis man etablere/køber et selskab. Der er også andre supplerende krav, f.eks. skal man være hovedaktionær i selskabet og selskabet må ikke være en såkaldt "pengetank", lidt forsimplet vil det sige at finansielle aktiver i selskabet må højst udgøre 50% af selskabets formue. Der er i øvrigt ikke krav om at selskabet skal bruge alle midlerne til at erhverve afskrivningsberettigede aktiver mv. Tilgengæld må man personligt tåle, at de fratrukne indskud bliver genbeskattet i lempelige rater over 10 år.
Alt i alt en fantastisk ordning, som bruges alt for lidt.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk