Se, nu kommer der lige et indlæg her, hvor nogle af jer måske kan nikke genkendende til nogle problemstillnger og tanker, i forhold til ønsket om at være selvstændig. For at gøre en lang historie kort (som sikkert ikke kan holdes), så har jeg altid set mig selv som et meget selvstændig menneske, der har kunne klare ting selv, tænke selv, og nydt at gøre tingene på min måde. Jeg er 26 år, og kommer ud af en familie hvor alle er offentligt ansatte medarbejdere, og deraf en opdragelse, der peger i retning af, at sikkerhed kommer frem for alt, og at et fast job er vejen til sikkerhed - deraf en uddannelse. Og sådan er der jo mange der lever. Jeg har altid følt mig anderledes i min tankegang, i forhold til familien - faktisk grænsende til det provokerende, da jeg ikke altid har kunne se logikken i deres måde at leve livet på. Læs: gå på arbejde 32-37 timer, gøre hvad andre siger, og brokke sig lidt over at ledelsen gør dit og dat (Ja, det er sat på spidsen). Jeg selv har ville noget andet - ville gerne være hundefører eller MC betjent (OK, også offenligt!), skibsofficer, eller pilot - noget hvor jeg kunne komme ud rent fysisk, møde nogle mennesker, og træffe nogle beslutninger. Men jeg er farveblind, og har løbet panden mod en mur hvergang. Har taget hele turen med Rigspolitiets læge, justitsministeriet, opsøgt alternative optikere, oprettet facebookgruppe om emnet for at gøre opmærksom på problemert, mm. Det er der så gået nogle år med, mens jeg har haft småjobs på restauranter og lignende. Jeg har været på hotel i Norge og arbejde, på guideskole i Spanien, og senere været guide i Grækenland. Begge jobs, som jeg mere eller mindre blev kastet ud i, op oplært i på stedet. I like! Men så var det som om, at det stoppede der, og jeg måtte videre. Jeg har haft søgt ind på jurastudiet, ingeniør, og RUC, og har været kommet ind alle gange. Men det har aldrig nogen sinde været interessant for mig. Ind imellem har jeg været på højskoler, for at få noget luft, og prøve at blive påvirket i en ny retning - men det har aldrig heeelt kunne give mig noget, andet end den sjov der stod på så længe det varede. På et tidspunkt meldte jeg mig frivillig til Beredskabet - så fik jeg mig en brandmandsuddannelse og et stort kørekort - men ellers ikke det fedeste. Og ellers har jeg småjobbet rundt i køkkener og som tjener, og folk har altid kunne lide mig, og de gange jeg har bedt om en udtalelse, har de altid været rigtig flotte! Jeg har også været på noget lederkursus via min gamle guideskole, hvor jeg fik relativ høje karakterer - og så var der lige en madlavningskonkurrence blandt de 70 deltagende på kurset, som jeg vandt. Blot for at understrege, at når det gælder her-og-nu, så kan jeg sagtens. Og så har jeg rejst lidt rundt i Asien på egen hånd, fordi jeg er så pisse nysgerrig. Nu er jeg kommet frem til, at jeg vil forsøge at søge ind til Falck for at blive ambulanceredder. Jeg kan godt lide når der sker noget, og ved, at jeg IKKE skal læse noget, der er for teoretisk. Sådan fungerer det ikke for mig - og dermed ikke sagt at jeg ikke er begavet. Det er dog utrolig svært at komme ind, så jeg er lige begyndt på sygeplejestudiet, i håb om, at det kan give lidt point hen ad vejen. Men det er lige de samme følelser jeg får nu, som da jeg tidligere læste. Jeg føler, at al mit drive, min kreativitet, min kækhed, frækhed, charme og anderledes tænkning bliver undertrykt og understimuleret. Og hvor er det dog drænende, når jeg ved, at jeg elsker at arbejde, og gerne vil ofre mig 110% for at komme i mål. DERFOR har jeg nu de sidste dage tænkt på, om jeg skulle tage skeen i den anden hånd, og sadle fuldstændig om, med planen om at blive selvstændig på sigt, på den ene eller anden måde. Jeg er typen, der godt kan lide at smede mens jernet er varmt, og frygter, at jeg aldrig vil kunne komme til det hvis jeg "bare" får en uddannelse, og et job. Det er helt nyt territorie for mig, men et eller andet inden i mig siger, at det er den retning jeg skal gå. Det skal siges, at jeg igennem årene har fulgt lidt med på sider som Amino, og min foretrukne beskæftigelse i mine unge dage var også at købe og sælge på bl.a. Den Blå Avis. Er her nogle, som kan gendende noget at det jeg skriver, og er her især nogle, som har gjort sig karriere uden uddannelse? Hvor kunne det være godt at begynde, og er det overhovedet til at komme ind og få et job et sted, uden nogen reel uddannelse? Det ville være en kæmpe personlig sejr, hvis jeg kunne komme igang med noget hvor jeg kunne bruge mig selv og mine personlige kvaliteter, og gå i en stor bue uden om det etablerede uddannelsesystem, som jeg ikke har meget til overs for. Puha - det skulle bare lige ud! God weekend Christian |
Hej Christian.
Jeg er på vej ud for at handle ind lige her på falderebet, så derfor en meget kort bemærkning fra min side: Hvor er det dog et dejligt velformuleret og indsigtsfuldt indlæg, du der har skrevet. Det ramte mig i hjertet, fordi dine tanker omkring dig selv og dine omgivelser kunne have været mine egne - både da jeg var på din alder, og den alder jeg har nu (43 år).
Jeg kan ikke råde dig til, hvad du skal gøre. Du er stadig så ung, at du har tid nok til at tage nogle omveje. Du skal nok nå det. Men som jeg tolker dig og din person, så tror jeg, at der er for meget ildsjæl og livsnyder i dig til, at du kan indfinde dig under de forhold, man nu engang har som lønslave? Det er i hvert fald mit umiddelbare indtryk.
Jeg er selv startet på et par uddannelser, som jeg i sin tid ikke færdiggjorde - simpelthen fordi jeg indså, hvad jeg egentlig allerede godt vidste . Måske det også er nødvendigt i dit tilfælde, før du kan gøre op med dig selv, hvor du gerne vil befinde dig som 35-/40-årig?
Uanset hvad, held og lykke med det hele!
De bedste hilsner
Thomas