Hej, det er forskellige ord for forskellige ting, så der er ikke tale om at samme ord i forskellige sammenhænge staves forskelligt.
Der er vist ikke nogen huskeregel, så vi må ty til den måde, vi lærer andre sprog på, eller lærte grammatik i skolen.
Vi at gøre med tre ord: "En Brand" og "noget brænde" og "at brænde" - Det er nok det, der er roden til forvirringen.
De to første er begge navneord, og brænde er lidt usædvanlig fordi ordet ikke kan stå i ental - det kender du også fra andre navneord som vand, jord, luft.etc.
Du skriver selv ordet "brander", for nemheds skyld kan vi stryge det fra listen, det findes nemlig ikke. (med mindre du taler marketingsprog og bruger det amerikanske låneord "at brande" som jo sjovt nok også har sin rod i ordet brænde, idet det kommer fra brændemærkning af husdyr) Det var et sidespor. Du skal huske, at der er tre forskellige ord, der lyder ens og de bøjes således:
Navneordet "en brand" - dem du slukker.
Ubestemt:
- Ental: En brand
- Flertal: Flere Brande
Bestemt:
- Ental: "Brande"
- Flertal: "Brandene"
Navneordet "Brænde" - altså sådan noget vi putter i ovnen 
Ubestemt:
- Ental: Brænde
- Flertal: Brænde
Bestemt:
- Ental: Brændet
- Ental: Brændet
Udsagnsordet: "At brænde" - enten at man selv brænder eller brænder noget af.
- Nutid (præsens): "Jeg brænder"
- Datid (imperfektum): "Jeg brændte"
- Førrnutid (perfektum): "Jeg har brændt"
- Førdatid (pluskvamperfektum): "Jeg havde brændt"
- Fremtid (futurum): "Jeg vil brænde"
Ud fra dette kunne man måske godt formulere nogle huskeregler, men jeg kan ikke lige komme på noget. Noget som jeg til gengæld kan bruge som en intuitiv forståelse af problematikken er Karen Blixen. Hvis du har hørt optagelser af hende i radioen, så vil du måske huske, at hun (og nok hele hendes samtid) skelnede meget i deres udtale mellem a og æ. Hvis man én gang har hørt hende dramatisk udtale:
"Huset brææænd-te"
-Så vil man aldrig tvivle på om det er med a eller æ :-)