Jeg har fået den gode ide at jeg vil samle inspiration til min virksomhed og mit liv, i udlandet, - så jeg har fået anskaffet mig et pas. Jeg har nu besluttet mig for at turen går til Polen, - nærmere betegnet Wroclaw. Turen skal tage en uge. Er der nogen der har været dernede før og kan give nogle gode råd til ting man bare må se, ting man skal huske, og ting man bør være opmærksom på, f.eks. kultur eller lign? Jeg har aldrig været ude og rejse før, så jeg er lidt nybegynder. Er der nogen der kan be/afkræfte at de har samme frekvens på strømmen samt stik dernede som i DK og jeg ikke har brug for nogle specielle adaptere såfremt jeg ønsker at medbringe en bærbar computer ? |
Hej Jørgen.
Jeg bor rent faktisk i Wrocław. Jeg faldt tilfældigt over dit indlæg (har en anden brugerprofil herinde), men tænkte at der nok ikke er mange brugere fra Amino der har været i byen før, så ville lige give mit besyv med.
Jeg kan med det samme bekræfte at vi skam bruger samme stiktype som i DK hernede og jeg skriver dette indlæg fra en laptop købt i Danmark. Jeg har tidligere boet i Dublin og mener kun at der anvendes andre stiktyper i Storbritannien og Irland indenfor EU (hæng mig ikke op på det, hvis jeg tager fejl).
Wrocław har mange internationale virksomheder og mange af de større internationale IT-firmaer er repræsenteret i byen. Centrum er præget af gamle bygninger som bestemt er værd at tage et kig på, bl.a. er Market Square meget flot. I midtbyen støder man ofte på tyske turister på grund af byens historie. Af seværdigheder er der masser af arkitektoniske kirker at besøge, da religion er en vigtig del af dagligdagen hernede. Derudover er Centennial Hall og byens universitet meget flotte set udefra, har dog ikke selv besøgt disse endnu. Wrocławska Fontanna kan også anbefales.
Nu nævner du ikke noget om dine rejseplaner, men hvis du kører i bil herned må jeg hellere advare dig om at byen er kendt for sine trafikpropper. Jeg har selv bil og trafikken er ofte ulidelig.