Går du også rundt med et ton af ideer, eller har du lyst til at skabe noget, så er du måske den person jeg søger til at indgå partnerskab til udvikling og drift af fælles online virksomhed..
Hvem er jeg? Jeg er selvstændig programmør og har det seneste år arbejdet for egne kunder, samt udviklet forskellige webkoncepter. Før jeg blev selvstændig arbejdede jeg for et større dansk teleselskab, og har herfra erfaring med salg og support.
Jeg er nået til et punkt hvor jeg godt kunne tænke mig mere sparring i hverdagen, og herved dannelsen af et samarbejde med en partner. Hvorvidt samarbejdet skal bestå af udvikling, portaldrift, e-handel eller lign. er for mig ligegyldigt – så længe det blot er inden for vores fælles kompetenceområde. Jeg søger ikke nødvendigvis et partnerskab baseret på en ny idé, men kan også tage del i din eksisterende idé eller virksomhed.
Hvad forventer jeg af en partner? Nedenstående er hvad jeg betragter som værende fordele iht. et optimalt samarbejde, men skal dog på ingen måde opfattes som krav:
- Du er bosat i Aarhus eller omegn. - Du har erfaring eller kompetencer der kan bidrage til en online virksomhed. - Du har tålmodighed og forventer ikke en stor sum penge fra dag 1. - Du er flittig og indstillet på at arbejde mange timer (udover hvad der kræves i et alm. 8-16 job). - Du har støtte fra dit bagland i din drøm om at blive/være iværksætter. - Du brænder for iværksætteri og vil være den bedste indenfor dit fag.
Såfremt du er interesseret i at høre mere, eller du kunne tænke dig at drage nytte af mine kompetencer, så send mig en mail med lidt kort info omkring dig selv og dit projekt.
Jeg har ladet mig fortælle at ovenstående er en smule formelt, og at jeg muligvis søger for bredt. Generelt er mit ønske blot at finde en lige partner, der deler samme ambitionsniveau, og ikke er bange for at tage fat. En person der kender forskellen på tanke og idé..