Det er nok bare mig der er blevet gammel og mavesur, og jeg beklager at det lige skal gå ud over "offer2day" - men for mig at se er denne type side (og I er skam ikke værre end alle de andre) et symptom på et stort problem med internetmarketing (og folks indkøbsvaner i almindelighed).
Der skabes ingen værdi på sådan en side.
Istedet for at folk finder det rigtigt gode produkt de søger til en god pris, sælges rabatten. Folk skal købe tilbuddet og ikke produktet.
Når produkter sælges med megarabatter er det - let's face it - enten fordi de har været umulige at afsætte via "almindelige" kanaler eller via en kunstigt opskruet førpris.
Som annoncør irriterer det mig, for folk ender i en indkøbsspiral, hvor de skal købe mest muligt for at spare mest muligt, og eftersom det de køber er noget juks, må de hurtigt få købt noget mere - og hey, der kom lige et godt tilbud mere. Her tænker jeg slet ikke specifikt på de produkter der annonceres på jeres side, men generelt - Føtex' kogte skinketern smager altså stadig af gummi uanset om de koster 7,95 eller 3,95 - eller har en kunstig førpris på 19,95.
Portaler/reklamesider/affiliate-sider, der kan skabe merværdi iform af at guide brugeren til det RETTE køb er for mig at se langt mere interessante på langt sigt, og havde I satset på en nytænkning af det, skulle I se en skov af arme i vejret her på Amino. Udfyld en funktion, der langvarigt skaber merværdi for både køber og sælger, så giver begge parter jer mere tillid og mere forretning.
Når det nu er sagt, er jeg klar over, at det for mange forretningsdrivende kan være gavnligt at lokke nye brugere til med en førstegangs-megarabat, men jeg ville nok ikke kaste mange penge efter at skaffe kunder, der kun vil interessere sig for mit produkt når det er nedsat med 79%.
Igen - undskyld mavesurheden. Til gengæld synes jeg egentlig jeres side i betragtning af projektets alder er nydeligt lavet ;-)
/Anders