Som én af de erfarne og vist nok velansete tekstfolk har jeg også eksperimenteret med markedet for meget billige tekster.
Jeg har udviklet et koncept, som jeg snart lancerer, når jeg er færdig med at køre nogle tests på det.
I mit koncept forsøger jeg at overvinde nogle af de minusser, folk oplever hos andre udbydere.
Leveringstid:
Mange har oplevet lang leveringstid, fordi opgaven løses af enkeltpersoner som fritidsjob. SEO-artiklerne lægger sig derfor tidsmæssigt i konkurrence med hjemmeregning og familiebesøg.
I mit koncept bliver der en garanteret kort leveringstid - jeg arbejder p.t. med en model med 3 arbejdsdage.
Tekstkvalitet:
Én af mine testkunder har været utilfreds med tekstens kvalitet. Det er forståeligt nok. Man får ikke en velunderbygget tekst ved et "lavpriskoncept".
Når en tekst skal produceres på ultrakort tid, er der ikke tid til grundig research, hvilket stiller krav til skribentens almenviden. Det er desuden uundgåeligt, at der opstår slåfejl og - i sjældne tilfælde - stavefejl.
I mit lavpriskoncept planlægger jeg at gøre meget ud af at forklare kvalitetsparametrene. Jeg garanterer, at der stilles nogle minimumskrav til skribenterne, og jeg står selv for at give skribenterne support og feedback, så de udvikler sig. Jeg overvejer at lave en ordning, hvor man kan tilkøbe korrektur på sine tekster, så man får støvet det værste af.
Men under alle omstændigheder bør man selv gå teksterne grundigt igennem, før man lægger dem online og sikre at f.eks. fagord er brugt korrekt.
Ordet "SEO-artikel":
Jeg regner egentlig ikke med at bruge ordet "SEO-artikel" i markedsføringen, for det væsentlige for mig at se er ikke, hvad folk bruger teksterne til. For få uger siden ville man kunne sælge billige tekster til brug på artikeldatabaser. Den går ikke længere. Jeg skal ikke være den, der forudsiger, hvad søgemaskiner kan lide om 2, 8, 12 eller 72 måneder. Men jeg har svært ved at forestille mig, at fyldig tekst vil blive en negativ faktor.
For mange kan det godt forekomme uoverskueligt at producere blot en halv sides tekst.
Jeg vil gerne kunne tilbyde masseproduceret unik tekst. Det bliver billigt, og det bliver ikke lige så godt som "rigtig" tekst. Men måske bliver det godt nok til nogen, og når blot man står ved, hvad man sælger, har jeg ikke noget problem med det.¨
Præsentation af teksterne:
Jeg har set adskillige billige tekstproducenter, der tydeligvis også har brugt meget billig tekst på deres egen hjemmeside. Desværre er det lidt svært at hamle op med. For det er jo ikke sikkert, at kunden selv er så tekststærk, at han kan vurdere dette. Jeg synes, det er synd for de kunder, der tror, de køber en anstændig tekst, men i virkeligheden ender med en tekst fyldt med stave- og tegnsætningsfejl på grund af inkompetente skribenter.
Jeg vil i mit koncept gøre det klart, at skribenterne arbejder under professionel supervision, så der altså er en vis overvågning af kvaliteten. Men selvfølgelig skal jeg ikke selv læse alle tekster igennem på længere sigt.
Vi ødelægger branchen:
Well - hvis kommunikationsbranchen ikke kan tåle konkurrence, så udfylder den en forfalsket plads på markedet. Personligt har jeg nu ikke oplevet nogen nedgang i "rigtige" ordrer i takt med at der er dukket billigkoncepter frem. Tvært imod har nogen spurgt til det billige koncept og har efterfølgende alligevel valgt at få produceret teksterne på den "rigtige" måde.
Velkommen på markedet:
Alle er efter min mening velkomne på markedet for tekst. Vi, der har været her i nogle år, tager ikke skade af at blive åndet i nakken, og måske kan vi endda finde de samarbejdspartnere, som skal være vores underleverandører om nogle år (eller som vi selv skal være underleverandør til, når de har overhalet os).
mvh Hans