På søndag er det Super Bowl tid, en af verdens største sportsbegivenheder. For dem der ikke ved hvad det er, kan jeg fortælle at det finalen i amerikansk fodbold, og det ses af millioner af mennesker verdenen over. Det koster ca. 22 millioner kr. at vise et 30 sekunders reklamespot under Super Bowl – det siger lidt om hvor stor en begivenhed det er. Det lokale team, San Francisco 49ers, har i denne sæson spillet sig hele vejen til Super Bowl, og jeg kan ikke vente til at se kampen mod Baltimore Ravens!
Nå, men hvad har det med iværksætteri at gøre, kan du måske tænke. Tja, ikke umiddelbart noget, men jeg har alligevel en oplevelse som jeg vil dele med jer.
Nogle af mine naboer er kendte sportsstjerner, som spiller i NFL (amerikansk fodbold) og NHL (ice hockey) ligaerne. Og her i sidste uge så jeg flere gange en af 49ers spillerne vandre rundt på vores fællesarealer. Han havde høretelefoner på, og han var i en helt anden verden. Han havde et meget koncentreret og fokuseret blik i øjnene.
Jeg var ret betaget af hvordan han bare kunne vandre rundt, helt i sin egen verden, og helt tydeligt fokuserede på den opgave der ventede ham. Opgaven blev uden tvivl vendt og drejet, gennemtænkt og forberedt. Når kampen starter søndag, har han garanteret allerede gennemtænkt alle tænkelige situationer.
Denne oplevelse fik mig til at tænke på, om denne meget stærke fokus kunne bruges i andre situationer. Er det egentlig ikke det samme vi gjorde da vi gik til eksamen, forberedte os til jobsamtalen og andre situationer hvor vi har været under pres? Det minder vel også lidt om meditation, eller hva’?
Jeg er ret inspireret af elite sportsudøvere. Deres vedholdenhed, stræben efter at blive nummer et, træning hver eneste dag, parate til at give afkald på meget, forfølge drømmen – whatever it takes…
Er det ikke lidt de samme karakteregenskaber vi har som iværksættere?
I morgen tidlig når jeg tager ned i fitness centret for at træne, tror jeg at jeg slukker TV’et på løbebåndet. Jeg tror at jeg vil fokusere på mine mål, gennemtænke de mulige scenarier og mulige actions jeg kan tage.
Lidt som min nabo der søndag går på banen for at spille om Super Bowl trofæet...