Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Stine Mynster fra Mynster PR Hvordan henvender jeg mig til Børsen?

Hvordan henvender jeg mig til Børsen?

4.815 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
24 July 2014

Hvad virker godt? Og hvad skal jeg undgå, når jeg laver min pressemeddelelse?

Jeg har selv en ganske god formodning, men hvem er bedre til at svare på dette end journalisten selv? I mit sidste blogindlæg spurgte jeg Niklas Roar fra Ekstra Bladet, og i denne uge er turen kommet til nyhedsredaktør Christian Venderby fra Børsens onlineavis.

Hvor mange pressemeddelelser modtager I om dagen?

Vi modtager omkring 300 e-mails fra dag til dag. Heraf er omkring 50 pressemeddelelser eller henvendelser fra virksomheder.

Hvad er de største irritationsmomenter, når vi taler om pressemeddelelser?

Når den er for ufokuseret og vil for meget. Og når den bare er sendt ud, uden at man har tænkt over, hvem læserne til det pågældende medie er. Jeg modtog fx en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse i morges, som slet ikke var i nærheden af noget, der kunne have interesse for os.

Når sproget er for tungt og med for mange kringlede sætninger.

Når der ikke er billeder med. Det er utrolig vigtigt, at vi kan få adgang til billeder, når vi skal lave en historie.

Når man oversælger sin historie. Jeg modtog fx en mail med emnelinjen ”Rema 1000 lukker”, men det viste sig, at supermarkedskæden blot holdt lørdagslukket, fordi de fejrede fødselsdag. Overskriften fik mig til at åbne mailen, men jeg blev irriteret over historiens tynde indhold, så jeg slettede den med det samme.

Når den administrerende direktør, der udtaler sig i pressemeddelelsen ikke er tilgængelig efter, at pressemeddelelsen er sendt ud. Vi ringer ofte op til personen for at stille uddybende spørgsmål, og så skal vedkommende være til at få fat i.

Hvad virker godt?

Når en pressemeddelelse er overskueligt bygget op. Den skal fylde maks. en side, og indeholde en overskrift, der stemmer overens med det hovedbudskab, teksten har.

Konklusionen skal op i toppen af teksten, og ikke gemmes til sidst.

Der skal være citater, gerne fra den administrerende direktør eller en anden i ledelsen, og det virker godt med faktabokse og links til mere information.

En undersøgelse eller tal fra virksomheden kan være en stor fordel for historien.

Når vi får lov til at få historien først eller eksklusivt.

Når man holder sig til sandheden og ikke pynter på fakta. Vi afviste forleden en ellers udmærket historie, fordi der var nogle fakta, der ikke passede.

Linker I til virksomheden, hvis I omtaler den?

Nej, som regel ikke. Medmindre der er en infografik, en rapport eller et andet unikt indhold, som vi ikke lige selv kan indsætte i artiklen.  

Er det en fordel, at historien har været omtalt i andre medier?

Nej, tværtimod. Hvis jeg kan se, at historien har været bragt før, siger jeg som regel ikke ja med mindre vi kan finde en helt anden vinkel.

Hvordan henvender en virksomhed sig bedst til dig?

Skriv en e-mail, sæt overskriften ind i emnelinjen og indsæt pressemeddelelsen i selve mailen, så jeg ikke skal bruge tid på at åbne et evt. worddokument.

Man kan også ringe, men som regel er det bedst at sende e-mailen først og så ringe bagefter, hvis man ikke har fået svar.

Det er en god ide at sende din historie til os tidligt om morgenen, fx ved 6-tiden, så vi kan tage den med i overvejelserne inden det daglige redaktionsmøde.

Er du tilmeldt et presseudsendelsessystem?

Jeg mener, at vi er tilmeldt et par stykker, men det er ikke noget jeg bruger aktivt.

Ved du, når du møder ind om morgenen, hvad I vil skrive om?

Nogle gange har vi planlagte historier på programmet, men ofte beslutter vi det fra dag til dag.

Næste gang kan du møde journalist Bo Weile fra MetroXpress. Følg min blog, så får du automatisk besked, når jeg har skrevet et nyt indlæg.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Stine skriver Skriv dig op