Jeg elsker at spørge, hvad folk tjener

For et par uger siden afholdte jeg en ”master-class” i hvordan man forhandler sig til den løn man fortjener.

Det slående er, hvor dårlige vi mennesker er til at sætte en pris på os selv og de færreste kan svare på følgende tre spørgsmål:

• Hvad er dit arbejde værd?
• Hvilken konkret værdi skaber du med dit arbejde
• hvilken ”løn” skal det så ende ud i

 

Alle kan forhandle deres løn – også de som arbejder på arbejdspladser hvor lønnen er forhandlet. Der er altid plads til forhandling af ens vilkår, fordele og løn, men det kræver selvsagt at man ved hvad man er værd og at man tør kræve det. Og når vi taler åbent om vores løn, vil den også automatisk blive mere ”fair” (om end 100% fairness ikke findes i lønforhandling). Hvis alle på en arbejdsplads udveksler lønsedler skal ledelsen pludseligt til at retfærdiggøre hvorfor Ib får mere end Lone etc. Det vil være sundt for ledelsen at skulle forholde sig objektivt til deres lønninger vs. Den værdi/ansvar medarbejderne har. 

Forholdende verden over går imod mere transparenthed og de nye unge, der stormer ud på arbejdspladserne, vil i stigende grad kræve gennemsigtighed i lønsystemet. Dèt skal fremtidens chefer forholde sig til.

Vi lever i et land hvor vi ikke altid forstå hvordan man i mange andre lande synes sex, aborter og homoseksualitet kan være et tabu, mens vi selv i høj grad synes penge og løn er et tabu.

Ens privatøkonomi er virkelig et ømtåleligt emne, som vi ikke føler vedkommer andre.  

Det er lidt ærgerligt fordi netop ved at dele erfaringer, kan vi undgå andre begår de samme fejltagelser og kun på denne måde kan vi lære af hinandens lån, huskøb, bilkøb, investeringer, kreditter mv. Jeg har netop tilbragt en dag med en mand, som har prøvet at gå fuldstændigt på røven og komme sig igen. Vi talte meget og længe om penge.  Det var befriende at kunne knuse det tabu.

 

Jeg husker stadig tilbage i 2007, da Martin Thorborg direkte spurgte mig, hvad jeg tjente om måneden som salgschef, og jeg sagde 75.000 kr. om måneden + bil og bonus etc. og han sagde ”jamen så gå da ud og tjen det der som selvstændig. Hvis du er den løn værd, kan du også tjene den selv, uden en chef. Og det gjorde jeg så” (tak Martin for det spark).  

Flere konsulenter og foredragsholdere kontakter mig for at lære, hvordan de skal prissætte deres foredrag og ydelser.

Hvis ikke jeg turde bruge mig selv, mine egne erfaringer, lærte de da ikke en skid.

Og hvorfor lærer vores unger ikke mere om penge i skolen?

Om så ikke andet så om hvor fucked op det traditionelle pengesystem er (…mere om det en anden gang)! 

Hvori er forskellen imellem det, og så at drøfte en funktionærløn?  Jeg mener, alle mine priser er offentlige tilgængelige. Det har jeg valgt at gøre for at reducere adm. arbejde og for ikke at få forespørgsler fra dem, som alligevel ikke har et budget så de kan betale mig for mit arbejde. 

Da jeg boede i Norge var alle lønninger offentlige, og ville jeg vide hvad en kollega tjente, klikkede jeg bare på nettet ,og fandt de data frem. Jeg kunne se, hvad hans kone tjente og hvad de ellers tjente penge på. Alt er fuldstændigt offentligt. Jeg vil påstå det ikke bliver brugt så meget alene fordi muligheden er der.

 

Jeg elsker at spørge, hvad folk tjener.

Og de fleste bliver lidt tavse og skifter emne. Jeg føler, jeg næsten lige så godt kunne have spurgt om hvorvidt de havde hård eller blød afføring i morges. Udtrykket i deres ansigter bliver i hvert fald helt akavet.

Hvorfor er penge et tabu?

Skal svaret mon findes i manglende interesse eller at penge associeres til dødssynderne som nærighed og grådighed?