Bliv gratis medlem
Alle bøger eller artikler eller kurser der påstår at du med et trylleslag kan ændre dit liv bør du være på vagt overfor.
Jeg tror ikke på at livet er en automat hvor du ved blot at smide en 10er i, og på den anden side kommer så det liv ud, du ønsker dig.
Hvis man vil være en succesfuld iværksætter er netop flid vigtigt.
Du må arbejde længe og mange timer, for at opnå det du ønsker dig (Martin Thorborg siger 70 timer om ugen – især i begyndelsen og jeg er enig).
Og du skal ville det du vil tilstrækkeligt for at kunne udstå de mange timer du skal øve dig i at blive rigtig god til noget.
TV bugner af programmer der handler om folk der ikke kan noget – ikke kan danse, ikke kan synge og ikke kan lave mad.
Og det er især for vores unge blevet helt moderne at virke dum eller at være uinteresseret i at læse en bog eller lære noget. Det er en deroute. Ingen kommer let til markant succes. Ingen, jeg kender ihvertfald. Alle jeg kender som er blevet til noget har øvet sig helt vildt meget.
Der findes mennesker der er gode til at tage imod forandringer i deres liv og til at få det bedste ud af det de nu har eller bliver sat overfor. Men de fleste af os er ikke glade for mange markante ændringer i vores liv – ikke på een gang i hvert fald.
Dengang jeg skulle føde sagde min kloge jordemor. Husk når der kommer en ve, så er der én mindre tilbage.
Sådan betragter jeg tit smerte, sorg eller noget som jeg skal udstå.
Det meste holder op igen. Sådan er det med det meste. Jeg opsøger sågar fysisk smerte igennem sport for at presse min fysiske grænse igen og igen.
Og en klog veninde sagde engang til mig at de dage som er perfekte (hvor ungerne arter sig, man har ro til at nyde en udsøgt middag, tid til at fordybe sig, et smukt vejr, et sjældent godt selskab etc.) skal man bare se at nyde for der kan være langt imellem dem.
Disse to mentale knager gør det i hvert fald for mig muligt at udstå eller nyde ting.
Jeg er et menneske med meget udholdenhed. Og jeg kan tåle (for meget) smerte, før jeg giver op. Så skal jeg næsten være døden nær. Jeg brækker mig gerne på en løbetur, for blot at løbe videre.
Når jeg sætter mig noget, går jeg 100% efter det, og jeg giver aldrig op. Det er ikke uden konsekvenser – det indrømmer jeg.
Opbakning og et spark bagi
Smerte er midlertidigt – at give op er for evigt!
Jeg kan huske, da jeg var på sidste semester på min E-MBA på CBS. Et studie der både betyde personlige, faglige og professionelle udfordringer. Jeg var på det tidspunkt så slidt op, at jeg nærmeste havde lyst til at ”kaste mig selv i havnen”.
Flere af mine venner og bekendte mente at jeg skulle give op, søge orlov eller i hvert fald tage fri fra dette umenneskelige studie. Og flere bad mig overveje mine ambitioner, fordi de betvivlede at det jeg havde gang i var sundt!
Jeg løb på det tidspunkt heldigvis med en anden ambitiøs kvinde. Vi løb fast i flere år sammen.
Dèt gav os rig anledning til at tale om mange ting. Mens jeg hang der i min mentale tynde tråd og kunne vippes både til den ene og den anden side – gav hun mit det vigtigste skub.
Når man er træt, slidt ned er man ofte i en følsom fase hvor man forvirret lytter til for mange. Det gjorde jeg i hvert fald. Og fordi de fleste jeg kender har en almindelig ( og sikkert sund smertetærskel) havde jeg jo i deres optik for længst overtrådt en zone, som gjorde de bad mig stoppe.
Måske af omsorg måske af misundelse hvis såfremt jeg gennemførte godt!
Uanset på en af vores talrige ture sagde hun: ved du hvad? Nu har du brugt næsten 2 år på den MBA, og det er et af dine milepæle i livet, og du har drømt om den i så mange år.
Nu tager du dig sgu sammen og presser det sidste igennem.
Hun gav mig lige det der sidste vigtige stød der gjorde at jeg tænker – nu gør det det sørme. Jeg gør det færdigt. Hun gav mig ingen medlidenhed. Medfølelse ja – men ikke medlidenhed.
Der er dæleme stor forskel på om dem du omgiver dig med presser dig positivt så du gennemfører dine mål og drømme og på om du omgiver dig med nogen der presser deres egne forsmåede eller misforståede omsorg ned over dig. Jeg vil have venner der kender mine mål her i livet og som støtter mig i dem.
Får du den opbakning du fortjener?
Så da jeg i 2007 stod med mit MBA bevis (på min føde terminsdato) var det med den der ” I DID IT” følelse.
For noget tid siden havde jeg mine nærmeste veninder samlet til middag. Det sjove er at de i de første mange år altid gav mig selvhjælpsbøger som skulle få mig ned i gear, kærlige råd og ”pas nu på dig selv” øjne.
Mange af dem har jeg kendt i rigtige mange år. Nu er de holdt op. Nu støtter de mig, opfordrer mig, støtter mig (og giver mig gaver der er gode for én som jeg der har så travlt – såsom Express neglelak fjerner og den slags. Sjove og skønne og skøre gaver).
De er holdt op med at formane. Det tog kun ca. 10- 15 år før de holdt op med det.
Jeg har måtte skille med af med et par personer igennem de seneste par år, fordi jeg ikke følte de var positive overfor mit fokus på mit job og karriere. Jeg er ligesom en fodboldspiller på førsteholdet. Jeg har tænkt mig at gå hele vejen. Hvorfor stoppe nu? Jeg øver mig, træner, og forsøger hele tiden at blive dygtigere. Det er ligesom at være en sportsmand at gøre karriere.
Jeg følte og hørte ofte mig selv sidde og undskylde overfor vedkommende. Undskylde at jeg havde travlt, havde større ambitioner, ikke bare kunne være tilfreds med livet som det var lige nu osv.
Jeg er tilhænger af at man fyrer folk fra sit liv hvis ikke de lever op til følgende kriterier:
- de skal være positive overfor dig
- de skal ville det det godt
- de have styrke nok til at udfordre dig, ikke bare please dig
- og de skal være inspirerende og interessante som mennesker.
Når jeg kan høre, at jeg tager afstand fra det liv jeg lever, og kommer i en situation hvor folk giver mig en følelse af at jeg burde skamme mig, er der altså noget galt.
Det er udemærket at have venner og familie der får dig til at reflektere. Men du bør ikke have venner eller familie, der får dig til at føle du ikke god nok, eller at du er et fattigt menneske bare fordi du er ambitiøs.
Opret bruger