Den sociale pris du betaler

Har du travlt med job, karriere, børn, mand og motion, kunne du, måske som jeg, godt tænke dig en bedre balance i livet? 

Hvad er vigtigt og hvad gør dig glad, og hvad bruger du din tid på – er der et match imellem det du vil og det du gør?

Her midt i sommerferien (hvor min familie er omgivet 24/7 af nære venner, som vi ser alt for lidt) får det mig til at tænke på, hvor svært det er at få arbejdsliv og karriere og privatliv til at gå op.

Jeg kigger mig rundt på vennerne. Vi griller, bader, løber i skove, hygger med alle de mange børn, vi slapper af, griner og hygger os. Det er ren balsam for hjertet.

Vi ved alle at om 2 uger slutter det. Vennerne rejser tilbage til deres respektive lande og landsdele. Og der går måske atter et helt år før vi i den grad får tid til at se hinanden. ØV!      

Kunne man være kreativ og få mere at det her i hverdagen?

Det er værdifuldt at have gode venner, men hvor mange venner har vi brug for, og hvad skal der til for at opnå og bevare gode venskaber? Og er du villig til virkelig at kæmpe for at bevare dine venskaber? 

Og hvis vi kun skal ses i fritiden ja så bliver det svært, for den kan godt sommetider være lidt sparsom, synes jeg. 

To tredjedele af danskerne mellem 18 og 30 år anser det for meget vigtigt at have venner, og for hver fjerde er venskab altafgørende i livet, viser undersøgelse

Det er meget vigtigt for moderne mennesker at have en håndfuld gode, nære venner. Især mange i aldersgruppen 18-30 år anser venskab for altafgørende.

Men for alle aldersgrupper gælder det, at venskab har stor og stigende betydning i livet.

Jens Christian Tonboe er professor emeritus i sociologi, og har forsket i danskerens tidsforbrug på arbejde, familie og andet.

Han peger på, at vi overalt prioriterer tiden skarpt. For venskaber betyder det, at vi nok anser dem for meget vigtige, men alligevel sorterer kraftigt i, hvem vi har tid til, og hvor tit vi ses med vennerne.

For noget tid siden var vi til en 50 års fødselsdag. Fødselaren er et pragteksempel på en smuk, stærk og klog kvinde på 50 år.

Hun har denne udstråling, aura og en afslappethed, som ofte følger med når folk bliver ældre. Hun har balanceret karriere og 3 børn, og ser bestemt ikke hverken nedslidt eller udslidt ud.    

Der bliver holdt mange taler for hende, en af talerne falder på et emne mange travle kender til; arbejdslivsbalance og om værdier i livet. Fødselaren bliver rost for hendes evne til at være en god ven. Hvad er en god ven?  

Vi ser ofte alt for lidt til venner og bekendte, fordi livet opsluger os, og fordi den ene dag bare tager den anden. Sådan har vi det i hvert fald. Men nogle magter at kombinere det hele!

Én af  fødselsarens veninder fortalte hvordan de igennem livet både har kunnet balancere arbejde og privatliv. 

Det er ikke raket-videnskab - men alligevel på en eller anden måde en påmindelse om at det ikke behøver at være svært at ses, også på trods af afstande og mangel på tid. 

Løsning:

Klubber - De har klubber; madklub, haveklub, kortklub, cykelklub, kajakklub osv. På den måde udnytter du tiden, fortalte hun.

Når du nu alligevel ses med vennerne, så dyrk motion, lav mad - så forener I flere ting på én gang.

Hun fortalte at de to altid har kunnet bevare venskaber - fordi hver gang de mødes, sætter de allerede en ny dato for hvornår de skal ses igen.

Så undgår de at jonglere frem og tilbage på sms og mail, med det til følge at der slet ikke bliver lavet en aftale! Og de mødes i fællesskaber og mange på samme tid (effektivitet).

Den sociale pris, du betaler (hvis ikke du er opmærksom)

Af egen erfaring ved jeg, nu hvor jeg netop har mistet en god veninde – en veninde igennem mange år, at det er vigtigt at prioritere hinanden, bruge tid på hinanden og at afstemme forventninger til venskabet. Jeg kan leve på en "sten" når det kommer til venskaber. Jeg har ikke i samme grad brug for at ses i hverdagen. Hvis vi kan Skype og sende sms, er jeg tilfreds. Men sådan er det ikke alle der har det. Og det er vigtigt at huske på. Hun har brug for fysisk samvær.

Nå men tilbage til min nu forhenværende veninde; sandheden er at vi ikke rigtig har set hinanden de sidste 4 år. Hun lever et helt andet liv end jeg. Ugift, uden børn, offentligt ansat med meget fritid, bor i provinsen i en skøn lille flække.

Hun har masser af tid til at bekymre sig over hvor lidt vi ses. Jeg har i hvert fald ikke været god nok til at sætte hende ind i hvad jeg laver, hvorfor jeg rejser så meget, og hvorfor jeg så ikke gider rejse, når jeg endeligt har fri (hun er, forståeligt nok, ivrig efter at komme på weekend ophold, venindeture osv.).

Når jeg har fri, vil jeg jo bare være hjemme (…suk…indrømmet). Så hun har konstant følt sig overset (med rette). Jeg har haft lyst til at fortælle hende at jeg ikke har tid. Jeg har tit bare haft lyst til at sige " jeg arbejder 70 timer om ugen , har en mand og 2 helt små børn..hva` f... vil du have jeg skal gøre?"

Men jeg fik aldrig rigtig fortalt hende hvordan mit liv egentlig har udformet sig de sidste år.   

Så mit personlige råd er afstem forventningerne. Og spørg dig selv, om du virkelig er villig til at investere det som kræves for at holde et venskab vedlige – også selv om vedkommende bor 2-3 timer væk.

Vil du en ven, må man ses. Og prioriterer du det ikke – kan venskabet forsvinde. Hun valgte på sms at sige at hun i 4 år havde været skuffet. Måske man også skal huske at sige fra FØR der er gået så lang tid.    

Selv de bedste venner/veninder som har kendt hinanden i mange år kan ende med at gå hvert til sit på grund af skænderier og misforståelser. Og det kan være hårdt at miste sin ven/veninde, som man ellers altid har betroet alting til. Så hvis du vil undgå dette, så vær sikker på at du er i plus på alle dine venners konti. Invester og sig løbende fra, så det ikke hober sig op.  

Engang foreslog en ven mig at vi skulle lave en kontrakt – så vi ses hver måned på en bestemt dato. Dét kan også være en løsning. For mig er det ikke en løsning. Jeg må have en vis form for frihed. Kan ikke have faste aftaler. 

Én af mine bekendte har 3 børn, og er en meget travl kvinde. De har aftalt med deres 5 bedste venne-par, at de ses 5 gange om året en hel weekend. Hver af de 5 familier har én gang om året de andre 4 familier på besøg hele weekend.

Og de sidder ikke og drikker kaffe. Nej de har valgt lave arbejdsweekender. Og man må sætte alle i gang og intet er for snavset eller træls at lave.

En af de voksne passer så alles børn, og alle de andre knokler på og laver terrasse, vasker tøj, laver carport, maler hus eller lægger græs eller hvad der nu skal laves. En hel weekend – 10 voksne – der kan man altså få noget gjort (nogle af jer vil sikkert sige at det er ulovligt, sort arbejde eller sådan noget – men det er altså det de gør) .

Så hendes råd er; gør det uforpligtende og praktisk sammen. 

Som den unge kvinde jeg er midt i 30èrne, er jeg meget fascineret af næste etape i livet.

Livet efter de 40 år, hvor man har fået  lidt større børn – og måske lidt mere personlig og socialt fritid og frihed.

For bare 5 år siden inviterede vi mange venner og veninder på middage, ture og oplevelser. Vi var et socialt omdrejningspunkt i vores venskabskreds.

Nu går der langt imellem de private fester, og de private middage. Dertil har vi simpelthen for travlt.

Med 2 små børn og en travl hverdag med mange rejsedage ser jeg i hvert fald næsten ikke andre end mine tætteste kollegaer, de vigtigste kunder og så min mand og børn. Min mand har det ligeså. 

De venner bliver færre og færre, hvis hænder vi længes at trygge, plejer vi at sige.  For som alt andet ” ude af øje ude af sind”. Vores hverdag er mest bare os 4.

Dagene løber simpelthen bare af sted og gode hensigter forbliver gode intentioner.

Der går halve til hele år imellem jeg hiver en aften ud af min kalender til pigeaftener, biografture og den slags. Og når man løber ind i hinanden på gaden lover vi at ringes ved, og at få aftalt noget. Vi ved begge det ikke sker.

Når klokken bamler 22:00 falder vi tungt i sofaen og tjekker op på det sidste inden morgendagens starter igen. Sådan er det bare at have små børn og mere end fuldtidsjob, siges der.  Sådan er det i hvert fald hos os.

For noget tid siden talte jeg med én,  som stod foran at skal holde hans 40 års fødselsdag. Vi sludrede lidt, mens vi mødtes i en lufthavn på vej hjem til København. Han fortalte at hans 30 års fødselsdag havde været bulder og brag med utrolige mange gæster. Min var ligesådan. Stor fest ;-)

Nu stod han overfor den næste runde dag – 40 år. Og han måtte bare konstatere, mens han gik igennem gæstelisten, følte han en stærkere trang til ikke at tage dem med end omvendt: Er det godt eller skidt at man får luget så kraftigt ud i sin venne-flok? Bliver vi fattigere eller rigere?

Livet handler måske ikke om at få flere - men færre og bedre venner, blev vi dog hurtigt enige om, måske som et forsvar!

Og jeg er jo ikke i tvivl  - det bedste i livet og den bedste del af mit liv er venskaber og de minder jeg har sammen med gode venner. Men jeg har bare alt for lidt tid til at se dem alle.

Men jeg må da tilstå at det er svært at få det til at ske! For at få det, er jeg nød til at investere i det.