Jeg er en hård banan – for det var jeg nødt til at være!

Mine omgivelser synes af og til jeg er lidt for hård, nådesløs - og mister min tålmodighed med dem, når der går lidt for meget ”HR” op i den på kontoret? 

Jeg tænker over, hvorfor jeg er så ”hård”, kontant og arbejdsom (jeg burde af heldbredsårsager nok arbejde mindre og holde mere fri).

Jeg bander, er sur og vred og mit drive er så stærkt, at jeg næsten skummer om munden (som en hest).

Hvorfor kan jeg dog ikke bare følge mine veninders råd og at tage den med ro?

Hvorfor sætter jeg ikke pris på en tur med massage og en dyr taske? Hvorfor gider jeg ikke shoppe og tage på strandferie?

Årsagen er at det har jeg aldrig gjort før og kommer nok heller aldrig til det.

Penge har altid været et emne i min familie. Enten havde vi penge, eller også havde vi slet ingen. Og de penge vi havde blev brugt på praktiske ting.

Vi spinkelede og sparede, og havde lange perioder uden at have råd til det mest basale. Der var ikke råd til (store) fødselsdage, gaver og nyt smart tøj. Vores hjem har aldrig være et tivoli. Der er blevet arbejdet hårdt. Og der er blevet arbejdet igennem. Mine forældre knoklede ofte både 14-16 timer i døgnet (især da de i midt 80erne blev selvstændige).  Men vi fik ofte ikke ret meget materielt.    

Jeg husker en vinter, vi varmede os ved vores brødrister. Vi piv-frøs.

Når pengene slap op var det sirup og røræg som var vores slik. 

Min far knoklede på skibe rundt omkring i verdenen, og min mor var i lange perioder alenemor i det nordjyske med mine 2 søskende. Vi er aldrig blevet fulgt i skole, fået smurt en madpakke eller fået lagt tøj frem om morgenen. Vi blev ikke serviceret, og nej vi havde aldrig "nok" penge. 

Lige så tidligt jeg kan huske, ønskede jeg mig at stå på egne ben, og tjene mine egne (mange) penge, og ikke være afhængig af nogen.

Jeg hadede de fleste af mine skoler, jeg gik på.

Og jeg følte mig total uinspireret af mine omgivelser i byer som Storvorde, Mou, Vojens, Rens, Padborg, Haderslev m.m. Jeg ville bare ud og arbejde. Jeg følte mig som en hest i en stald. Jeg ville ud og rende.  

Fra jeg var meget ung, begyndte jeg at arbejde på restauranter, med opvask, som morgen eller aften tjener, som rengøringshjælp, bartender osv.

Jeg havde både nat - og morgenarbejde igennem hele min studietid.

Mens de andre festede, gik jeg på arbejde.  Og når jeg var med i byen, og de andre gik hjem i seng, tog jeg videre på arbejde. 

Jeg har aldrig aflyst et job, fordi jeg skulle noget privat, været syg, eller noget andet jeg hellere ville. 

Jeg har siden, jeg var helt ung haft en utrolig høj arbejdsmoral og høj smertetærskel, og haft en unik evne til at tilsidesætte mine egne behov (ikke fordi jeg ville, men fordi det var jeg nød til).  Jeg har altid haft brug for at tjene penge, for at kunne betale husleje, bøger osv. Med andre ord jeg har ikke haft et alternativ. Der har aldrig været en plan B, en rig onkel eller nogen der kunne redde mig, hvis det gik "galt".  

Jeg flyttede hjemmefra som 13 årig og har styret min helt egen husholdning siden jeg var 15-16 år. 

Jeg har selv haft ansvaret for at stå op og passe min skole, så længe jeg husker tilbage. Jeg har været i dårligt selskab, og haft kæreste der har siddet i fængsel, og jeg ja har haft kriminelle venner med stofmisbrug og ja, det er da utroligt at jeg ikke er kommet på afveje, er blevet teenagermor eller det der var værre.

Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg vidste at én dag ville det gå mig godt. Jeg undgik altid at ryge helt ud over kanten. Jeg havde en vis fornuft som jeg aldrig drak ud.

Jeg var i min sjæl sikker på at hvis jeg arbejdede hårdt, hårdere end andre skulle det nok gå.

Men jeg havde faktisk ingen særlige kvalifikationer eller særlige evner (det har jeg måske stadig ikke?), og ikke de bedste karakterer i skolen. Det eneste jeg kan er at arbejde hårdere og mere end de fleste. Jeg kunne holde til mere end de fleste. 

Jeg var aldrig den smukkeste eller den klogeste i klassen. Jeg var på mange måder middelmådig. Jeg var tydelig i mine holdninger, bandede meget og fandt mig kun i meget lidt ( men det var ikke just en kvalitet dengang jeg gik i skole, og ingen så det som en mulig karrierevej).

Jeg vidste jo ikke at det en dag ville handle om at jeg måske var forud for min tid og andre bagud!

Jeg er en ret sej og hård banan, og jeg er stærk. Og min attitude er benhård - det er den stadig. Jeg er stadig meget STREET. 

Jeg har oplevet så meget modgang i mit liv, at jeg ligefrem ser det som en fordel nu. Al den modgang har gjort mig benhård (og ja jeg burde være mere soft – men det er jeg ikke).

Jeg er stolt af mine rødder, og jeg vil altid være hende fra arbejderklassen. Det er min attitude, og jeg prøver aldrig at være eller forgive mig for at være andet. 

Ja, jeg tjener penge nu. Og ja jeg har fløjet i privatjet, gået på utallige røde løbere, siddet til kongelige middage, spist med præsidenter, verdensledere, filmstjerner og boet på verdens fineste hoteller verden over. Jeg er ikke bange for særlig meget. Jeg flyver alene rundt i lande som Indien, USA, Kina, Mexico, Myarnmar etc.

Jeg er mest ked af at jeg havde 10 trælse år i skolen. Jeg er nemlig utrolig viden begærlig af natur, men ingen motiverede mig dengang i folkeskolen. Og jeg elsker faktisk at gå i skole (jeg har, som voksen, efterhånden læst på rigtige mange universiteter).

Der er mange ting i min barndom, jeg ville ønske jeg ikke havde set, prøvet og oplevet – men i det store hele har det alt sammen blot gjort mig til en hård banan – én der overlever. Og i dag føler jeg mig på mange måder mere intelligent end andre. Ikke på grund af IQ eller uddannelse - men fordi jeg er mere berejst (ikke belæst) og har prøvet så meget. Hvis jeg kan, kan alle få en spændende karriere.  

Typer som mig kan du banke på plads med oceaner af modstand, smerte og udelukkelse – men du kan ikke slå sådan én ud.

”Vi” ender altid med at stå tilbage med en håndfuld af muligheder, fordi vi arbejder hårdt, slider og slæber og aldrig giver op.

I kontrast ser jeg på mange i alderen 20-35 år – også dem jeg modtager ansøgninger fra, slår det mig hvor lidt ambitiøse de er!!!, og hvor lidt de faktisk er villige til at slide og slæbe for at indfri deres drømme.  De tror de kan trække deres liv for en 5´er i en automat. De bukker under på modstand, har ingen drive, skal holdes i hånden og har brug for måneder lange ferier. De ved godt, hvad de vil have, men der investeres ikke i det. 

Så ja, når du ringer for 2. gang i denne uge og melder dig syg så forvent ikke min medlidenhed!

Har DU lidt ondt af dig selv?  

Din baggrund behøver ikke holde dig tilbage, og hvis du har haft en svær opvækst, kan du jo så glæde dig over at den er overstået og ikke kommer tilbage.

Succes starter som en beslutning!