Det du ikke ved du glemmer

Som person er jeg altid nysgerrig efter at vide hvordan jeg kan yde mere, nyde mere og lære mere. Jeg er drevet af det. Jeg har mange leveregler og udfordrer mig selv løbende og lader mig udfordre af de mennesker jeg møder på min vej. Forleden var det en af mine kollegaer der virkelig gav mig noget at tænke over.

Slap hjerne

Jeg har en chauffør som kører mig rundt når jeg har de her meget lange dage. Det morsomme er at når han og jeg skal lave aftaler for ugen der kommer, skriver han intet ned. Han sidder bare og lytter.

Vi aftaler afhentning, ruter, tidspunkter for hvornår vi skal være hvor, osv. Jeg sidder og bladrer stresset i min kalender. Imens han stille og roligt bare lytter.

Han kommer altid til tiden og er aldrig kørt forkert. Jeg er imponeret!

En dag spurgte jeg ham hvorfor han dog ikke skriver ting ned, for så slipper han da for at gå og huske på det.  Jeg synes det er praktisk at skrive noget ned, for så er det da ude af mit hoved! Jeg troede jeg gjorde mig selv en tjeneste ved ikke at huske alting i hovedet.  

Han smiler bare og siger “jamen, jeg vil skam huske det, men hvis jeg skriver det ned, så bliver min hjerne jo slap, og med tiden ender jeg med at glemme - og det vil jeg ikke”.

Dét gav mig noget at tænke over! En slap hjerne – hvem vil have det?

Og jeg begyndte at tænke over alt det jeg skriver i min telefon, de alarmer jeg har lagt ind i min kalender, og alt det som faktisk betyder at jeg ikke husker noget –eller rettere ikke glemmer noget, eller er det omvendt!

Min chauffør fik mig faktisk til at undre mig lidt over om jeg egentlig gør min hjerne en tjeneste - eller en bjørnetjeneste!

Ikke at tvinge hjernen til at huske noget og straks skrive alting ind i mobilen synes jeg føles fantastisk, fordi mit hoved bliver ligesom lettet, og jeg skal ikke rende og huske på småting.

Desværre kan jeg jo også kontantere at jeg i dag stort set kun kan min gamle mormors telefonnummer (og hun døde altså for mange år siden), min gamle mors og min bedste venindes nummer i hovedet. 

Alle andre er bare kodet ind på mobilen. Tænk, hvor få jeg kan huske i hovedet. 

Jeg synes det er “vigtigt“ at tage noter

Dengang jeg var hos Maersk Data og senere i HP holdt vi mange møder (det gør man jo  gerne i store organisationer). På disse møder blev det ofte opfattet som god pli og respektfuldt at skrive noter når man var til et møde. (Også selvom man måske aldrig kiggede i dem efterfølgende.) Flere steder opfattes det stadig dirkete som respektløst ikke at tage noter – især over for de kolleager som holder mødet. Man signalerer indirekte at intet på mødet var så vigtigt, tanekevækkende osv. at der var behov for at “huske” mødet.

Det starter med telfonnumre 

Dét som jeg kan konstantere, er at jeg ikke bare gør det med telefonnumre. Jeg gør det jo også med navne på folk, koder, CPR-numre på ungerne, gader, veje og ruter, indkøbssedler og hvad ved jeg …

For nu lige at blive i det der med at finde vej. Det er da “morsomt” at i takt med at vi får hjælp til at finde vej via GPS, så sker der flere ulykker. Vi slår simplethen hovedet fra og stoler 100 % på vores vejviser.

Vi overlader ansvaret til GPS'en
 - GPS-udstyr indebærer en risiko for at bilister overlader en større del af ansvaret til automatikken i stedet for at orientere sig om de reelle køreforhold – så vi slår altså hovedet fra! Skørt.

Faktisk tror jeg ikke at vi er dårlige til at huske

Debatten i især udlandet går i disse tider på at vi mennesker (selv unge) simpelthen glemmer meget. Det er egentligt et paradoks fordi vi aldrig før har haft så meget at støtte os til, så vi husker mere. Man taler om at unge især grundet deres mobiltelefon bliver “dummere og dummere“ – de bruger mobilen (som jeg også gør) til at huske telefonnumre og aftaler, og vi bruger GPS for at huske vejen.

Faktisk tror jeg ikke at vi er blevet fysisk dårligere til at huske, problemet er nok mere at vi ikke opfanger hvad der sker omkring os, fordi vi sidder med hovedet begravet i mobilen (eksperter siger mellem 7 og 17 timer I døgnet). Vi har fokus på andre ting end det at huske. Vi glemmer at se os omkring, lytte ordentligt efter og mærke efter - vi glemmer at være til stede.

Virksomheders GPS – en omvej?

Lader vi os så også styre af “den elektroniske GPS” i andre dele af vores liv? Hjemme og på jobbet? Gemmer vi os bag smarte (og dyre) systemer der skal gøre livet enklere for os? Gør dét at vi glemmer at orientere os om de reelle “køreforhold”?

Eksempelvis brugen af “virksomheders GPS” – jeg kan nævne Business Intelligence (BI)-systemer, som du jo ved laver data om til noget du burde kunne bruge til at træffe beslutninger på?  Disse systemer fletter og samler komplekse data fra dine mange systemer. Og mange af dem er rigtige gode og nyttige. Jeg har selv engang solgt dem til virksomheder.

De fleste af mine virksomheder som jeg rådgiver, har sådanne komplekse overvågningssystemer i deres organisationer. De kigger og træffer beslutninger på vegne af rapporter, analyser og dashboard. Og det er sådan set fint nok.

Men kan det erstatte det der med at gå en runde i ens organisation og tale med rigtige levende medarbejdere, eller kunder for den sags skyld?

Nå, men måske skal teknikken nogle gange vige for fornuften, er vel det jeg prøver at sige med det her!

Mentalt tandløse tanter

Læser man det nyeste inden for hjerneforskning (eksempelvis David Walsh Amerikansk psykolog, ph.d.), så finder man nye begreber som Digital Alzheimer – at vi bliver “demente” af at få så meget hjælp til at huske. Vi skal altså se på hvordan vi ikke bliver mentalt tandløse tanter og bruger krykker mentalt, så vi kan huske mere af egen kraft.  

Giv hovedet og din hukommelse en chance. Vi husker utrolig godt hvis bare vi forsøger. Ligesom i gamle dage hvor du kunne masser af telefonnumre udenad. Læs kortet, og planlæg din rute inden du tænder for GPS’en. Brug gerne digitale hjælpemidler, bare ikke altid og til alt. 

Jeg har en ven som er over 75 år gammel. Han er lige startet på spansk. Jeg spurgte ham om hvorfor han dog gjorde det. Hvorfor ikke bare nyde det han kan – hvorfor bøvle med et nyt sprog! Han lo, og sagde at det skam holder hovedet og helsen I form. 

Talrige undersøgelser igennem årene har påvist at hukommelsen svækkes jo ældre man bliver – også hos raske. Nu tyder resultaterne af en svensk undersøgelse på at hukommelsen faktisk måske tværtimod kan blive bedre helt frem til 60-års-alderen – så bare klø på.

HUSK NOGET HVER DAG

Det vil ikke kun træne din hjerne tilbage i topform, men det vil også betyde at du kan huske jokes, citater, bogtitler, folks navne, synonymer, og navnene på de skønne vine du fik i ferien (alt det som du i dag bare har som noter i mobilen). Det er, synes jeg, meget mere facinerende at møde og tale med et menneske som kan sige noget klogt – fortælle noget - uden først lige at skulle tjekke det på mobilen.

Så måske skal vi af flere forskellige årsager prøve at lade mobilen blive hjemme en gang imellem, og måske skal vi nogle gange lade den blive liggende i tasken når vi er sammen med andre mennesker, så vi OPLEVER situationen og virkelig også husker det folk sagde og gjorde. Og måske skal vi ikke tage billeder af alting. Måske skal vi nogle gange bare indprinte os billedet mentalt.

Og for jer der ikke er slave af mobilen som os andre, løs fortsat kryds og tværs og SUDOKU og alt det der! Gå gerne i gang straks her:

http://www.websudoku.com/

Held og lykke med at huske det du glemmer - eller det omvendt?