Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel Vastila fra Visma Dinero 3 oversete YouTube-tricks – som er din tid værd!

3 oversete YouTube-tricks – som er din tid værd!

2.967 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
04 November 2021

Der findes tonsvis af indlæg derude på det store internet, der kan fortælle dig millioner af ting, du kan gøre for at forbedre din YouTube-kanals performance. Du skal have fængende titler, clickbaity thumbnails, ordentlige tags og meget, meget andet.

Derfor gider jeg hverken spilde din eller min tid på at lave endnu et indlæg med det samme.

Vinklen på dette indlæg bliver derfor lidt anderledes. I dag skal vi snakke om de mest oversete fokuspunkter, som kan gavne din kanal. 

Jeg vil komme lidt ind på, hvordan YouTubes “maskine” fungerer, og hvordan du pleaser den, så den kommer til at favorisere dig. Der er nemlig en del misforståelser og fodfejl om, hvad YouTube vil have af dig – og i sidste ende, er det hvad det SEO handler om.

Jeg forestiller mig, at du sidder i en mindre virksomhed eller kører YouTube på hobby-basis – og derfor ikke har al tid i verden – men alligevel gerne vil vækste din kanal og opleve fremgang i både visninger og loyale abonnenter.

Så når du har læst indlægget, skulle du gerne sidde med tre konkrete ting, du kan give dig i kast med – og er realistiske for en enkelt person at opnå.

Hvordan fungerer YouTubes algoritme?

Det er vigtigt for mig lige at få kridtet banen op, inden vi dykker ned i de tre tricks. Det er nemlig vigtigt, for at du forstår, hvorfor vi gør, hvad vi gør.

Det kan siges ganske simpelt. Helt overordnet har YouTube ét mål: At få dig, som bruger, til at bruge mere tid på YouTube.

Og bemærk lige formuleringen af den forrige sætning. Jeg skrev ikke “se flere videoer på YouTube” eller “vende tilbage på YouTube”. Det er nemlig blot delmål, som gavner det reelle overordnede mål; at få dig, som bruger, til at bruge mere tid på YouTube.

Så længe du skriver dig dét bag øret, vil de tre tricks forhåbentlig give mening. Det skal også lige siges, at der faktisk findes ét helt overordnet trick til at få flere kunder i butikken. Ét trick, der trumfer dem alle – og det hedder godt indhold!

Der findes ikke noget, som slår godt indhold. Hvis du laver godt indhold, kan du slippe afsted med meget. Jeg vil næsten vove den påstand, at hvis du bare lægger alle dine kræfter i at skabe noget kvalitetsindhold, der skaber en eller anden form for værdi for dine brugere, så gør det ikke så meget, at andre aspekter halter lidt.

YouTubes algoritme er nemlig skarp. Som jeg skrev før, er det endelige mål ikke at få antal visninger til at gå op, men at få folk til at bruge deres tid på platformen. Så hvis din video hverken har en særlig fængende titel eller et godt thumbnail (miniaturebillede), men de få personer, som klikker på videoen, alligevel ser den helt færdig – så ser algoritmen det som en succes og vil skubbe videoen ud til flere.

Med det sagt, lad os videre til de tre tricks.

1) Giv slip, åbn, og link ud!

Jeg er nødt til at sige det, som det første. Drop frygten for at miste dine seere til andre kanaler. Gennem årene har jeg set utrolig mange YouTubere være decideret bange for at nævne og linke til andre kanalers indhold.

Men hvis vi går tilbage til den vigtigste pointe fra indledningen, hvad YouTube egentlig gerne vil have, så giver denne frygt ingen mening. Algoritmen vil bare gerne have at brugerne bliver på platformen og bruger mere tid på den. 

Jeg prøver ikke at sige, at du skal være ligeglad med at holde dine seere på din kanal – men du skal ikke være bange for at miste noget ved at folk hopper over på en anden kanal også.

YouTube måler nemlig på noget der hedder watch sessions (også kaldet session duration). En watch session starter, når du åbner YouTube – og stopper sjovt nok, når du lukker YouTube igen. 

Det siger sig selv, at når YouTube måler denne “metric”, betyder det, at de giver pluspoint til kanaler, der starter eller bibeholder watch sessions – og minuspoint til kanaler, der stopper watch sessions. 

Så i praksis betyder det, at hvis du kan starte en watch session eller holde en watch session kørende ved at anbefale den helt rette video til brugeren, giver YouTube din kanal pluspoint – også selvom brugeren har forladt din kanal. 

Og her kommer noget af det mest interessante. YouTube giver dig også pluspoint, hvis brugeren hopper videre til videre til endnu en ny video, efter at have forladt din kanal.

Så et af de bedst tænkelige scenarier er altså, hvis du kan starte en watch session på YouTube, og brugeren bare begynder at binge den ene video efter den anden. Også selvom det ikke er dine videoer. 

Så for at gøre en lang historie kort: Hvis en anden kanals video vil være ideel for dine brugere, vil det gavne både dine brugere, dig, og YouTube at smide dem derover.

2) Udnyt trends

Bare rolig, jeg mener ikke trends som Fortnite eller Ice Bucket Challenge. Selvom det helt sikkert også kan være gavnligt at spille med på de mere kulturelt bestemte trends på YouTube, er det ikke helt det, jeg mener, når jeg siger trends.

Jeg snakker om de mere subtile trends. Dem, der kun er relevante, fordi en elite hos YouTube siger, at “sådan skal det nu være”.

Jeg snakker om at udnytte, at der sidder om gruppe mennesker og bestemmer, at “nu er livestreaming det nye”, eller “nu skal vi også have korte TikTok-lignende videoer”.

Godt nok findes der ikke beviser på, at selve algoritmen bliver kodet til at ligefrem favorisere folk, der benytter disse trends. 

Men når man først åbner øjnene og prøver at se efter det, bliver det rimelig tydeligt, hvordan YouTube forsøger at pushe deres nye tiltag, så alle lægger mærke til, at HEY - NU HAR VI OGSÅ DET HER TIL DIG! 

Et eksempel på hvordan “det nye” altid bliver pushet, er fx, når du kigger på listen over hvem du abonnerer på. Listen som du ser på billedet, er at finde på din startside – og her vises de kanaler, som er live lige nu altid først. 

Det er af den simple årsag, at YouTube rigtig gerne vil konkurrere i livestreaming-universet, ligesom Facebook og Twitch. 

Et andet eksempel er fra så sent som på dagen, hvor jeg skrev det her indlæg. Jeg åbnede min YouTube-app på telefonen og blev mødt med beskeden “Opdag Shorts – Mere underholdning på under et minut”. 

YouTube forsøger aktivt at få sine brugere til at benytte deres nye features i et forsøg på at vinde markedsandele fra TikTok og Instagram. På samme måde som Instagram forsøger at få YouTubere til at skifte til Instagram med deres “IGTV”.

Som tommelfingerregel kan man sige, at når YouTube lancerer noget nyt, har de i sinde at pushe det ud til så mange som muligt. Det har tiden vist igen og igen med blandt andet YouTube Music, YouTube medlemskabs-feature, YouTube Community, YouTube Stories – og jeg kunne blive ved.

3) Kirsebærret på toppen

Det sidste, jeg vil vende, er igen bygget op på indledningen om at please algoritmen, der hungrer efter at få folk til at bruge mere tid på platformen.

Det handler om at forbedre brugeroplevelsen ved simpelthen at gøre brug af de gratis indbyggede værktøjer, der ligger i YouTube Studio. En bedre brugeroplevelse er nemlig nøglen til at få folk til kunne lide dit indhold.

Jeg vil vende tre features, som jeg personligt synes giver mig en bedre brugeroplevelse, når jeg browser kanalindhold. Alle tre er hurtige og enkle at bruge og derfor noget, du nemt kan give dig i kast med.

Kapitler

Kapitelfunktionen er en af de nyere funktioner, som er kommet til YouTube. Klikker du ind på Dineros webinarer, som ligger tilgængelige på vores YouTube-kanal, kan du se, hvordan timelange videoer bliver overskueliggjort gennem kapitelfunktionen.

En bekymring, jeg har hørt fra flere, er; “Men hvis folk bare kan hoppe frem til, hvad de leder efter, hopper de så ikke også hurtigere væk fra videoen?”. 

Men selvom det sagtens kan lyde plausibelt, viser data faktisk det modsatte. Det viser sig nemlig, at når du har mulighed for at se, hvad og hvornår tingene sker i videoen, får det dig til at se hele videoen. Fremfor hvis du så en video, hvor du ikke rigtig føler, at de nogensinde kommer til pointen, og så klikker væk, fordi du mister tålmodigheden.

Igen må du berolige dig selv med, at hvis YouTube ruller en sådan feature ud, må det være fordi, det har en positiv effekt.  

En anden, men lige så stor, grund til at bruge kapitelfunktionen er, at den hjælper med at indeksere din video på Google. Det fortæller nemlig en del om, hvad der sker i videoen. Her er et billede fra en Google-søgning efter, “How to add chapters in YouTube video”:

I praksis tilføjer du kapitler ved at notere tidspunktet i videoen efterfulgt af titlen på kapitlet. Husk at første kapitel altid skal starter fra 0:00 – ellers registrerer YouTube det ikke.

Undertekster

Den næste funktion er undertekster. Undertekster gør det muligt at se videoen i bussen, selvom du har glemt dine høretelefoner hjemme. Undertekster gør det også muligt bedre forstå, hvad der bliver sagt, selvom du ikke nødvendigvis taler flydende dansk. Brug derfor undertekster.

Du tilføjer undertekster ved at åbne dit YouTube Studio, og gå ind på selve videoen. Når du er inde på din video, hvor du kan ændre titel og beskrivelse, finder du undertekster ude i navigationen til venstre.

YouTubes undertekst-funktion er super brugervenlig. Faktisk så brugervenlig, at vi i Dinero bruger YouTubes undertekst-funktion til at lave underteksterne, selvom videoen måske kun skal op på Facebook.

Videokvalitet

Sørg for at få eksporteret dine videoer i det rette format, rette opløsning og det rette antal billeder per sekund.

Jeg vil ikke gå i detaljer med tallene, da de nemt kan Googles, men jeg har et par kommentarer til emnet.

For det første skal du ikke undervurdere den negative effekt af komprimering. Hver gang du bearbejder din video, bliver den nemlig komprimeret en smule. Din video bliver komprimeret, når du sender den med OneDrive. Igen, når du renderer den i dit redigeringsprogram. Og igen, når du uploader den til YouTube. 

Så prøv at mindske antallet af skridt, som den optagelse du har, skal igennem før den når til slutbrugeren. Idealscenariet er at den rå videooptagelse kan blive vist til slutbrugeren. Men det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Den skal først lige overføres til computeren (første skridt), igennem redigeringsprogrammet (andet skridt), og uploades til YouTube (tredje skridt).

Jo flere gange du flytter en fil, uploader den, downloader den osv., jo flere gange bliver den komprimeret. Undgå derfor i så vidt mulig udstrækning, at skulle downloade en videofil fra nettet, for at redigere den igen, for så at uploade den igen. 

Der er lavet flere eksperimenter, hvor folk downloader en fil og uploader den igen, og så gentager processen igen og igen. Allerede efter et par gange kan du se en tydelig forskel i både farver, opløsning og billeder per sekund. Så hold det til et minimum.

 

 

Ovenstående viser, hvordan det ser ud, når en video er downloadet og lagt op igen 100 gange. 

En anden pointe til det med kvaliteten er, at YouTubes algoritme tenderer til at vise indhold af objektivt god kvalitet. Det vil fx sige videoer i høj opløsning. Da YouTube lancerede deres mulighed for at uploade videoer i 4k, fandt man hurtigt ud af, at YouTube-videoer, der blev uploadet i 2k eller 4k blev favoriseret over videoer i fuld HD (1080p).

Det kan altså godt betale sig at være lidt med på moden og forsøge at uppe sin videokvalitet. Især når stort set alle moderne smartphones kan optage i 4k.

Det var tre oversete YouTube-tricks, som, jeg bestemt synes, er din tid værd. Jeg håber, at du nu føler dig klogere på, hvordan du pleaser YouTubes algoritme.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op