Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mette Maria Terp Jo, iværksætteri er et ”rigtigt job”!

Jo, iværksætteri er et ”rigtigt job”!

4,438 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
09 March 2017

Forleden var jeg til et arrangement, hvor jeg faldt i snak med en person jeg aldrig havde mødt før. Og som når man nu møder nye mennesker, bar denne snak også præg af de gængse spørgsmål som “hvad laver du”, “hvor er du fra” osv. 

Da spørgsmålet kom til, hvad jeg arbejdede med, fortalte jeg personen, at jeg var iværksætter og at jeg stort set altid havde været det. Personen lyttede interesseret og spurgte efter nogen tid “men skal du aldrig have et rigtigt job?”. Jeg kiggede forundret på hende og spurgte “synes du da ikke, at jeg har et rigtigt job?”, hvortil hun svarede: “Njah, jo, altså jo jo, det er da selvfølgelig noget du arbejder med, men jeg mener, altså sådan et RIGTIGT job”. 

 

At iværksætteri ikke anses for værende et rigtig job, er en antagelse som jeg er stødt på før. Det bliver nemt sidestillet med en hobby - specielt hvis man er i opstartsfasen og endnu ikke kan udbetale løn til sig selv.

 

Til dels kan jeg godt forstå, hvor denne antagelse kommer fra. Hele vores uddannelsessystem har i mange år været bygget op omkring vigtigheden af, at tilegne sig viden og kompetencer for derefter at anvende det i praksis i en given stilling, som man så bliver betalt for.

Den generelle holdning er, at det er vigtigt at have en klar plan og strategi for sit liv, og vi bliver derfor meget tidligt bedt om at tage stilling til “hvad vi gerne vil være”. Alt sammen med det formål at skabe tryghed og økonomisk sikkerhed for os selv.

 

Denne tankegang kan iværksætteri ikke gå helt ind under, da iværksætteri er alt andet end en lineær process, hvor planer og strategier hverken garanterer tryghed eller sikkerhed - og specielt ikke den af den økonomiske slags.

 

Ikke desto mindre mener jeg at iværksætteri bør og skal anses som en karrierevej og iværksættere er ligeså meget berettiget til at kalde deres iværksættervirksomheder for deres arbejde som alle andre er. For det er det iværksættere gør. De arbejder en vis legemsdel ud af bukserne og oftest i mange flere timer om dagen end hvad lønmodtagere gør. De er endda også skøre nok til at gøre det uden at have nogen form for sikkerhed for at blive betalt for vores arbejdsindsats! Absurd? Måske, men ikke desto mindre er det den karrierevej flere og flere vælger.

 

Og jeg forstår godt, hvorfor flere og flere vælger iværksætteriet som en karrierevej. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere fyldestgørende end dagligt at få lov til at udleve ens drømme og passion og det gør man med iværksætteriet som karrierevej.

Det kræver en vis risikovillighed og en ordentlig portion is i maven, men hvis man er villig til at gå igennem de rutsjebaneture som iværksætteriet unægtelig giver, ja, så har man opskriften på et liv fyldt med passion og mening.

Denne betragtning er naturligvis set ud fra et individualistisk og egoistisk aspekt, men også set fra et større perspektiv har vi brug for kreative hjerner, som er villige til ofre tid og penge på at søsætte virksomheder, som er med til at gøre verden til et bedre sted og ændre den måde vi lever på. 

 

Lad os derfor anerkende, at iværksætteri ER en karrierevej og betragte det som et arbejde på lige fod med alle andre erhverv. Det kan forhåbentlig også være med til at afmystificere iværksætteri og få taget det ned på et niveau, hvor det ikke kun er forbeholdt ”genier” med en revolutionerende idé. Iværksætteri er for alle - hvis man bare vil det nok!

 

P.s. Hvis du overvejer iværksætteri som karrierevej, men endnu ikke er startet, så tjek mine to andre blogindlæg ud: 

http://www.amino.dk/blogs/mette_maria/archive/2016/12/15/jagten-p-229-den-geniale-ide.aspx

http://www.amino.dk/blogs/mette_maria/archive/2016/11/10/du-vil-v-230-re-iv-230-rks-230-tter-fint-l-230-s-det-her-f-248-rst.aspx

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når mettemaria skriver Skriv dig op