Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Lise Halskov fra Projektledelsen Erfaringer med YouTube - indtil videre

Erfaringer med YouTube - indtil videre

3,002 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
30 September 2013

Jeg har været i gang med at bruge YouTube i et stykke tid i forbindelse med min virksomhed Projektledelsen. Jeg tænkte, at jeg nok ikke er den eneste, der prøver mig lidt frem, så derfor vil jeg dele de erfaringer, jeg har fået indtil videre, og måske kan du lære lidt af dem eller måske har du nogle tips, du kan byde ind med.

Jeg skal sige med det samme, at jeg bestemt ikke er ekspert i YouTube - det er der mange, der gør meget bedre end jeg. Jeg kan dog konstatere, at selvom jeg ikke har super mange seere på min YouTube kanal, så står de for rigtig mange besøgende til min blog, så derfor har jeg besluttet mig for, at det er noget, der skal holdes ved lige.

Jeg har valgt at prøve mig frem med YouTube videoer ud fra den devise, jeg bruger om mange ting i min virksomhed: Jeg vil gerne prøve selv først, så jeg ved hvordan det virker, hvad der virker og hvorfor, og så kan det være, at jeg vælger at lade nogle andre lave det senere hen.

Således også med videoer på YouTube. Men her er min samling af erfaringer:

Indhold og form

Hvis du har stået i min situation, så har du nok også stået foran kameraet og sagt "øhh" 1000 gange og korset dig bagefter over, hvor mange gange, du har været nødt til at lave det om igen og igen. Den gode nyhed er, at det bliver lidt lettere med tiden. Jeg har i hvert fald vænnet mig mere og mere til at være "på", så de seneste videoer, jeg har lavet har været lidt mere flydende end de første, der nærmest er lavet sætning for sætning klippet sammen bagefter. 

Det fungerer rigtig fint for mig, at lave et manuskript, hvor jeg har skrevet indledning og afslutning ned, og en masse stikord til det indhold, der kommer i midten. Jeg læser manuskriptet højt for mig selv et par gange, og så improviserer jeg også en del. Nogle gange lyder det man skriver bare kunstigt, når det bliver sagt, så derfor læser jeg aldrig op.

Det kunne være sjovt at eksperimentere lidt mere med formen, men personligt er jeg ikke så vild med de videoer, hvor folk "goofer" rigtig meget rundt. Det kræver i hvert fald en del, hvis ikke budskabet skal blive helt vasket ud. Jeg har dog valgt at inkludere fraklip, hvor jeg vrøvler, (og tro mig, der er tit rigeligt med materiale at tage af...) fordi det bringer tingene lidt ned på jorden, men det er jo også noget, der kan eksperimenteres med.

Jeg har lavet flere videoer, hvor jeg taler hen over en præsentation - det er en glimrende måde at starte ud på og virker knapt så skrækindjagende i starten, i forhold til at være foran kameraet selv. På PC har jeg til den slags optagelser brugt Camtasia, der har fungeret fint. Jeg er lige skiftet over til Mac, så der ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil bruge.

Optagelse og grej

Jeg startede ud med bare et kamera, men bunken af grej er vokset lidt, for efterhånden som jeg har lavet flere videoer, så er jeg blevet mere kritisk.

Kamera: Jeg bruger et Kodak Playtouch kamera, jeg tror det hedder Z10. Det er vist ikke helt så godt som Z8 modellen var, men jeg er nu godt tilfreds. Der er mange kameraer, der laver udmærkede videoer, og mange bruger faktisk iPhone til ganske glimrende videoer, men det vigtigste er egentlig at sørge for, at du kan tilslutte en ekstern mikrofon. Jeg købte mit kamera og iøvrigt også mine mikrofoner gennem Karin Høegh fra Podconsult. Hun ved, hvad hun taler om, og jeg har fået gode råd med på vejen. Man kan muligvis få en bedre pris ved at handle i udlandet, men jeg valgte den lokale løsning her.

Mikrofon: Det kan altså ikke undværes. Forskellen med og uden er enorm, så der er ingen vej udenom. Jeg startede ud med en enkelt knaphulsmikrofon, men kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg fik lyden til at komme ud i stereo (det burde kunne lade sig gøre...), så jeg kastede håndklædet i ringen og investerede i knaphuls-stereomikrofoner i stedet. Lidt mere klodset, men alt kan skjules under tøjet, og fordelen er, at de også kan bruges, hvis jeg skulle få lyst til at lave et interview på video.

Stativ: Jeg startede ud med en lille Gorilla pod (en lille bøjelig fod, der kan sættes fast på ting og sager rundt omkring dig), men jeg synes, det er alt for begrænsende ikke at kunne stille kameraet op hvor som helst. Jeg googlede rundt, og har fundet et solidt tre-fods stativ til ca. 1000 kr, så helt billigt har det ikke været. Det er dog en kæmpe fordel at arbejde med, og jeg er godt tilfreds med købet.

Lys: Jeg synes stadig lys er noget af det allersværeste at finde ud at lave rigtigt. Her må man konstatere, at det er en af de rigtig gode grunde til, at fotografer får penge for det, de kan! Jeg arbejder lidt med et setup, hvor jeg hænger noget ensfarvet stof op, sætter to fotolamper op, så de lyser ind på baggrunden. Hvis man er så heldig at have dagslys, der kommer ind bagfra kameraet, så kan det se helt fornuftigt ud. Det er dog et område, jeg stadig eksperimenterer en del med. Har man en anden naturlig baggrund (reol med orden eller lignende) så kan det også fungere, men jeg har ikke helt fundet det perfekte set-up i mine omgivelser endnu.

Redigering

Tilbage på PC'en redigerede jeg i Camtasia, og på Mac'en bruger jeg indtil videre iMovie, der virker helt fint og er nemt at gå til.

Jeg har valgt at få lavet en intro hos et firma, der hedder Splasheo.com. Det er en lille bid grafik og musik, som jeg selv redigerer ind i mine videoer, og det har givet mine videoer et løft, synes jeg. Der er sikkert andre steder, man kan få lavet det samme, men jeg synes, processen med dem var nem.

Læring

Jeg valgte at tage et on-line kursus hos en amerikaner, der hedder James Wedmore - han har nogle gode tips til, hvordan man optimerer sine videoer på Youtube rent søgemaskinemæssigt, og det har hjulpet mig godt på vej, synes jeg. Det er smart at lære sig lidt om annoteringer (de tekster du kan tilføje ind over videoen efter, du har uploadet til YouTube), hvordan du optimere kanalen, osv. Der er sikkert også nogle danske eksperter, der kan byde ind med viden der.

Konklusion

Jeg synes, det har været rigtig sjovt at komme i gang med. Efter de første nerver har lagt sig over at se sig selv på video, så er det en smal sag at gentage successen. Det geniale er jo også, at videoer giver dig rig mulighed for at genbruge materiale, som du ellers kommer i problemer med på grund af duplicate content problematikken. Du kan for eksempel tage et blogindlæg og skrive det om til et manuskript, optage det og udgive det igen. Du kan lave videoer i en serie, som du bruger som din freebie, når man skriver dig op til dit nyhedsbrev, osv.

Lad mig gerne høre i kommentarerne - har du kastet dig ud i video, og hvordan er det gået for dig? Hvis du vil se min YouTube kanal, så finder du den her.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Lise blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere