Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Kim Kampp fra House of Visions Peter, den ivrige iværksætter

Peter, den ivrige iværksætter

3.096 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 June 2012

Peter ligger i sengen og funderer over om morgenens stærke solstråler er lidt irriterende eller rigtig dejlige. Da de på samme tid melder om en ny og dejlig dag, men også skinner lidt for kraftig ind i hovedet.

Lidt ligesom hans tanker om hans forretning, som på den ene side er hans store passion, men også årsag til hans mangel på energi og snigende udmattelse nu på 5. uge. Stress, en udefinerbar størrelse af en sygdom der er svær at forklare sin omverden. Så Peter har da også over for hans nærmeste meget bekvemmeligt forsøgt sig med at kombinere denne sygdom med et par andre selvforanstaltede diagnoser, såsom overanstrengelse og generelt rod i parforholdet, da det lyder lidt bedre for hans egen person og forretning.

Nuvel, Peter havde egentlig sat sig for at stoppe med at være stresset i dag, men morgenens sol synes allerede som den første udfordring på hans dag, så han beslutter sig for at ligge lidt længere i sengen og fintænke sin situation og tilstand.

Hans tanker ender hurtigt ud i de mange ting og projekter han skal have gjort eller bør lave. I stedet for at dele disse mange gøremål og projekter op i nogle opnåelige trin, vælger han at ty til nutidens teknologiske version af en online-Gud - Google. Tidens mest populære søgemaskine og for nogle tidens største tidsrøver, men ikke for Peter – i hvert fald ikke i dag.

Peter finder hurtigt vej til nogle af sine konkurrenters hjemmesider for blot at opdage at de har fuld fart på deres forretning med nye projekter og kunder til følge. En handling og ”search” som ikke inspirerer Peter – tværtimod giver det ham en ”mavepuster” af format, som kun Mike Tyson kunne have leveret i hans gyldne år.

Så i stedet for at nærstudere de fundne hjemmesider, skynder han sig at slå over på YouTube som allerede ligger lunt placeret i hans favorit-indstillinger på den nyinstallerede Chrome-browser. I al hans iver for at komme ud af denne pulserende frustration indtaster han ”effective motivation”.

YouTube præsenterer ham hurtigt for et par amerikanske sider, eller Youtube-kanaler som det så flot hedder, med nogle af tidens mest fremmelige motivational speakers. Peter skruer op for fuld hammer på sine nyindkøbte hørebøffer og lægger sig tilbage i sengen for at blive motiveret! I håbet om at han kan blive så motiveret at han kan glemme den dårlige samvittighed, skyld og nærmest skam over sig selv og sin omverden. For ikke at være blevet færdig med hans nyeste iværksætterprojekt(er), som jo så forventeligt allerede skulle have tilført ham millioner ind på en udenlandsk konto.  

De amerikanske speakers gør deres bedste og bekræfter egentlig Peter i at alt er muligt, og at det hele drejer sig om at komme i gang og gøre sig selv mentalt klar. Dette selvfølgelig i kombination med deres nyeste selvudviklingsværktøjer tilbudt til en spotpris, hvis man handler inden for 24 timer!

Selvom det er svært at modargumentere for sandheden bag disse vise ord fra de amerikanske speakers, køber Peter dog ikke noget, da hans kredit hos bankens ikke ligefrem blomstrer. Men Peter beslutter sig i stedet for at komme op af sengen og gå ned og lave en plan for dagen.

Men inden han dog når så langt, kommer han i tanker om at måske ville det være mere bekvemmeligt – eller mere effektivt - at lave planen i hans nyindkøbte MacBook Pro, da den jo har en række supereffektive værktøjer og time-management-moduler allerede installeret.

Peter bliver så begejstret af ideen at solen fra vinduet lige pludselig føles dejlig og varm og ikke irriterende. Måske denne nye tilstand lige skulle krydres med en god kop kaffe, tænker Peter og skynder sig hen i køkkenet med fornyet entusiasme for at sætte vand over til hans nyindkøbte Nescafe Gold, vel at mærke. Ekstra stærk for den ivrige iværksætter. Den selvslukkende elkoger får hurtigt kogt vandet op over de udrikkelige 100 grader, og Peter smider 2 store teskefulde Nescafe Gold ned i koppen og skynder sig op i seng. Godt motiveret af lyden fra de amerikanske motivational speakers der stadig summer i hans hoved i kombination med duften af kogende Nescafé.

Ind under dynen, kaffen på natbordet og klar til dagens nye projekt(er) går Peter i gang. Hurtigt får han farvelagt de næste 14 dage med 17 forskellige gøremål der automatisk giver ham besked for igangsættelse og hvornår de skal være færdige. Smart lille detalje der nok skal hjælpe på effektiviteten! Efter 1, 5 times organisering af de i alt 17 presserende gøremål og 10 andre i støbeskeen, der virker ligeså presserende, men dog ikke kvalificeret til få en plads blandt de 17, breder der sig et smil på læben af Peter.

Et smil der dog hurtigt forstummer da han åbner Facebook på foranledning af en invitation til et nyt planlægningssystem ved navn Podio. Skidesmart system, og effektivt ser det ud også, samtidig en form for forretningsfacebook. Arghhh – tænker Peter, jeg bliver nok nødt til at lave min planlægning og tidsstyring i dette i stedet for. Men har jeg tid? tænker Peter - godt plantet i sengen med kun en lille sjat kaffe tilbage koppen, der skriger på at blive fyldt op.

Peter begynder i samme øjeblik at føle en mærkelig uro i kroppen, startende med maven. En uro der ikke skyldes kaffen, men derimod den samme uro og følelse som har været årsag til at han ikke rigtig har kunnet komme ud af sengen.

En følelse af uro der skræmmer Peter fra vid og sans, og som stammer fra følelsen af skyld og skam over at han aldrig bliver færdig, og som har gjort ham ekstremt stresset. Helt hen i en grad der nærmest føles som udmattelse.

Peter bliver helt slået ud af denne følelse, og det eneste han lige pludselig kan tænke på, er: Hvornår bliver jeg færdig med mit firma, - hvornår bliver jeg rig og den person som det jo forventes af mig?

Hvad skal jeg sige til mine nærmeste og ikke mindst doktoren som snart kommer forbi på sin daglige stuegang her på Bispebjerg Hospital. Han havde jo lige lovet ham i går at han ikke ville fokusere på mere end han kunne nå at gøre færdigt samme dag, således at han kunne opleve den ro det giver når man deler sine mål op i delmål i stedet for mange overordnede mål.

I princippet se på sin forretning som en evig proces der udvikler sig, og som giver en naturlig glæde, da den er en del af hans passion og ikke andres mål eller overordnede mål, men derimod en passioneret retning i hans liv, hvor man opnår en masse ting og mål, og hvor man heldigvis hele tiden kan udvikle sig selv og sin forretning eller blot nyde den som den er.

- Jeg har ikke givet historien en egentlig slutning og ”happy ending” for Peter, da jeg tænkte at I måske havde et bud på dette i kommentarfeltet

De bedste hilsner

Kim Kampp

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Kim skriver Skriv dig op