Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

AuthorRank

16.062 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 November 2012

AuthorRank

Forestil dig en Verden hvor Google ikke kun måler websites, men også tager højde for individuelle kvalifikationer og færdigheder. Tillad mig at præsentere jer for AuthorRank, den måske største ændring i Google til dato - større end selv Google Panda og Penguin!

Historie

I 2005 ansøgte Google om et patent ved navn Agent Rank. I patentdokumentet forklares det hvordan Google vil benytte en række parametre til at fastslå en agents position på et givent interesseområde. Hvor populær er agenten? Og vigtigst af alt, hvor autoritær er vedkommende på et givent felt?

Det viser, hvor lang tid Google har tænkt over muligheden for at identificere enkeltpersoner og deres færdigheder som et supplement til deres nuværende måleenheder. Efter at Google mistede bagindgangen til Twitter, har de på det sociale område været stort set blinde, ud over at kunne tælle interaktioner ud fra rene tal. Når man lige tænker over det et kort sekund, forstår man godt, hvorfor vi ikke har set en stor omfavnelse af sociale interaktioner som et direkte grundlag for en bedre rangering i søgeresultaterne. Google har simpelthen ikke haft nok data at arbejde med, til at kunne bruge dette som andet end et svagt supplement – langt fra en direkte rettesnor. Men i 2011 kom Google med deres helt eget sociale netværk Google+, og dette har sidenhen skullet vise sig at være springbrættet til en løsning på denne problematik. Endelig har Google værktøjet, der gør det muligt at aktivere ’AgentRank’ (herefter AuthorRank).

AuthorRank – En helt ny dimension

Med AuthorRank går vi skridtet videre. Formålet med AuthorRank er i al sin enkelthed at identificere enkeltpersoner, deres viden om forskellige emner og at identificere hvad brugere synes om det indhold, de smider ud på Internettet. Du tænker måske nu, om det ikke bare er Klout om igen? Men nej, og langt fra! Services som Klout er tæt på ubrugelige, da det eneste de reelt tager højde for, er sociale interaktioner. De måler ikke hvor indflydelsesrig, du er, og de måler heller ikke på dit omdømme. Tag derudover med i din betragtning at en service som Klout kun måler på de sidste 90 dages aktivitet og udvikling, hvilket i sig selv ingen mening giver, da en status som autoritet, hverken kommer eller forsvinder, bare fordi du ikke har fået nogen til at dele dit indhold på sociale medier de sidste 90 dage!

Men hvordan måler man så lige på det? For at svare på det spørgsmål, kan man stille sig selv et andet spørgsmål: Hvordan opfanger vi selv, at en person er en autoritet inden for et felt?

Nogle af de ting der vil gøre sig gældende er, at de sandsynligvis har mange følgere på sociale netværk, deres indhold bliver delt meget og ofte og de får tilkendegivelser fra andre personer gennem links, +1’ere, delinger, likes, tweets, co-citations mv. Det er umådeligt svært at manipulere med, da vi har med rigtige mennesker at gøre. Gamle Google kiggede udelukkende på afsendere som websites, og det giver jo som sådan ikke rigtig mening.

Eksterne faktorer Google måler på i dag


Et eksempel på hvorfor AuthorRank er så smart!

Lad os sige at du har drevet et meget seriøst website de sidste 10 år. Du har produceret fantastisk indhold og været en sublim ressource på dit felt, og til gengæld modtaget links og blevet delt flittigt på de sociale medier – med andre ord har du altså masser af tilkendegivelser. Du sælger nu dit website, og dem der overtager det, formår ikke at skabe samme indhold og samme brugerinteraktion. Med gamle Google’s øjne ville dit websites artikler nu stadig ranke højt, for dit website som afsender er stadig umådeligt populært. Det har bibeholdt en enorm mængde troværdighed og popularitet i søgemaskinernes øjne, da den eneste måde en søgemaskine normalt ville kunne identificere en sådan radikal ændring/nedgang, er ved en dalende interaktion med indholdet samt en mindre tilstrømning af links. Det er som sådan fint nok, men det giver ikke et retvisende billede. Et website med høj eksisterende troværdighed vil kunne høste af disse fordele i flere år, førend effekten vil begynde at aftage. Dette vil så betyde, at dårligt indhold, får lov til at ranke højere end hvad der egentlig burde være tilfældet.

Og hvad sker der så med dig som forfatter? Du har brugt 10 år på at lave dette super inspirerende indhold, men nu varetager du ikke længere websitet. Du har måske fået et nyt website, og starter nu forfra, med at opbygge troværdighed og popularitet i søgemaskinerne. Men med AuthorRank er dette blevet meget nemmere. Du har stadig brug for alle de almindelige tilkendegivelser, som Google er afhængig af, for at identificere gode websites, men du har allerede opbygget en autoritet omkring dine kompetenceområder og dig som person! Det betyder rent faktisk, at du som person, kan hæve niveauet for et helt website og sikre, at det får besøgende langt hurtigere og flere af dem, end hvad ellers var muligt. Ser du nu idéen i AuthorRank?

Forfatterskab (AuthorShip)

For at kunne begynde at kunne akkumulere AuthorRank i Google, skal du først tage forfatterskab over dit indhold. I Google-terminologi hedder dette AuthorShip, og gøres ved at kæde de sider og/eller artikler sammen, som du har skrevet, i en hub, hvor hubben naturligvis er Google+. Google+ er altså dit nye bindeled, dig selv og dine værker på Internettet imellem. Hvordan man gør det helt præcist, kan du læse i Aminos guide her - det er både nemt og helt ligetil.

Kan jeg så kun arbejde med et emne?

Du kan sagtens vide noget og ytre dig om mange forskellige emner, og patentet bag opdateringen omtaler en specifik rank inden for forskellige områder. Du kan med andre ord sagtens være bilekspert uden at vide en masse om at vaske vinduer, så når du skriver en artikel om dette, vil du udelukkende have din popularitet og troværdighed at bygge på på personniveau, men altså ingen bonus for autoritet! Herudover krydshæftes dette selvfølgelig med de signaler Google opfanger, omkring det website du skriver på. Disse kombineres, og dette fører så til en specifik rangering i søgeresultaterne. Havde du nu valgt at skrive en artikel om biler i stedet, hvor du allerede blev betragtet som en ekspert, så ville du have den ekstra dimension at køre på, og det ville placere dig højere i søgeresultaterne end tilsvarende artikler fra skribenter, der ikke er en anerkendte eksperter inden for området, eller artikler der slet ikke er tagget op. Dog skal man huske på, at det er en kombination af både sideværdier og personværdier - har du et helt nyt domæne, hvor du blogger som bilekspert, skal du ikke regne med at du bare lige sådan slår BMW’s bilekspert, der blogger på bmw.com af pinden, men med nok personlig autoritet vil det rent faktisk være muligt!

Husk dog på, at selvom du sagtens kan arbejde med så mange emner du ønsker, vil det være nemmere for Google at fastslå din ekspertise, hvis du ikke bevæger dig rundt i alt for mange emner. Det vil også være nemmere og mindre tidskrævende for dig at bygge på din AuthorRank, hvis du fokuserer på et enkelt eller ganske få interesseområder.

Hvordan arbejder du med din AuthorRank?

Google har adgang til enorme mængder data, og dem bruger de naturligvis til at danne sig et overblik over hvem du er, hvad du ved noget om og hvor populær du er. Der kan måles på mange forskellige parametre, og jeg har valgt at illustrere det med et billede, som siges at  fortælle 1000 ord:

                 

Sådan udregnes din AuthorRank sandsynligvis


Som du kan se på ovenstående billede, er der tale om mange forskellige parametre, og du skal arbejde med dem alle, hvis du vil opnå en høj AuthorRank. Du kan læse lidt mere om de enkelte punkter, i mit indlæg på min blog om selvsamme emne.

Lad os lige prøve at kæde ovenstående billede det sammen med det første, der illustrerede hvordan Google igennem eksterne faktorer, måler på sideniveau.

Sådan kunne det se ud, når alle parametre bliver blandet sammen


Hæv din AuthorRank ved at interagere med de rigtige mennesker

Vil du hæve din AuthorRank, er det vigtigt at du begynder at arbejde med de mennesker, som betragtes som en autoritet inden for dit og deres felt. Det skal du gøre, fordi det er disse personer som kan forøge din AuthorRank mest og hurtigst!

Det siger sig selv, at linker andre autoritære instanser til sider, hvor du er tagget op som forfatter eller til din hub (Google+), så styrker de din AuthorRank. Der er tale om personer som ved noget om det samme emne og står de inde for dig, hvad enten det er igennem et +1, en deling, et tweet, et link eller lignende. Vi kender det allerede fra den måde, søgemaskiner fungerer på i dag; de bedste links du kan få, er links fra websites som omhandler det samme emne, og endnu bedre hvis det også betragtes som en autoritet inden for emnet.

Derfor er det vigtigt at du får kortlagt, hvilke personer der er stærkest inden for dit felt. Her findes der allerede en masse forskellige værktøjer til formålet, men du er sikkert allerede bekendt med de fleste af de personer, som er en autoritet inden for dit område. Vil du sikre dig et absolut maksimalt reach, er du nødsaget til at identificere alle opinionsdannere og ledere inden for dit felt.

Til dette kan du bruge Klout, Followerwonk, LinkedIn og andre værktøjer, hvor du kan segmentere på færdigheder. Fælles for værktøjerne er, at det er andre personer der har stemt på de emner, der påhægtes en person. Derfor er de et meget retvisende billede af hvem der opfattes som eksperter og hvem der ikke gør.

Begræns ikke dit potentiale, gå World Wide!

Du behøver du ikke at begrænse dig til den danske scene på Internettet, for det vil faktisk lægge en dæmper på dit potentiale. Er du en ekspert og bevæger du dig ud over landområderne, vil dette betyde at du er en ekspert der kan gøre dig på mange markeder. Du er en international ekspert, og det tæller naturligvis! Derudover er der selvfølgelig nogle andre helt klare fordele ved at gå ud over landegrænserne, herunder at dit potentielle reach er langt større. Der skal virkeligt noget til for at få 100 +1’ere i Danmark, men i det store udland, er det en helt anden snak.

Invester i de rigtige ambassadører for din virksomhed, og vind stort!

Er du ikke selv ekspert inden for dit felt allerede, så skal du til at blive det, for det giver dig som sagt en kæmpe fordel i forhold til de virksomheder, der ikke formår at mestre denne disciplin. Har du ikke tiden eller lysten til det, så sørg for at hyre nogle der allerede er eksperter inden for dit felt og sørg for at de har et stort netværk, de kan spille på, det vil være enormt givtigt for din forretning!

Er AuthorRank live nu?

Du vil slet ikke være i tvivl, når AuthorRank først for alvor træder i kraft, for det vil være en voldsom omvæltning af søgeresultaterne. AuthorRank er ikke rullet fuldt ud endnu, men det sker og det sker snart - mit gæt er 6-9 måneder. Dog har jeg en klar fornemmelse af, at det allerede på nuværende tidspunkt testes af, når Google lancerer større ændringer, rulles de som ofte ud før tid i en neddæmpet udgave, for at teste hvordan det påvirker søgeresultaterne. Mit gæt vil være, at vi lige nu ser en aktiv AuthorRank i spil, men med en voldsom nedjustering, eksempelvis tror jeg på at det er realistisk at AuthorRank er aktiv ved 5-10% af sin fulde kraft. Jeg har set flere indikationer der tyder på, at en indflydelsesrig forfatter tilknyttet et mindre populært website, har set voldsom gavnlig effekt efter indsættelse af AuthorShip, og dette har jeg for nyligt også fået bekræftet af et par kollegaer, som har oplevet det samme. Så se at komme i gang!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gæsteeksperten skriver Skriv dig op