Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Hvordan lærer jeg bedst om SEO?

8,762 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
16 February 2011

For de mindre tålmodige derude, går denne blog for langsomt. Det indrømmer jeg gerne. Det er ikke tanken, at det her skal være et komplet SEO-kursus på kort tid. Så jeg har nogle gange på det seneste fået spørgsmålet "Hvordan lærer jeg bedst om SEO?" fra læsere og med-Aminoer, der gerne vil have sat tempoet lidt op.

Her er de så: En lang række kilder til at lære mere om SEO på kort tid. For enhver tegnebog og til mange forskellige formål. Dog med begynderfokus, da de lidt mere erfarne udi søgemaskineoptimering nok godt ved, hvor de kan gå hen for at lære endnu mere. (Foruden de her nævnte, findes der også en lang række andre bøger, kurser, hjemmesider m.m., men man må jo begrænse sig).

SEO-bøger

Først er der den mest komplette måde at gøre det på. At købe og læse en hel bog, der er beregnet på at lære SEO fra sig fra start til slut. Fordelen ved en bog er, at den kan man læse i sit eget tempo og vende tilbage til når man har brug for den som opslagsværk. Ulempen er, at man ikke har nogen at spørge, hvis man ikke helt forstår pointerne. Sidstnævnte kan så løses i vidt omfang ved at spørge i debatten herinde på Amino, hvor man oftest som begynder kan få forklaret tingene.

Danske bøger

Der findes to omfattende danske e-bøger, der klart kan anbefales. Selv synes jeg, at Thomas Rosenstands SEO-Lex er bedst egnet som introduktionsværket til den absolutte begynder. Skrevet i et nogenlunde pædagogisk sprog og opbygget, så man godt kan komme i gang med at arbejde med sit eget site, selvom man er nybegynder. I skarp konkurrence med SEO-Lex er Mikkel Demibs SEO 2.0, der er noget mere omfattende i både længde og emner. En halv tand mindre begynderegnet, men absolut også pengene værd og ikke til at kimse af.

Begge disse bøger koster ca. 1.500 + moms, med mindre der er udsalg eller særrabat. (Demibs bog kan også købes i trykt form, hvis man foretrækker den slags).

Demib har også udgivet den lille bog SEO-Faq, som rummer en lang række svar på hyppigt stillede spørgsmål. Den bog kan helt klart anbefales til dig, der er begyndt at sætte dig lidt ind i SEO, og derfor sidder med en masse ekstra spørgsmål. (Er du helt grøn på området, så start lige et andet sted, indtil du ved, hvad du gerne vil spørge om). Den er et glimrende supplement til andre former for læring, da den kontant og præcist svarer på en stribe spørgsmål.

Der findes også andre SEO-bøger på dansk end de nævnte, men de tre ovenstående vil jeg i hvert fald gerne personligt anbefale. Se en anmeldelse af flere danske SEO-bøger her.

Gratis seo-bøger

Er du studerende eller på anden vis på et meget stramt budget og slet ikke har budget til at købe bøger, så findes der også gratis bøger derude. Begge de nævnte danske bøger findes i light-udgaver, hvor man godt kan vride ganske meget viden ud af dem - selvom en bog, hvor der er fjernet afsnit og pointer hist og her selvfølgelig ikke er et komplet værk, som en begynder kan læse fra ende til anden.

Der findes en hel del gratis amerikanske e-bøger om søgemaskineoptimering, men lidt for mange af dem er i virkeligheden skjult reklame for et eller andet produkt, de vil sælge, forældede eller bare meget lidt brugervenlige. Men af brugbart læsestof kan nævnes SEOMoz's Beginners Guide til SEO.

Kurser

Hvis du ikke er til bøger, men hellere vil have en form for undervisning, så findes der en lang række forskellige modeller derude.

Herinde på Amino bliver der jævnligt reklameret for forskellige kurser som f.eks. Grosen Friis' SEO-kursus, der foregår lige om lidt, og mit eget kursus med SEO for webshopejere eller Per Allerups kursus i Frederikshavn om søgemaskineoptimering. Hold øje med forskellige hjørner af debatten, især "Et godt tilbud"-sektionen eller Amino Events, hvor der efterhånden også bliver annonceret ganske mange ting, så dukker der jævnligt den slags kurser og workshops op.

Desuden bliver der også holdt kurser i en lang række andre sammenhænge, som f.eks. diverse kurser fra fagforeninger, lokale/regionale erhvervsgrupper, væksthuse og hvad ved jeg. Der findes rigtigt mange kurser derude. Jeg har sågar set aftenskole-kurser på området, så der er virkelig mange muligheder, hvis man mest er til indlæring via kurser. (Jeg skal dog ikke udtale mig om kvaliteten af aftenskolekurser m.m., der må man selv lige stikke fingeren i jorden).

Her skal også nævnes det årligt tilbagevendende arrangement Digital Markedsføring i Holstebro, hvor der hvert år er en lang række oplægsholdere, der fortæller om forskellige dele af online markedsføring. Her plejer også at være nogle begynder-egnede oplæg som en del af paletten. Det foregår i efteråret og er helt sikkert en tur til det mørke Jylland værd.

Hjemmesider og video

Lidt mindre forpligtende er forskellige hjemmesider og video, som ofte ligger gratis til rådighed derude.

Jeg kan klart anbefale Grosen Friis' video-optagelse i fire dele af et foredrag, han har holdt.

Desuden er der Thorbjørn Flensteds seokursus.dk, hvor der findes nogle videoer og en kort e-bog om basal SEO. (Jeg må erkende, at jeg ikke har styr på, om kurset er blevet opdateret siden 2009, men det helt grundlæggende er der heller ikke sket så meget ved).

Der findes også en stribe danske SEO-blogs, som f.eks. dem skrevet af Mikkel Demib, Thomas Rosenstand, Lars Bachmann, eller Rune Hansen. (Her har jeg linket til deres "Best of" eller begynderguider, så du straks kan få fat i noget af det med mest og bedst kød på).

Så vil det nok heller ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg kan anbefale at bruge debatdelen af Amino til at læse sig klogere på SEO. Hvis man roder i arkiverne, ligger der rigtigt mange gode råd og tips. En stribe Google-søgninger på emner kombineret med site:amino.dk er et rigtig godt udgangspunkt. Jeg vil derimod fraråde begyndere at rode rundt på engelsksprogede SEO-fora, hvor man oftest skal have noget basisviden og evne til at skille skidt fra kanel for at få noget udbytte ud af det.

En sidste betalt tjeneste på dansk skal der også være plads til. Thomas Rosenstand har lanceret en betalingstjeneste ved navn E-university, hvor han skriver blogindlæg og lægger video ud. Måske nok mest til dem, der har skaffet sig den allermest basale viden i forvejen.

Uddannelse

Det tætteste vi kommer på en SEO-uddannelse på en skole, er nok Web Marketing Manager hos IBC i Kolding, der kommer rundt i en række hjørner indenfor online markedsføring, herunder også SEO.

- - -

Det var en lang række bud på, hvordan du bedst kan lære om SEO, hvis du ikke er tålmodig nok til bare at følge med her.

Har du andre og flere bud end de nævnte, er du meget velkommen til at dele dem i kommentarerne, så dine med-Aminoer kan blive inspireret.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Frank blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere