Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Morten Kristensen fra Customfit Fra ide til færdigt koncept. Om at udvikle Cosmos Co online, mens alle kunne følge med

Fra ide til færdigt koncept. Om at udvikle Cosmos Co online, mens alle kunne følge med

3,121 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
01 May 2013

Jeg var så heldig, at Thorborg gav mig lov til at teste noget på Amino. Nemlig alle kunne følge med i udviklingen af et koncept, mens det stod på. Du kan se tråden her. Det var Cosmos Co og Cosmos Co webshoppen, som alle kunne følge med i udviklingen af. Og det er hele processen, som dette indlæg vil handle om!

Hvis du har været aktiv på Amino i en længere periode, så ved du også, at folk med nye ideer og koncepter er en fast del af debatten. Det kan være alle former for ideer og koncepter, som de gerne vil føre ud i livet, men ofte mangler de enten ressourcer eller cash til at komme videre. Men alle disse indlæg er typisk meget sparsomme med informationerne, og mange kræver at diverse erklæringer underskrives før, at de vil dele ideen. Det er typisk hemmelighedserklæringer mm, hvor idemanden vil beskytte ideen mod at blive stjålet. 
Der er mange meninger omkring dette, men en ting skal man altid huske på. Der er langt fra en god ide til et færdigt koncept, og det kræver ofte mange mange mange timers arbejde, før ideen bare er klar til lancering. Derefter følger det hårde arbejde med at få den brandet. Det er også derfor, at ordsproget "Ideen er 10% og hårdt arbejde er 90% af et firma" har sin berettigelse. For det passer!

Med dette forsøg var pointen at vise, at selvom man har en god ide, så findes der alternative måder, hvorpå den kan skydes i gang. De fleste laver konceptet og webshoppen, og så beder de om feedback, men i denne process fik vi feedback løbende.

De gode ting

Uanset hvordan du vender og drejer det, så er der fordele ved begge måder at lancere et koncept på. Den ultimative måde at gøre det på, det er selvfølgelig at benytte den teknik, som Amino bruger her. Men har du ikke en stor gruppe, som du er i direkte kontakt med, så er effekten nok også derefter. At arbejde åbent med en hjemmeside er en udfordring, men det er også meget sjovt!

Herunder er listet de ting, som var godt ved denne måde at arbejde på.

  • Masser af feedback. Både i tråden, på PB og mail
  • Meget hjælp fra personer, som jeg aldrig har været i kontakt med før
  • Generelt en masse opmærksomhed og besøg på siden både fra Amino, men også fra andre sider
  • Selv kedelige ting blev mere spændende at arbejde med, da det hele tiden ligger i baghovedet, at andre kigger med
- Som du selv kan se, så har der løbende været en masse feedback i tråden, men også i private beskeder og pr mail. De sidste to ting står for ca 80% af alt feedback! Feedback løbende fra "fremmede" personer er faktisk yderst brugbart, da de ingen relationer har til en, og derfor kommer med deres helt ærlige mening!
- Ved at gøre det på denne måde, så er der selvfølgelig kommet en masse feedback fra personer på Amino, som jeg har snakket med både IRL, pr mail eller pr tlf. Men også mange helt ukendte har budt ind med forslag og gode ideer, og det har været super fedt. Især alles kreative ideer, samt de mange forslag til små justeringer har været guld værd.
- Ved at gøre det på denne måde, så har der igennem hele forløbet været en masse trafik og besøgende. "Desværre" så blev linket også delt nogle steder, hvilket har betydet, at der er kommet kunder ind, som ikke helt kunne forstå, hvorfor de ikke kunne købe. Så opmærksomheden og de mange besøgende er både godt, men det har desværre også været en negativ ting.
- Når man arbejder med noget åbent, som alle kan følge med i, så bliver selv de normalt kedelige ting spændende. For man ved, at der sidder mennesker og kigger og overvåger siden, og derfor man ekstra tændt på alle ting, inkl de meget kedelige. De fleste vil sikkert opleve det samme, og dermed kan man faktisk "fjerne" nogle af de mindre spændende opgaver. 

De knap så gode ting 

Men der var selvfølgelig også ting, som var knap så gode, ved at gøre det på denne måde. De er listet herunder.

  • Tekster og guides blev kopieret hele to gange inden siden var færdig
  • Flere konkurrenter fik justeret deres sider, så de var mere up to date
  • Der er kommet flere konkurrenter ligeledes
  • Der er risiko for, at flere starter op i samme branche
  • Mange besøg fra Amino, men også fra andre sider

- Hele to gange blev guides og tekster kopieret af konkurrenter. Dvs allerede inden at shoppen var færdig, der havde de første kopister allerede taget deres indtog, og der var blevet kopieret store tekst stykker. Desværre er det ikke alle som forstår, at de ikke bare må kopiere noget, hvilket i sig selv er frustrerende. Men det har været dobbelt op på frustrationen, at guides blev kopieret hele to gange inden shoppen var gået online!
- I processen med at skabe webshoppen, der har det ikke kun været almindelige mennesker, som har kigget med. Flere konkurrenter har benyttet lejligheden til at få tunet deres shops op. Så dette skal man i hvert fald lige tænke over, hvis man vil benytte den åbne stil. Konkurrenterne kan nemlig tilpasse sig, før man kommer online.
- Ligeledes har dette medført, at der er kommet et par ekstra konkurrenter. Det er i hvert fald påfaldende, som de har lagt sig op af alt, som vi har lavet. Især taget i betragtning af, at siden og shoppen ikke var online, og at man derfor ikke har kunne finde den på Google eller andre steder.
- Denne åbenhed har sikkert også medført, at der er flere konkurrenter på vej, eller at flere overvejer at starte op i samme branche. Så det skal man også lige have i baghovedet!
- Det har givet rigtig mange besøgende, at folk har kunne følge med i udviklingen, men det har desværre også haft en negativ effekt. Shoppen blev delt et eller andet sted, og det medførte, at en kunde ville købe, selvom vi ikke var klar. Faktisk blev hun så sur og skuffet, at jeg var nød til at tage imod ordren manuelt. Så selvom man blokere for Google og andre søgemaskiner, så kan normale kunder stadigvæk finde vej ind til ens webshop, og der skal man så lige være forberedt, så en situation ala vores undgås.

Konklusion

Ville jeg gøre noget lignende i fremtiden? Svaret bliver både ja og nej. Det hele afhænger meget af, hvilken branche samt hvilket produkt jeg skulle sælge. Er det et produkt, som allerede findes på markedet, så ville jeg benytte præcis den samme fremgangsmåde, eller jeg ville benytte Aminos hemmelighedsmetode. Alle fordelene overgår langt de negative ting ved denne åbenhed, og det er en spændende og super motiverede måde at arbejde på. Men det kræver altså også, at man er klar til at tage imod feedback, som ikke altid er i den positive ende, som man måske havde håbet på. For folk herinde er meget ærlige, og det skal de have ros for! 
Var det derimod et nyt produkt, så ville jeg helt sikkert holde kortene tættere på kroppen. Jeg ville med sikkerhed ikke være så åben, som vi var i denne her proces. Og det er der en god grund til!

Amino er meget besøgt, og derfor ser rigtig mange mennesker ens indlæg. I nogle tilfælde er det godt, men hvis du har et helt nyt produkt på vej, så kan du risikere at inspirere mange til at efterligne dig, og det vil medføre ekstra konkurrence fra start. Dermed ikke sagt, at jeg er imod konkurrence, for det er jeg slet ikke, men det er stadigvæk sjovere, hvis du lige er et skridt eller to foran fra starten. Derfor ville jeg ikke benytte samme metode, hvis produktet var nyt.  

Der er faktisk kun en ting, som jeg ærgrer mig lidt over. Hvis der nu bare var blevet skrevet en form for dagbog med de tanker, som vi sad med under forløbet, og der var blevet taget printscreens og billeder, så kunne dette måske være blevet benyttet i fremtiden, især i lignende situationer, eller mens noget skal testes eller laves om. Ligeledes ville det også have været sjovt, hvis jeg kunne sidde og læse tankerne og overvejelserne, som vi gik igennem. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er blevet overvejet rigtig meget løbende, og de er blevet justeret en masse. 
Så hvis du overvejer at prøve noget lignende, så kan jeg kun på det kraftigste anbefale, at du skriver en dagbog, for det vil du helt sikkert ikke fortryde! 

Der er ingen, som siger, at du skal lave et lignende koncept på Amino. Det kunne også startes op via en blog, hvor der så løbende kunne laves indlæg og opdateringer, efterhånden som der sker nyt, eller der overvejes noget nyt. Det er i hvert fald en meget sjov, udfordrende og spændende måde at arbejde på, og jeg kan kun på det kraftigste anbefale, at du prøver det af. Du bliver nemlig udfordret på nogle helt nye måder, som du sikkert aldrig har prøvet det før. 

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Fashion-Seller blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere