Forandring fryder!

Jeg har altid været tryghedsnarkoman. Det har betydet at der de første 29 år af mit liv ikke skete ret meget. Livet gik sin gang på en ret almindelig (men også dejlig - tag ikke fejl) måde. Men så skete der noget! Jeg blev rykket ud af Hus, Honda og Huskatte-livet! Hvordan og hvorfor er efterhånden en så gammel og kedelig historie at jeg ikke gider fortælle den igen. Kig på min private blog hvis du er nysgerrig. Det jeg vil sige, er at mit liv hverken har stået stille eller været kedeligt de sidste syv år. Tværtimod. Det har været en konstant strøm af arbejde, oplevelser, målsætninger, flytninger, følelseskaos, nye netværk, nye jobs, forelskelser, sygdom, dødsfald, nye ambitioner, bøger og læssevis af ny viden.

Af og til kan jeg godt bare ønske mig et tv-liv. At sætte mig i sofaen med en lige så træt partner ved min side (evt. iført ens joggingsæt for at fuldende billedet), en kande kaffe og en pose småkager. Og så lade mig bedøve af realityshows og quizzer.Ingen ambitioner, mål, drømme og forventninger. Bare et 9-17-job og så hjem foran kassen. Det ville være så dejlig nemt og trygt.

Men det ønske varer nu ikke ret længe ad gangen, for det er gået op for mig at jeg ikke længere er tryghedsnarkoman! Tværtimod. Jeg dødkeder mig når noget bliver for velkendt - og jeg har stadig ikke vænnet mig til at det er sådan jeg er! Jeg har det lidt ligesom en meget overvægtig person der taber 30 kilo og bliver ved at se sig selv som tyk. Jeg tror stadig jeg ønsker tryghed.

Men jeg har lige taget en beslutning der vidner om det modsatte. Jeg vil sælge min andelslejlighed og bo til leje i stedet for. (Årsagen er at jeg hellere vil have 400.000 i hånden end at skylde min bank 600.000, og det synes jeg sgu selv er et ret godt argument.) Det lyder måske ikke som noget vildt skridt at tage, men mange synes jeg er fuldkommen vanvittig! Tænk at jeg vil opgive min skønne lejlighed for noget så usikkert som en lejebolig. For ikke nok med at jeg vil bo til leje, jeg overvejer faktisk kraftigt (meget kraftigt!) at sælge alle mine ejendele og måske bo i fremlejede lejligheder i kortere perioder ad gangen. Simpelthen for at tvinge mig selv til ikke at gro fast. Selvfølgelig regner jeg ikke med (eller hvad ved jeg - intet er jo selvfølgeligt i mit liv længere) at jeg gider leve sådan resten af mit liv, men jeg er som forholdsvis nysingle for første gang i mit 36-årige liv fuldstændig uafhængig af andre mennesker - på privatfronten, mener jeg. Og jeg har det virkelig sådan lige nu at det eneste jeg har brug for, er et godt skrivebord og en stol så jeg kan skrive og oversætte mine bøger, og så en god seng at sove i. Mit store, lækre køkken er ligegyldigt, for jeg laver aldrig mad. Af samme grund har jeg ikke længere brug for mit spisebord som kan udvides til de 14 gæster som jeg aldrig inviterer. Og hvad skal jeg med sofaerne når jeg aldrig ser fjernsyn. En god lænestol at nyde en god bog i ville være rigeligt. Jeg kigger på mine reoler og tænker "gamle fotoalbums med billeder fra fortiden - hvad skal jeg med dem?" Hvad skal jeg med noget som helst?

Havde jeg stillet det spørgsmål i et anfald af depression, havde der nok været grund til bekymring, men jeg kan blive helt euforisk ved tanken om at smide ud! Jeg er så superglad og balanceret at det ikke bekymrer mig en tøddel. Jeg har aldrig fortrudt noget som helst i mit liv. Selv det der har gjort allermest ondt, har jeg forevigt kært, for det har lært mig en helvedes masse. Så hvorfor frygte at jeg skulle fortryde denne her beslutning? Det må jeg lade andre om, for jeg gør ikke.