Jeg har prøvet noget nyt. Efter hidtil kun at have udtrykt mig via tasterne og det skrevne sprog online, har jeg fået min ilddåb udi også at tale, så det kan høres.
Jeg havde nemlig den store glæde at medvirke i Ib Potters Pottercut, der er et podcast om online markedsføring. Det var fedt at få lov til, og det føles også som en slags blåstempling, da Potter har haft nogle interessante mennesker og kapaciteter med i podcastet før.
Men man skal også lige vænne sig til at høre sig selv tale, når man nu ikke er vant til at blive optaget og tvunget til at høre det igen. Så jeg kan godt lige give et enkelt råd:
Træk vejret roligt og pas på med at tale for hurtigt. Det var i hvert fald min klare konklusion efter at have hørt mig selv tale i en halv times tid.
Emnet for podcastet var især sociale medier, fora og interaktion. Om hvordan man f.eks. kommer længst på et forum som Amino, hvis man bidrager aktivt og engagerer sig. Klik på linket overfor, hvis det lyder som et interessant emne, eller du bare er nysgerrig efter at høre, hvordan jeg lyder, når jeg taler.
Som jeg ser det, er der ingen tvivl om, at både lyd og video er så interessante medier at arbejde med, at det kan være meget svært at slippe udenom for mange virksomheder og selvstændige. Så derfor kan man lige så godt vænne sig til tanken om at skulle høre mere på sig selv - og tænke nogle tanker om, hvordan det kan gøres bedst muligt.
Så jeg kan helt sikkert sige: Vi høres ved (under en eller anden form) på et andet tidspunkt.
Der sker en omvæltning i mit liv nu.
Jeg bliver nemlig en "rigtig Amino", og går selvstændig på fuld tid med mit eget firma. Arbejdsområdet bliver ikke overraskende søgemaskineoptimering og relaterede områder. Eller Online Markedsføring, som det overordnet kaldes.
Firmaet kommer til at leve sit liv online på www.synligesider.dk - og offline i høj grad i min kælder, hvor der er indrettet kontor. En rigtig kælderiværksætter 
Herinde på Amino kan min nye status godt komme til at betyde et lidt lavere aktivitetsniveau - men det får vi se. Som en slags kompensation, skal jeg nok lige grave et introduktionstilbud på mine tjenester frem til mine med-Aminoer.
Som om det ikke var gave nok, at man nu i stedet for at få fem minutter af min tid hist og her til hjælp i et forum, kan købe mange timer af min tid til detaljeret hjælp på lige netop dit projekt. 
Hvis det skulle være gået nogens opmærksomhed forbi, skriver vi i dag den 1. december - og dermed er startskuddet gået til et væld af kalendre.
Alskens e-købmænd har en julekalender, hvor de har gode tilbud (eller bare prøver at komme af med restlagre fra sæsonens fejlkøb
). Den slags julekalendre er for udbredte til, at jeg vil linke til nogen af dem her.
Men mere interessant for Amino'er er nogle af de julekalendre med indhold i. Her er et udvalg af dem. Skriv endelig i kommentarerne, hvis du falder over andre af slagsen, som du tror, at Amino-folket vil have glæde af at læse.
Lars Bachmann starter festen med en iværksætter-julekalender, hvor han får 24 gæsteskribenter til at skrive hvert deres indlæg (eller nok nærmere 23 gæster + ham selv, gætter jeg på.)
Vanen tro skal der også være nogle julekalendre, som er genudsendelser fra tidligere år. I år står Martin Thorborg for genudsendelsen med 'Thorborgs Jul'. En lang række podcasts, der er værd at lytte til.
På Ekspert-bloggen her på Amino lægger Henriette Weber op til en mini-kalender, hvor hun hver dag vil skrive et kort indlæg til inspiration i forbindelse med social marketing.
Det var tre bud på daglige input til iværksættere - jeg hører gerne om flere, hvis du har opdaget andre kalender-ting derude.
Tilføjelser: Webfirmaet Creuna har også en julekalender. Og efter noget prikken til dem fra Søren Sprogø, kan det nu konstateres, at de 24 låger vil dukke op som blogindlæg på deres blog. Deres julekalender lover "tips til din sociale kommunikations- og marketingstrategi.", så der kan måske været noget at komme efter for Aminoer.
Aminoen Kim Kampp tryller også en julekalender frem. Temaer "coaching, markedsføring, innovation og investering".
Min tid sat på auktion
Amino har udvidet mængden af features med blandt andet det nye barn Amino Marked. Et fint koncept, og jeg brugte det lynhurtigt til at købe noget.
En aften kom jeg så på den idé, at jeg måske også kunne sælge noget derinde. Uden videre dybe overvejelser satte jeg så fem timer af min tid til salg til hjælp med SEO-arbejde. En skæg idé syntes jeg selv, og auktionen kom da også hurtigt i gang med bud.
Mine første overvejelser gik på, om der nu var nok, der ville byde til, at prisen kunne komme passende højt op. Og skulle prisen blive høj, ærgrede jeg mig lidt over, at jeg mod forventning ikke havde fået sat en "køb nu"-pris, så folk kunne slå til på en pris, der matchede min normale "listepris". (Det var jo ikke meningen med auktionen, at folk skulle risikere at blive straffet i forhold til, hvis de havde kontaktet mig direkte).
De andre overvejelser
Men som tiden skred frem, var der et par andre ting, der slog mig. Ting, som jeg ikke havde overvejet på forhånd, før jeg satte min auktion i gang.
Sådan en B2B-auktion er vel en juridisk bindende ting, så jeg ville være forpligtet til at levere mine fem timer til vinderen af auktionen. Også selvom det kunne risikere at være en side, jeg normalt aldrig ville røre ved. (Formål eller personer, som jeg af den ene eller anden grund ikke havde lyst til at arbejde med). Og også selvom det måske kunne være en hjemmeside i direkte konkurrence med nogen, jeg tidligere havde hjulpet eller havde sympati for.
Det var egentlig, hvad der fyldte mest i de sidste dage af auktionen. Hvad nu, hvis der dukkede en "forkert" byder op?
Det skete så heldigvis ikke. Jeg konstaterede på intet tidspunkt undervejs i auktionen et problematisk bud. Men bare tanken gjorde de sidste dage lidt spændende.
Og det er også årsagen til, at jeg ikke skal på Amino-auktion igen. Heller ikke selvom det er et fedt koncept, jeg gerne vil støtte op om. Det må jeg så nøjes med at gøre som køber fremover.
Amino-debattøren Janno Damgaard Lassen fremstår for mig som en debattør, der gerne hjælper andre herinde. Han går op i SEO, og har derfor skrevet flest indlæg i den genre. Hvis du vil se mere om hans nylige aktiviteter herinde, er hans profil her.
Dog har Janno for nylig været mest optaget af, at han har sin andelsbolig til salg. Det har han oprettet en tråd om, fordi han gerne vil have lidt hjælp til at få spredt budskabet.
Hvis du gerne vil læse et konkret eksempel på en debattråd, hvor han hjælper andre, så kan du her læse en tråd, hvor der står navnet "Janno Damgaard Lassen" ud for det godkendte svar.
Og hvis du undrer dig over, at jeg skriver sådan et mærkeligt blogindlæg om Hr. Lassen, så kan du måske finde lidt af en forklaring i indlægget her, hvor Janno brokker sig lidt.
Det drejer sig om reputation management.
Tilføjelse: Bemærk venligst, at dette er et blogindlæg skrevet af Frank Hellerup Madsen. Det er ikke Jannos profil, hvorfor man skriver til Frank, ikke Janno, hvis man trykker på "Kontakt" i venstre kolonne.
Som oftest er der en overraskende høj tolerance overfor slubberter på nettet. Er der nogen, der stjæler tekster eller billeder, tager de fleste webmasters det egentlig roligt nok og prøver med stille tale at få skurken til at fjerne det kopierede materiale.
Se bare indlæg om emnet her på Amino. Godt nok diskuteres der ofte advokater, erstatningskrav og den slags. Men som oftest er løsningen at skrive eller ringe til overtræderen for at få dem til makke ret. Meget sjældent bliver der sat navn på. Det drejer sig næsten altid om "min konkurrent".
Men i dag blev det for meget for Thomas Rosenstand, da han ikke kunne få en reaktion fra nogen, der havde kopieret tekster fra hans side. Han spurgte på Twitter, om nogen kunne hjælpe med at komme i kontakt med "Flere Klik, Flere Kunder", som firmaet hedder. Der kom mange gode forslag, men vist ingen, der gav gevinst. I stedet meldte en kollega sig på banen og fortalte, at firmaet to gange havde kopieret tekster fra kollegaens side også.
Mit gæt er, at det slog hovedet på sømmet. Rosenstand tog i hvert fald fløjshandskerne af og gjorde det relativt sjældne, at han skrev et blogindlæg og brokkede sig over kopisterne. Læs det selv her: "Flere-klik-flere-kunder, kopister!".
Og så kan vi jo altid gætte på, hvor højt hans indlæg havner på Google-søgninger på firmanavnet fremover. Mit gæt er en 3. plads lige efter firmaets egen hjemmeside. I forhold til Google skal man passe på med at lægge sig ud med en SEO.
For et halvt års tid siden blev der på bloggen Blue Hat SEO skrevet et indlæg om, hvordan man kunne overhale en Wikipedia-side, hvis man konkurrerede med denne i Googles søgeresultater.
For dem, der ikke kender Blue Hat SEO, er det en blog med forskellige SEO-artikler i den absolutte gråzone indenfor søgemaskineoptimering. Næsten uden undtagelser indeholder artiklerne teknikker og tips, som almindelige websideejere skal være meget varsomme med at bruge. Det er sjældent Google-godkendt, hvad der foregår på den blog 
Don't try this at home!
Indlægget om Wikipedia er ingen undtagelse. Det indeholder originale, kreative tanker, samtidig med, at det opfordrer til noget, der minder om sabotage af Wikipedia. Generelt bevæger indlægget sig også web-etisk i en gråzone i mine øjne.
Hvorfor skriver jeg så om det her på bloggen? Jo, jeg lagde mærke til, at temaet åbenbart var interessant for Amino-brugere, så jeg tænkte, at jeg ville hjælpe folk med finde vej til en rigtig original artikel om emnet. Hvis man nu ikke lige ved, hvem Eli er, eller hvad Blue Hat SEO er for noget. 
Hvis du tidligere har været inde i dine debatopsætninger og ændre tidszone til GMT (engelsk tid) for at kunne se korrekte tider på Amino-indlæg, skal du nu være opmærksom på, at Amino har skiftet tidszone.
Nu befinder debatten sig i samme tidszone som de fleste brugere, nemlig GMT+1. Er der noget galt med tiden, så skynd dig at ændre indstillingerne, og verden vil straks blive bedre. (Eller i hvert fald mere tidsmæssig korrekt).
Bare en serviceoplysning til dem, der ikke lige faldt over den relevante tråd i debatten.
Det her er det første indlæg i min egen lille FAQ-serie.
Jeg er stødt på spørgsmålet temmeligt mange gange i forummet efterhånden, så her er et blogindlæg, som jeg kan henvise til fremover.
Hvadenten du står overfor at skulle købe annoncer eller gerne vil sælge annoncer på din hjemmeside, er det rart at have en idé om priserne på markedet. Derfor har jeg fundet nogle eksempler frem, hvor du kan se, hvad bannerannoncer koster hos nogle forskellige mediekoncerner og hjemmesider.
Bannerreklamer betales som regel med udgangspunkt i antal visninger af reklamen. Prisen udtrykkes oftest i CPM, som er pris pr. 1.000 visninger.
Når du kigger på disse prislister (og på lister over annoncepriser i aviser og andre trykte medier for den sags skyld), skal du være opmærksom på, at det her er listepriser. I praksis vil der ofte være kampagnepriser, mængderabatter og hvad ved jeg, som kan medføre betydeligt lavere priser. (Som Aminos egen Nikolai Frisch skriver i denne tråd).
Nok ord, her er links til priseksemplerne:
Amino:
http://www.amino.dk/content/PriserFormater.aspx
(og mere info om Aminos annoncer, statistik etc: http://www.amino.dk/content/Annoncer.aspx)
Benjamin:
http://www.benjamin.dk/page/932
Aller:
http://www.annonce.aller.dk/content/f2.aspx?id=84
Og hvis du gerne vil have noget trafikdata på sites, som er medlem hos FDIM, findes det her: FDIM's trafikdata.
Men enhver annoncør bør være i stand til selv at oplyse dig om sidens besøgstal og også gerne andet statistik.
Jeg skriver fra tid til anden næsten de samme ting som svar på spørgsmål inde i selve forummet.
Ikke fordi jeg normalt stammer på skrift, men fordi der ofte bliver spurgt om næsten det samme. Derfor vil jeg i de næste blogindlæg opbygge min egen lille Frank-FAQ.
Svarene er nok lidt for specifikke til Amino-Wiki indlæg, så i første omgang kommer de bare som blogindlæg her.
Mange mennesker bruger Google Analytics som statistikprogram til deres hjemmeside. Men det er langt fra alle, der har styr på de mere avancerede funktioner i Analytics.
Derfor er det rigtigt lækkert, at Morten Vadskær på sin blog kørte Analytics-uge i sidste uge med en stribe gode indlæg og tips til brug af Analytics.
Hvis du ikke allerede er Analytics-haj, kan jeg kun opfordre dig til at kigge ind forbi hans blog og bruge et par minutter på at blive klogere.
Her er nogle direkte links til nogle højdepunkter:
Google Analytics-uge - det første indlæg, der også har links til alle de andre indlæg.
Mål og kanaler i Analytics - essentielt for e-købmænd.
Link-sporing med Google Analytics
God læselyst og tak til hr. Vadskær for nogle gode og velskrevne indlæg, som fortjener nogle læsere. I første omgang kan det nok spare nogle folk for at bruge penge på kurser.
Hvis du ikke helt synes, at det er nok med et gratis kursus, kan du også vælge at købe dig til et helt kursus hos Vadskærs forfatter-makker Jacob Kildebogaard, der udbyder et Google Analytics Kursus. Han arbejder til daglig hos Pentia, hvor han også udbyder et Analytics-kursus.
Jeg har netop fået nys om en opsigtsvækkende virksomhedshandel, der er under opsejling. Det lader til, at Amino er ved at blive overtaget.
Køberen skulle være den flittige bruger Lars Bachmann.
Der er tilsyneladende en due dilligence-proces i gang, hvorunder Lars Bachmann også prøver, hvordan Amino vil se ud med hans personlige favicon. Se blot nedenstående fotodokumentation, som viser et stump af billedet på min skærm for et øjeblik siden. Det fremgår tydeligt, at det er Aminos side med den sigende "Debat"-titel. Men lige så tydeligt for kendere er billedet af den svævende mand, hvor der normalt er en gul pære som favicon.

Disclaimer: Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså pjat. Men jeg gloede altså lidt, da min browser ikke skiftede favicon, da jeg hoppede fra Lars' blog til Amino.
Flere indlæg
Næste side »