Hver fjerde er stresset
Omkring hver fjerde dansker føler sig i dag stresset i et eller andet omfang, viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Sundhed Danmark. Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Keld Møller Pedersen, mener, at arbejdsskader i form af psykiske lidelser, herunder stress, årligt koster det danske samfund 2,6 milliarder kroner.
De danske tal kan overføres direkte til de i alt 25 EU-medlemslande, hvor 41,2 millioner i 2003 led af stress, hvilket svarer til hver fjerde lønmodtager i EU. Det viser en EU-undersøgelse. 28 procent af EU-borgerne lider af stress relateret til deres arbejde. Stress i EU menes årligt at koste 20 milliarder euro - omkring 149 milliarder danske kroner - i udgifter til sundhedsvæsenet og tabt arbejdsfortjeneste.
Verdenssundhedsorganisation WHO forudser, at depressioner, ofte som følge af stress, i de kommende 10 år vil udvikle sig til et af verdens mest omfattende sundhedsproblemer.
Stress er årsag til sygefravær
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelser er stress årsag til op mod en fjerdel af alt sygefravær i Danmark. 10-12 procent af danskerne menes at kunne betegnes som kronisk stressede.
Ifølge en undersøgelse offentliggjort i LOs nyhedsmagasin, Ugebrevet A4, i august 2006, har tre ud af fem beskæftigede følt sig stressede inden for den seneste måned, og knap hver sjette beskæftigede har prøvet at melde sig syg på grund af arbejdspres eller stress. Samme undersøgelse viser, at 42 pct. af de kommunalansatte HKere oplever, at deres arbejde giver dem stress.
Antallet af folk, der langtidssygemeldes på grund af stress og arbejdspres, kunne næsten halveres, hvis de deltog i simple samtaler om at håndtere deres situation. Det viser en undersøgelse af overlæge Bo Netterstrøm ved Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød. 83 pct. af dem, der havde gennemgået et stresshåndteringsprogram, var i fuldtidsjob året efter, mens det kun gjaldt for 47 pct. af kontrolgruppen. Indholdet af samtalerne var bl.a. identifikation af stressfaktorer på jobbet og privat. Praktiserende læger skal fremover bruge metoden til at behandle af symptomer på stress.
Livsfarligt arbejdsmiljø
Dårligt psykisk arbejdsmiljø er livsfarligt. Det konkluderer Statens Institut for Folkesundhed i en rapport fra 2006 – Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark - hvor dårligt psykisk arbejdsmiljø tilskrives 1.400 for tidlige dødsfald og et produktionstab på anslået 1,5 mia. kr. om året. Den mest udsatte gruppe er de 45-54-årige med en overdødelighed på 563 personer årligt. Generelt er mændene mest udsatte og har ifølge undersøgelsen i gennemsnit dobbelt så mange sygedage som kvinder på grund af psykiske problemer.