Hejsa! Jeg forsøger at blive klog på, hvorvidt jeg bør tegne en rådgiveransvarsforsikring til min enkeltmandsvirksomhed, og hvordan jeg i givet fald finder en. Dog er jeg stødt på en forhindring eller to og vil derfor høre, om der er andre, som har erfaringer eller gode tips til processen. Via min virksomhed har jeg i efterhånden 5 år beskæftiget mig med tekstforfatning, oversættelse, redigering og lignende, og jeg har på intet tidspunkt været forsikret i forhold til utilsigtede kontraktbrud og lignende. Det tænker jeg at ændre på, hvis jeg fortsat vil drive virksomhed. Der har i løbet af de 5 år primært været tale om samarbejder med kunder fra USA, og i øjeblikket laver jeg omkring 2/3 af min virksomhedsomsætning på netop dét segment. Kundebasen i USA gør ifølge de forsikringsselskaber, jeg har talt med (Tryg, Codan osv.), en forsikring særligt relevant på grund af tendensen til søgsmål på den anden side af Atlanten. Samme pointe gør uheldigvis forsikringsselskaberne uvillige til at tilbyde mig sådan en, da risikoen simpelthen er for stor. En del af regnestykket her er også, at omsætningen i min virksomhed er ganske begrænset, hvilket selvfølgelig har betydning for, hvor stor en præmie det giver mening at betale. Er der nogen, som har erfaring med samme eller lignende problemstilling? Al hjælp modtages med stor taknemmelighed. PS. Det er uklart for mig, om en rådgiveransvarsforsikring rent faktisk ville dække alt det, jeg er interesseret i. For eksempel ved jeg ikke, om sådan en også er relevant ved utilsigtet brud på og derpå følgende sagsanlæg over eksempelvis non-disclosure-aftaler, non-solicitation-aftaler osv., som er de forhold, der virker mest skræmmende i de klientkontrakter, jeg har skrevet under på. Under alle omstændigheder gætter jeg på, at problematikken i forhold til forsikringsselskaberne ville være nogenlunde den samme. |
bare helt kort - så er det meget vanskeligt i DK at forsikre sig mod noget der leveres i USA og Canada - Den skal tegnes direkte der om muligt
vh John Hannover