Jeg står i den uheldige situation, at jeg har stiftet et anpartsselskab med en (nu tidligere) ven, der ikke længere ønsker at være en del af selskabet. Vi har begge skudt en sum penge i - over 150.000 hver - til inventar, goodwill, osv. Jeg har desværre ikke pengene til at købe ham ud, og han vil ikke overdrage selskabet til mig uden at få betaling for det (det kan jeg for så vidt godt forstå, men det er på den anden side ikke min skyld, at han pludselig har besluttet sig for at ville ud). Selskabet er stiftet på baggrund af "standarddokumenter" (virksomhedsguiden), så der er ikke taget stilling til denne situation. Udfordringen er imidlertid, at han har en større ejerandel end jeg har, og at han samtidigt er indsat som direktør i virksomheden. Da han ikke kan "komme af" med sin anpart, har han besluttet sig for, at min anpart ej heller skal være noget værd, og træffer derfor beslutninger i virksomheden, der medfører at virksomheden inden kort tid vil gå konkurs (jeg kan desværre ikke være mere præcis af hensyn til min anonymitet). Har jeg nogle retsmidler, jeg kan gøre brug af? Hæfter han for de beslutninger, han pt. træffer (egenhændigt), og som vil medføre virksomhedens konkurs? På forhånd tak for svar. |
Du bør kontakte en advokat hurtigst muligt for at få kompetent hjælp.
Advokaten kan også hjælpe med en skrivelse til din medejer om, at han skal indstille skadelige tiltag for virksomheden, idet du ellers forbeholder dig ret til at søge økonomisk kompensation for hans skadelige beslutninger.
Normalt har direktører ikke erstatningsansvar i en konkurssituation, men hvis der foretages uansvarlige handlinger, som han burde indse påfører kreditorer tab, så kan han holdes ansvarlig herfor.
Den bedste løsning ville dog være, at I fik forhandlet jer frem til en løsning, han kan vel heller ikke være interesseret i at tabe hele hans investering? Et realistisk tilbud fra dig kunne fx. være en mindre kontant betaling her og nu og et gældsbrev på et lidt større beløb, der afdrages over et par år. Om han skal have hele hans investering betalt kommer vel også an på, hvordan driften har udviklet sig, og hvad forventningerne er til de kommende år, særligt nu her med Corona nedlukning.