(Beklager på forhånd for den lange besked) Jeg og nogle venner har besluttet os for at prøve kræfter med det "virkelige" liv udenfor universitetets rammer. Vi læser Marketing og Management på Aarhus Universitet, og vi vil forsøge at drage nytte af noget af alt teorien i praksis. Vi har derfor besluttet, at vi vil tage kontakt til forskellige virksomheder og tilbyde dem EN GRATIS RAPPORT (det' billig'!), hvori vi vil liste forslag med forskellige muligheder eller løsninger på nuværende begrænsninger. Vi vil basere disse forslag på forskellige data fra kvalitative eller kvantitative undersøgelser, samt Bottleneck, Top-of-mind eller andre relevante analyser. Vores mål er ikke at tjene penge, i stedet tror vi, at drive virksomhed giver nogle gode Business-hår på brystet, en lærerig erfaring og et stort plus på CV'et. Vi vil som sagt tilbyde denne gratis rapport, og der vil blive lagt mange arbejdstimer i rapporten. Om virksomhederne så selv vil forsøge at etablere eller implementere vores forslag er helt op til dem, men vi vil også gøre det for dem mod betaling.
Vi har iøvrigt allieret os med blandt andet grafisk designer og bogholder til at hjælpe os, når vi ikke kan bunde. Hvad tænker I om idéen? Vi behøver ikke mange butikker og virksomheder, der ønsker en rapport, da vi alle vil samarbejde om rapporten for at skabe det bedst mulige produkt. Det vil kræve, at vi skulle have en god dialog samt forskellige information fra kunden for at forstå deres situation - er folk villige til at sætte den tid af? I må meget gerne komme med jeres tanker og overvejelser!
Puh, det var en lang smøre.. Jeg håber I vil tage jer tid til at læse og besvare. På forhånd tak!