Nu er der i mellemtiden sket det, at jeg har fået en, synes jeg selv, god idé, som der er potentiale i. Det handler om, at man kan booke en tid online hos... ja, og her stopper afsløringen så. Jeg har fået lavet et website til formålet, et booking-system, jeg har fået 5 interesserede kontakter (5 ud af 5 adspurgte), en masse rådgivning, et domænenavn, etc. Mit problem er, at min alder sætter visse begrænsninger, da mine kontakter ser det som en svaghed, at en på 16 år skal styre deres booking-system - altså en mulig indtægt. Derfor vil det være en fordel for mig at sælge min idé, da jeg meget gerne ser, at denne bliver ført ud i livet. Mit spørgsmål er således, hvordan jeg skal sælge*, og hvad jeg kan forlange**. * Hvordan jeg skal sælge uden risiko for at modparten stjæler min idé. ** 1 kunde: 1000 kr. i oprettelse og 500 / 1000 kr. om måneden afhængigt af, hvilket produkt der vælges. - altså en årlig indkomst på minimum 35.000 kr. med de nuværende kontakter. På forhånd mange tak. |
Hej Martin,
Umiddelbart er det svært at gardere sig imod "tyveri". Du skal ha' en advokat til at udfærdige en hemmeligholdelsesaftale, som potentielle købere skal underskrive. Det er blot første skridt - og er køberen tilstrækkelig lusket, kan vedkommende sagtens omgå den slags aftaler, hvis han/hun virkelig vil.
Mit råd til dig er, at såfremt du vil sælge, bør du starte virksomheden op og udvikle konceptet, så du har noget "håndgribeligt" at handle med.
1. skridt: Skriv en udførlig forretningsplan.
2. skridt: Få udviklet systemet.
3. skridt: Allier dig med en myndig og tillidsvækkende person "fra egne rækker", altså en ven eller et familiemedlem, som kan stå som frontfigur i virksomheden - og gerne én som kan sælge.
3. skridt: Få gang i forretningen.
Når I har en håndfuld betalende kunder, har du mere at handle med. Systemet er køreklart for en eventuel køber.
Og hvem ved - måske vælger du og din partner at gå videre med konceptet selv, fordi det er mere lukrativt.
En ide er sjældent meget værd på papiret. Kan du til gengæld oparbejde en rimelig omsætning og tillige overskud, kan du få langt mere for "ideen" (som jo også vil være mere end blot en ide).
EDIT:
Du skal ikke nødvendigvis dele 50/50 med frontfiguren. En aftale kunne lyde på en høj provision af salg samt en procentdel af overskuddet ved salg af ideen/virksomheden. Indgå en skriftlig aftale, hvor I tager højde for det hele. Da du er umyndig, kan du evt. få en af dine forældre til at oprette virksomheden og lade din far eller mor indgå aftalen med "frontfiguren". Så sikrer du dig bedre, end hvis du lader frontfiguren stå som ejer af virksomheden. Dine forældre kan efter et salg skattefrit give dig 53.200 kr. (2006 sats) årligt i gave. Såfremt salget indbringer langt mere end det, kan du få alle pengene fra forældrene via et familielån på det fulde beløb, hvor du ikke betaler af på gælden. Dine forældre kan nedskrive gælden med ~53.200 kr. årligt, indtil gælden er helt væk. Der er enkelte regler, der skal overholdes i forbindelse med et familielån, før det setup er helt efter bogen (og skattefrit). Dine forældre skal f.eks. kunne kræve lånet indfriet indenfor en kort periode, men det bør jo være en ren formalitet uden betydning.