At give slip og taknemmelighed

Kære aminovenner

I dag vil jeg ikke beskæftige mig med holdninger og meninger om verdensøkonomien.

I dette indlæg vil jeg gerne dele nogle tanker og følelser, jeg sidder med i forbindelse med at give slip på det, der ikke længere virker, og taknemmeligheden for alt det jeg har.

Som et lyn fra en klar himmel fik min far for godt en måned siden beskeden om, at han har uhelbredelig cancer. I den forløbne tid har både min far, min familie og jeg haft tanker om døden på nærmeste hold. Det får mig til at stoppe op og tænke: Ja, vi er her kun på lånt tid - vi skal alle dø, og hvad vil vi bruge vores liv til, mens vi er her.

Det får mig også til at tænke over, hvor vigtigt det er at give slip på alt det negative, alt det jeg ikke kan bruge til noget. Ting som usikkerhed, frygt, vrede osv. osv.

Det får mig også til at udfordre mig selv til at udvide rammen for mine værdier, som de har været indtil i dag, og finde frem til hvad jeg vil træffe af valg i dag, hvis jeg fik at vide, at jeg kun havde 6 måneder tilbage, èn måned eller selv kun 24 timer at leve i.

Hvad ville jeg gøre med mit liv? Hvad ville jeg nå? Hvilke ting ville være vigtige?

Ville jeg fortsætte med at involvere mig i alt det "nonsens" der har været i livet? Ville jeg fortsætte med at bruge tid på mennesker, som jeg ikke tror på?

Jeg har jo viljen og muligheden til selv at vælge de venner, der er ægte. Vælge de mennesker der betyder noget. I ved, de venner man kan tage telefonen og ringe til og sige "TAK, fordi du er der, også når tingene er (meget) udfordrende.

Tit og ofte når tingene føles lidt udfordrende siger vi; Der er altid en dag i morgen - men er der? Det er måden at gøre tingene på, der er vigtige - og vi har altid et valg. Vi kan stoppe med at spilde tiden og give slip på alt det, vi ikke længere har brug for.

Vi kan vælge proaktive handlinger og selv være årsagen til livet og selv finde måden at ændre tingene på. Eller vi kan vælge at gøre ingenting og hermed ikke selv have valgmuligheden og derfor handle reaktivt til den smerte og kaos der kommer til en.

Jeg har besluttet at give slip på alt det, jeg ikke længere har brug for - og jeg vælger at gøre det proaktivt.

Jeg valgte at invitere min far på en 10 dags vandretur i Pyrenærerne i oktober 2011. Vi havde den mest fantastiske far-søn tur, som ikke kan beskrives med ord i dette indlæg, men en tur hvor min far og jeg oplevede og opbyggede noget helt specielt sammen. Og jeg ved næsten ikke hvordan, jeg kan udtrykke den taknemmelighed, jeg føler, fordi vi fik lov til at opleve dette sammen. Taknemmelighed fordi vi proaktivt valgte denne rejse og oplevelse, på et tidspunkt hvor det havde været meget nemmere og sige, at vi havde for "travlt" med andre ting - så det gør vi i morgen.

Husk i morgen kommer aldrig - så lev i nu'et

Kære far

Tak for turen - hele rejsen

Kh. Jens More