Hvilket mail system vil I anbefale og hvorfor?
Det kommer jo helt an på, hvad man har behov for og hvilken postserver, man primært benytter.
Microsoft Outlook
Microsoft har integration mellem deres Exchange-server og Outlook-klienter, som mange sætter pris på. Jeg vil dog hverken anbefale eller fraråde Outlook, da mit kendskab til den er meget begrænset.
Hvis man er mere uafhængig eller blot skal benytte postklienten til at håndtere post og eventuelt indlæg på nyhedsgrupper, så er der rigtig mange at vælge imellem, som hver især har deres fordele - og ulemper.
Mozilla Thunderbird
I dag benytter jeg selv Thunderbird mest, da man let kan hente udvidelser til mange ting - eksempelvis er jeg meget glad for udvidelsen Mail Redirect, hvor man kan bounce en mail, hvilket betyder, at mailen videresendes til en anden adresse, som den er - ikke noget med Fw: i emnefeltet eller andet.
På den måde kan medarbejdere sende mails videre til andre medarbejdere, som så kan svare på dem direkte - meget mere professionelt end med Re: Fw: i emnefeltet og teksten bære tydeligt præg af at det er videresendt.
Thunderbird kan fås til de fleste styresystemer.
Kmail
En anden yngling er Kmail, som er en del at KDE-brugergrænsefladen og dens integrerede informationsværktøj Kontact til Linux. Her kan man - lige som ved citering her på Amino - markere den tekst, man vil svare på i en mail og når man svarer, så er det kun den tekst der kommer med.
Desuden er Kmail rigtig god til håndtering af tråde ved læsning af nyhedsgrupper, hvor der for hver citering kan angives en tekstfarve. Eksempelvis den der svarer sidst er sort (mest fremhævet), den der svares er mørkegrå, og næste niveau grå og fjerde niveau lysegrå - så kan man se, på hvilket niveau, der svares på - og de svageste er så længst tilbage.
Pine (nu Alpine)
Den mest effektive, jeg har arbejdet med er Pine i en tekstkonsol. Er helt klart de andre overlegne i hastighed, men nok mest for nørder. Jo jeg har været systemadministrator på Linux-servere 
Den videre udvikling af Pine er stoppet - eller måske rettere flytter over i projektet Alpine.
Webmail/SquirrelMail
Den sidste jeg vil nævne er SquirrelMail, som er en webmail. Og det er jo rart at have adgang til sin mail, når man ikke lige har bærbare med. Men de fleste udbydere af elektroniske postkasser, giver også mulighed for adgang via en webmail.
Dog er det mest effektivt de steder, hvor ens postkasse kan tilgås via IMAP, så man har mulighed for at gemme sine breve i mapper, som ligger på serveren i stedet for på ens egen maskine, hvor man normalt ikke har tilgang til udefra via internettet.
Med venlig hilsen
Claus Agerskov