Jeg har penge stående i mit danske holdingselskab og overvejer nu om jeg kan få nogle af pengene ud ved at sende en regning fra USA hvor jeg er bosiddende.
Jeg har lige solgt mine virksomheder i DK, kan jeg evt sende en regning til mit holdingselskab for arbejdet udført i forbindelse med handlen?
Jeg er åben overfor alle forslag om hvordan jeg får pengene forbi skattefar og her til USA til en lavere skat.
Jeg formoder virksomhederne i DK er solgt via det danske holdingselskab. Først og fremmest kan du jo ikke bare sende en regning til holdingselskabet medmindre der ligger noget reelt bag.
Du kan godt udbetale dig selv løn fra selskabet eller konsulenthonorar vedr. handlen men vederlaget bliver jo beskattet i DK. Udbetaler du dig selv udbytte vil udbyttet også blive undergivet dansk beskatning (28%) og fra og med næste år bliver beskatningen hårdere hvis der resterer en såkaldt fraflytterskat på aktierne i holdingselskabet hvad jeg formoder der gør.
Det er korrekt, virksomhederne er solgt gennem mit holdingselskab. Jeg er som sagt bosiddende i USA og har ophørt min skattepligt i DK.
Udbytte skat på 28% er kun op til ca 45-46.000 kr ikke sandt? Jeg vil gerne have flere penge ud til lav skat. Jeg har brugt rigtig mange timer i forbindelse med salget, kan jeg evt som privatperson i USA sende en regning til mit holdingselskab for konsulenthonorar vedr handlen og dermed kun svare skat i USA?
28% udbytteskat eller måske kun 15%. Det afhænger af hvad overenskomsten med USA siger. Danmark vil dog altid indeholde 28% hvorefter forskellen skal tilbagesøges.
Men du får så en udbyttebeskatning svarende til den danske som følge af fraflytterbeskatningsreglerne, som de ser ud fra 1/1. Du bliver også beskattet hvis du låner penge fra det danske selskab o.l.
Igen: Du kan godt sende en regning hvis der er hold i den, men du bliver beskattet i DK da konsulenthonorarer i din situation er omfattet af den danske begrænsede skattepligt.
Hvorfor er jeg i min situation omfattet af den danske begrænsede skattepligt? Jeg arbejder aktivt i mit holdingselskab for at investere nogle af de penge jeg har tjent, og kan sagtens forsvare at hæve en løn eller sende en regning for konsulenttimer. Kan jeg ikke komme uden om at betale dansk skat hvad enten jeg gør det ene eller det andet, når nu jeg er bosiddende i USA og meldt udflyttet hos folkeregistret i DK?
Du er omfattet af den begrænsede danske skattepligt på udbytter når vi taler om udbytter fra danske selskaber. Investering/porteføljepleje berettiger som udgangspunkt ikke til løn fra selskabet. Iøvrigt kunne jeg måske have en formodning om at din fulde danske skattepligt slet ikke er bragt til ophør endnu. Det sker ikke automatisk men kræver at man selv foretager sig noget udover at melde adresseflytning.
Jo den skulle være god nok, jeg har udlejet mine boliger i overensstemmelse med reglerne for udflytning etc. Min skattepligt er ophørt pr 11/2008, jeg mangler blot at lave min selvangivelse for 2008.