Hej
Hvis du under ledighed vil påbegynde en selvstændig bibeskæftigelse, skal du, inden du starter virksomheden, kontakte din A-kasse. Du skal udfylde en blanket (AR 259). Der træffes herefter afgørelse om, hvorvidt du opfylder betingelserne.
Når A-kassen har godkendt, at du driver en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan der udbetales dagpenge.
Der udbetales dagpenge med din normale sats og for 37 timer pr. uge (fuldtidsforsikret), dog med fradrag for de timer, du anvender på din virksomhed. Fradraget sker time for time. Arbejder du fx 7 timer i virksomheden, fradrages der dagpenge svarende til 7 timer.
Timerne skal oplyses, uanset om arbejdet udføres på lørdage, søndage/helligdage eller uden for normal arbejdstid (nat- eller aftenarbejde).
Det er dig, der skal oplyse timerne på dagpengekortene. De timer du bruger på virksomheden, skal op-lyses i rubrikken "selvstændig virksomhed" ud for den dag, hvor arbejdet er udført.
Du oplyser timerne på tro og love.
Begrænsning af ret til dagpenge – 78-ugers-reglen
Når du driver en selvstændig bibeskæftigelse er retten, til dagpenge begrænset til en periode på 78 uger (1½ år).
De uger, der bruger af 78-ugers-perioden, er uger, hvor du modtager dagpenge eller andre ydelser fra a-kassen, og uger, hvor du deltager i aktiveringstilbud, fx arbejde med løntilskud.
Perioden regnes fra den første dag, hvor du er ledig og samtidig driver virksomhed. Det vil sige fra første ledighedsdag, hvis du bliver ledig fra lønarbejde og allerede driver virksomhed, eller hvis du er ledig, fra den dag, hvor du påbegynder virksomheden.
/Michael