Hej Aminoer! Jeg har en eksist. virksomhed, hvor vi blandt andre produkter, har holdt salget af et bestemt produkt for os selv. Det pga. at tiden for 5 år siden ikke var inde til at snakke om deciderede forhandlere rundt omkring i landet. Men det er den nu! Efterspørgslen er blevet for stor til at vi selv kan efterkomme den. Derfor er det nu tiden til at etablere et forhandlernet. Men hvordan? Vi har ca. +100 forhandlere af vores andre produkter. Men vi ønsker ikke at det omtalte produkt skal ud til alle. Vi ønsker et antal af forhandlere omkring 30. Der er her tale om detail-kunder med egen butik. Spørgsmål; Hvordan udvælges/tilbydes mulige forhandlere en aftale? Jeg har naturligvis søgt på emnet her på amino.dk uden de store resultater. Dog dukkede der en tråd op hvor den spørgende nævner at han søger én forhandler i hver af de gamle amter. Ret god idé i mine øjne med at opdele 'distrikter' efter de gamle amter. Jeg vil dog sige 1-2 pr. 'amt'. Nogen der kan komme med gode idéer eller ligefem cases? På forhånd tak! |
Hej Andkjær
Hvis vi ser på det rent juridisk, vil jeg anbefale dig, at du udarbejder/får udarbejdet en standard forhandleraftale, som du benytter ved indgåelsen af forhandleraftale med detailkunderne. Dette sikrer dig dels enslydende vilkår med dine forskellige forhandlere samt et klart aftalegrundlag for jeres samarbejde.
Da du skal have flere forhandlere, vil der være tale om en ikke-eksklusiv forhandleraftale for de enkelte detailkunder. I forhandleraftalen bør du blandt andet regulere følgende forhold:
- Afgrænsning af dine forpligtelser ctr. forhandlerens forpligtelser (service, reklamationshåndtering mv.)
- Betalings- og leveringsbetingelser (herunder en bestemmelse om, at detailkundens eventuelle indkøbsbetingelser ikke gælder)/forudbetaling og kredittider.
- Rettigheder til produktet
- Markedsføring
- Spørgsmål om forsendelsesomkostninger
- Opsigelsesvarsler/løbetid
- Misligholdelse af aftalen (hvordan forholder man sig)
- Ret til videresalg/begrænsning af ret til videresalg (her skal du passe på ikke at komme i konflikt med konkurrenceretlige regler)
- Tavshedspligt omkring forretningshemmeligheder
Med hensyn til udvælgelsen bør du sikre dig, at de udvalgte kunder økonomisk lever op til visse minimums soliditetskrav. Du kan desuden i aftalen indsætte forskellige bestemmelser med henblik på at sikre dig ejendomsretten til produkterne i tilfælde af din detailkundes økonomiske problemer mv. Yderligere kan du eventuelt overveje, hvorvidt der ved større samhandelsforhold skal stilles krav om garanti mv.
Jeg håber, at du kan bruge mit input.
Med venlig hilsen
Peter - Århus