Jeg arbejder i øjeblikket i Pakistan på en to årig kontrakt (siden 01.01.2006) og har i løbet af de få måneder jeg har været her set muligheder i eksport fra Pakistan til DK. Jeg har tidligere været selvstændig, men aldrig i import/eksport branchen.
Min umiddelbare idé er, at få produceret nogle bestemte produkter hernede, som skal sendes til DK og sælges enten til distributør, kæder eller lignende.
Jeg er ikke nået ret langt i mine planer endnu, andet end jeg har idéen til produkterne.
Jeg er gået lidt fast i, hvad der skal til rent told/skat/momsmæssigt. Findes der en guide på nettet? toldskat.dk er ikke særlig brugervenlig for en novice som mig.
På forhånd tak. |
Køb af varer i lande uden for EU
Køber du varer i lande uden for EU, skal du registreres som importør hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Du skal i nogle tilfælde betale told og evt. punktafgift af varer, du køber i lande uden for EU. Tolden, som bliver beregnet af toldværdien, dvs. typisk af fakturaværdien og fragtomkostningerne, kan du trække fra i dit skatteregnskab som en driftsomkostning.
Du skal også beregne en såkaldt erhvervelsesmoms på 25 pct. af toldværdien. Denne moms kan du dog trække fra ligesom momsen på varer, du køber hos en dansk virksomhed.
Når varerne er kommet til Danmark, skal de fortoldes. Det betyder, at du skal udfylde et såkaldt EF-enhedsdokument og sende dokumentet og en kopi af faktura, fragtbrev og evt. oprindelsesdokumentation mv. til din regionale told- og skattemyndighed.
Det er ikke så ligetil at udfylde enhedsdokumentet. For at spare tid kan det være en fordel for dig at bede et speditionsfirma klare tingene. Når varerne er fortoldet, sender ToldSkat en opkrævning på tolden til dig. I afsnittet "Indberetnings- og betalingsfrister" kan du læse mere om, hvornår du skal indbetale tolden.
Hos din regionale told- og skattemyndighed kan du få vejledning om import af varer fra lande uden for EU.