|
Min mail til e-handelsfonden
Er følgende lovligt: Man udsender en automatisk mail med opfordring til en kunde om at købe noget eks. tre dage efter at en kunde har oprettet en konto på webshoppen, men ikke har placeret en ordre?
Svar fra e-handelsfonden
Man må ikke sende en automatisk mail på den måde som du har beskrevet. Det skyldes, at der i markedsføringslovens § 6 er et forbud mod uanmodet henvendelse til bl.a. forbrugere. Dette betyder, at man ikke som erhvervsdrivende må markedsføre sig ved at sende fx en mail til en forbruger, medmindre forbrugeren har givet sit samtykke hertil.I er derfor nødt til at indhente et samtykke fra forbrugeren og det kan I gøre ved at forbrugeren kan vælge at tilmelde sig til at modtage markedsføring fra jer. Det er bare vigtigt, at forbrugeren selv aktivt vælger at sige ”ja tak” til en sådan markedsføring, fx ved at sætte kryds i en boks. I denne forbindelse skal man sørge for at forbrugeren bliver ordentligt informeret og, at det man samtykker til er konkretiseret, dvs. at forbrugeren skal vide hvad det præcist er han/hun siger ”ja tak” til. Siger man ja tak til at modtage markedsføring vedr. tøj, sko eller en anden slags vare?Så er det også vigtigt, at man oplyser i hvilken form man modtager markedsføringen, dvs. bliver det sendt pr mail eller på anden måde? Sidst men ikke mindst, så skal det være let for forbrugeren at framelde sig en sådan markedsføring, dvs. at når man først har sagt ja, så skal det også være muligt at sige nej på et senere tidspunkt, hvis man ikke længere gider at modtage markedsføring.Alternativt kan I også indhente samtykke fra forbrugeren ved at sende et brev ud til dem, som de så kan vælge at give deres samtykke i og sende det tilbage til jer igen. Hvis I indhenter samtykke på denne måde, så skal I blot være opmærksomme på, at forbrugeren evt. kan være registreret i CPR-registret, som er det register man kan tilmelde sig for at undgå markedsføring, fx reklamer. Man må nemlig ikke sende et brev med opfordring til at samtykke til at modtage markedsføring, hvis forbrugeren står i dette register, så det skal I lige tjekke forinden..
|