Hej Amino, Jeg kunne godt tænke mig at starte min første mindre B2B-fotovirksomhed, og da den mest nærliggende målgruppe vil være mindre/mellemstore webshops (uden inhouse fotokompetencer), synes jeg lige, jeg ville lufte min idé her og få inputs til, hvorvidt der kan være et marked, og hvad jeg evt. skal være opmærksom på. Min personlige motivation er 1) at supplere SU'en og 2) at få kærkommen iværksætter-erfaring, som jeg sandsynligvis senere vil kunne bruge ift. mere avancerede projekter; både hvad angår administration, at lave en biks som er synlig på nettet, kundekontakt og selvfølgelig fotografering. For idéen er egentlig meget simpel. Jeg vil tilbyde 3D og/eller 360graders-fotos til webshops, ala hvad Coolshop selv roder med her: http://www.coolstuff.dk/page/3D-billeder Hele forretningen vil således være centreret omkring denne produkttype, som jeg således forhåbentlig vil kunne opbygge en specialisering omkring, som kan give et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet sammenlignet med virksomheder med en mere omsiggribende service-portefølje. Rent praktisk vil kunderne skulle sende mig produkterne, hvorefter jeg skyder og leverer billedløsninger, og slutteligt sender produkterne tilbage. Jeg har blot nogle spørgsmål, jeg gerne vil høre jeres bud på, før jeg smider for meget tid i det: 1) Ville I være interesserede I at få taget sådanne 360 graders billeder? Altså billeder man kan rotere (er det et sted I ville prioritere jeres ressourcer?) 2) Ville I være interesserede I at få taget sådanne 3D billeder? Altså billeder hvor man udover at rotere også kan justere, så man kan se dem fra top og bund (er det et sted I ville prioritere jeres ressourcer?) 3) Hvilket af de to formater ville I være mest interesseret i? Ville I betale ekstra for 3D billeder? 4) Har I allerede en leverandør? (er jeres erfaring at markedet er mættet?) 5) Hvad vil være afgørende for jeres valg af leverandør? (pris, fleksibiltet mht. filformater, etc.?) Vh. Peder |
Hej igen,
Jeg har allerede fået et par svar, hvilket jeg sætter stor pris på. Tak for det :) Jeg vil dog gerne høre andres bud også.
Jeg har været i gang med at undersøge arbejdsprocesserne, det påkrævede udstyr osv., og er landet på, at det nok er de såkaldte 360 graders billeder/roterende billeder, jeg vil arbejde videre med at undersøge. (som det i Coolstuff linket)
Da udstyret til automatisering er meget forskelligt afhængigt af produktets beskaffenhed, tænker jeg at fokusere på mindre produkter. Det kunne være fodbold, lamper, tasker, vaser, smykker, bamser, fjernstyrede biler og andet legetøj, højtalere, skærme, etc.
Hvordan synes I det lyder? Gør jeg mit marked for smalt ved kun at fokusere på 360 graders billeder af mindre produkter? Eller er det rigtigt set, hvis resultatet er, at jeg kan holde omkostningerne nede og derved levere billigere løsninger?
Venlig hilsen Peder