Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Formidling af dansk politik - så det er til at forstå!

Side 1 ud af 1 (8 indlæg)
  • 1
Fra Aarhus C
Tilmeldt 12. Nov 12
Indlæg ialt: 7
Skrevet kl. 13:49
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej derude

Jeg har fået en idé. 

Jeg er statskundskabsstuderende, og jeg er netop gået i gang med at skrive mit bachelorprojekt. Jeg har interesseret mig for politik siden starten af gymnasiet, og jeg kan huske, hvordan min politiske nysgerrighed eksploderede i gymnasietiden. I 1.g ville jeg så gerne kunne forstå, hvad der foregik i dansk politik, men de nyheder, jeg blev mødt med, var meget uigennemskuelige og "indforståede". Jeg husker at jeg spurgte min far, hvor han havde fået alt sin viden om dansk politik fra. Han svarede, at han jo havde fulgt med i politik i mange år. Og så sagde han, at han havde hørt P1 på vej til og fra arbejde lige så længe han kunne huske. Jeg begyndte at høre P1 Morgen hver dag, inden jeg tog i skole, og nå ja - så har jeg læst statskundskab i små 3 år nu. Derudover har jeg indsamlet informationer, været til foredrag og suget til mig alle steder, jeg kunne komme til det. 

I dag giver nyheder om dansk politik mening for mig. Det gør de også for politisk interesserede og for personer, der har fulgt lidt med i politik gennem en årrække. Jeg er dog overbevist om, at hvis jeg ikke havde gjort en indsats (af egen lyst og vilje) for at finde hoved og hale i dansk politik, så havde billedet stadig været sløret i dag.

Jeg vil gerne lave en blog/site, hvor dansk politik formidles helt klart og tydeligt. Siden skal være en slags "politik for dummies". Jeg er klar over, at politisk tæft er noget man får på baggrund af en helt grundlæggende prioritering. Den prioritering er der mange, der ikke orker at lave. De fleste danskere er dog enige om, at politik er vigtigt. Mange har bare den holdning, at "det lader jeg nogle andre om". Jeg synes, at danske medier gør politik mere kompliceret, end det behøver at være. Jeg mener at have evnerne, redskaberne og viljen til at kunne give disse danskere et indblik i dansk politik, som de ikke finder andre steder. Siden skal skabes til fordel for de personer, som finder politik vigtigt, men som har opgivet at følge med.

Hvad tænker I om min idé? Jeg er meget interesseret i alle former for feedback :-)


De bedste hilsner
Anne 

Tilmeldt 3. Oct 13
Indlæg ialt: 159
Skrevet kl. 10:19
Hvor mange stjerner giver du? :

Det var dog en forrygende god idé! Yes

Jeg kan virkelig godt relatere til, hvordan dét at se - og lytte til, nyheder om politik kan virke helt uforståeligt. Jeg vil sammenligne det med at lære et fremmed sprog. Det er helt volapyk, lige indtil man får knækket koden, og så begynder man at forstå mere og mere. Jeg tror at mange mennesker opgiver, inden de når til det punkt.

Jeg mener derfor at der er et stort behov for din idé, og håber virkelig at du realiserer den.

Du kunne vælge forskellige indgangsvinkler til emnet, fx. humor; aktualitet; personlig relevans etc.  for at sikre, at ramme så mange som muligt. Eller du kunne have en brevkasse, hvor folk kan skrive ind med uforståeligheder, som du så kunne "oversætte". Ja, kun fantasien sætter grænser :)

Rigtig meget held og lykke med det :)

Tilmeldt 18. Jan 09
Indlæg ialt: 224
Skrevet kl. 13:19
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Anne

Din idé er god, og det lyder som om, at du har motivationen og den nødvendige viden til at føre den ud i livet. Mediernes gentagne historier om at unge ikke interesserer sig for politik og ikke gider stemme viser, at der er behov for en mere "appetitlig" formidling af det politiske liv og landskab.

Når det så er sagt, så findes der allerede en del let forståelig viden om politik. De fleste større nyhedsmedier har en "politik for begyndere" sektion, og de forlag der udbyder undervisningsmaterialer (herunder også online materialer) til samfundsfaget har også en sektion om politik.

Hvis din idé for alvor skal slå igennem tror jeg, at du skal have en anden vinkel på emnet, end det der allerede eksisterer. En humoristisk - men saglig - vinkel vil nok appelere til de unge. Jeg syntes, du i høj grad skal fokusere på aktualitet, dvs. på de nyhedshistorier der er oppe i medierne. På det punkt kan du adskille dig fra forlagene, både fordi kun få forlag har fokus på aktuelle nyheder, og fordi de der har kun fokuserer på de store nyheder, der med en måneds forsinkelse kan blive til et velstruktureret undervisningsforløb med tekster, opgaver, øvelser, lærevejledning osv.

Du skal naturligvis være 100% objektiv i din fremstilling, selvom det modsatte er fristende.

Hvis du udelukkende fokuserer på akutelle nyhedshistorier kan en blog være et fint (og meget nemt) valg, fordi et blogindlæg typisk fokuserer på noget aktuelt, men så derefter mere eller mindre mister sin værdi (relevans). Generelt er jeg dog ikke den store tilhænger af blogs hvad angår undervisningsmaterialer. Jeg er meget mere tilhænger af portal-løsningen, som fx Clio Online og Gyldendal benytter, og som jeg selv benytter på min undervisningsportal til gymnasierne.

Du skal overveje, om dit materiale skal lægge op til brug i undervisningen, eller om det skal være et materiale eleverne af egen fri interesse læser i deres fritid. I tilfælde af førstnævnte, vil det være en stor hjælp (og tiltrækning) for lærerne hvis du - udover en saglig tilgang til emnet - også supplerer hvert emne i dit materiale med fx lærervejledning, angivelse af faglige mål, opgaver, øvelser, diskussionsspørgsmål, analyser m.v.

Det lyder måske meget omfattende, og det kan det også hurtigt blive. Men du behøver ikke have et færdigt produkt fra start af - start i det små og så kan du løbende udvide og forbedre materialet. 

Held og lykke med projektet

Mange hilsner

Lasse 

Fra 3210 Vejby
Tilmeldt 2. Mar 11
Indlæg ialt: 47143
Fra  John Hannover Skrevet kl. 13:27
Hvor mange stjerner giver du? :

god ide. Størst vanskelighed er objektivitet som ikke rigtigt kan fungere i politik. Du kan stå fra en side og mene at dagpengesystemet kaster folk ud i håbløshed og fra den anden, og mene det er alt for dyrt og forskellen mellem arbejde og dagpenge er alt for lille, og begge kan ha fuldstændigt ret.

Offentlige tjenester, versus outsourcing - med i Afganistan eller ikke og rigtigt meget andet- der kan argumenteres helt korrekt og seriøst for begge sider.

Din udfordring bliver derfor, i let sprog at forklare ofte mere end en side, uden nødvendigvis at tage stilling - vanskeligt

Pas desuden på hvis det er en blog med svar muligheder, for det vil blive politisk aggressive indlæg i massevis, noget der vil kunne overgå EB nationen

God ide, vanskelig at udføre, men det skal da slet ikke afholde sig, så på med vanten

vh John H

6 stærke Ivæksætterbøger - e-bøger/paperbacks - letlæste I LINK HER 
Intro til regnskab - og Fradrag - e-bøger letlæste I LINK HER

Min gratis blog www.johnhannover.com 

Tilmeldt 20. Apr 07
Indlæg ialt: 16014
30% af profil udfyldt
Skrevet kl. 18:55
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Anne,

Jeg synes (også) at det er en virkelig fed idé og jeg har tit ønsket at en med viden omkring politik ville starte netop såden en side og formå at nå ud til dem(mig) som ikke kan finde hoved eller hale i politik.

Umiddelbart synes jeg at idéen om objektivitet bør udfordres lidt... Jeg tænker at du i hvert fald skal have nogle holdninger, ellers bliver det lige så vagt som alt det andet.

Så f.eks. når du beskriver en sag, kunne du forklare at når DF/Venstre/SD siger sådan og sådan så betyder det for borgerne at bla bla og når de andre siger det modsatte betyder det ... , (og når ingen siger noget er det fordi de er bange for...). Jeg håber at du forstår hvad jeg mener? Det må gerne være objektivt men du skal også gerne give din tolkning af det der bliver sagt/skrevet så os der ikke har forstand på det kan få det oversat til almindelig sprog....

Men fed idé og du kan jo altid kalde sitet www.politikfordummies.dk så burde det da være til at forstå hvad det handler om Smile

Venlig hilsen og held og lykke,

Sarah

Tilmeldt 16. Sep 09
Indlæg ialt: 2211
Fra  Tekstfokus Skrevet kl. 11:02
Hvor mange stjerner giver du? :

Det er en god idé, og din største udfordring er nok - foruden at skabe trafik - at du skal finde din egen tone.  

Du skal først og fremmest beslutte, om din blog er rent oplysende, eller om den er holdeplads for dine politiske synspunkter. Begge dele kan være fint. 
Desuden skal du beslutte, om din blog skal være en slags dagsaktuelt opslagsværk, eller om der er plads til sjov og spas.  

Der tror jeg, du bliver nødt til at skrive dig frem til din egen stil. 

 

 

Fra Aarhus C
Tilmeldt 12. Nov 12
Indlæg ialt: 7
Skrevet kl. 11:37
Hvor mange stjerner giver du? :

Først og fremmest tak for de mange, fremragende forslag og overvejelser! Hvor er det fedt, at I gider at tage jer tid til at overveje min idé. 

Sofie: Det er dejligt at høre, at du også vurderer, at der er et marked for det. Jeg vil bestemt tænke videre over dine forslag til vinkler på emnet! Især en form for brevkasse ville være oplagt, synes jeg. Tusind tak for din repsons.

Lasse: Den appetitlige formidling af politik, som du mener der er behov for, er netop essensen bag min tanke. Jeg er helt klar over, at der er i forvejen findes både "politik for begyndere"-sektioner og forskellige undervisningsmaterialer. Det bliver helt klart en udfordring at differentiere sig, og det er noget jeg vil overveje nøje. Jeg forestiller mig ikke at bruge humor til at tiltrække de unge, men du har helt klart ret i, at der ville være fordele i at spille på aktualitet. Det er nogle meget relevante overvejelser du foreslår omkring undervisning/egen interesse. Tak for din tid, det sætter jeg virkelig pris på!

John: Du har helt ret, og det er helt klart noget jeg skal have i baghovedet. Jeg håber og tror, at jeg er i stand til at fremstille sager, begivenheder og forhandlinger fra forskellige synsvinkler. Det er jo her, der er risiko for at gå galt i byen. Omvendt kunne jeg godt kaste mig ud i at tage lidt mere subjektivt stilling til en sag, så længe jeg gjorde det klart, at det var mit personlige bud på eller kommentar til, hvad sagen kunne få af konsekvenser. Man kunne måske direkte opdele et indlæg i en objektiv del, hvor jeg pensler ud, hvad der foregår i sagen, og så en personlig kommentar til, hvad den pågældende sag kunne få af betydning for partier/vælgere/policy. Tak for de gode overvejelser.

Sarah: Lige præcis at oversætte det der bliver sagt/skrevet i medierne til et almindeligt sprog er min mission. Forhåbentlig kan det hjælpe en helt masse til at forstå og interessere sig lidt mere for dansk politik. Tak, det kunne da være en idé til en titel ;-)

Louise: Det er helt klart en udfordring (og samtidig en legeplads) at styre mit sprog og min skrivestil, så det gavner siden mest muligt. Jeg må hellere gøre mig en række overvejelser omkring den slags, før jeg kaster mig ud i det. 


Tak for jeres respons!
 

Tilmeldt 3. Nov 08
Indlæg ialt: 1
Skrevet kl. 22:40
Hvor mange stjerner giver du? :

Super god idé! Jeg har faktisk selv tænkt over behovet for et sådant demokratiserende tiltag, og jeg er overbevist om, at der er en stor målgruppe for dit projekt. Hvis det virkelig gøres gennemført - og det er krævende, da du ikke selv må udvise den eksisterende indforståethed på nogen måde, da det er selve dit projekts eksistensberettigelse - så tror jeg der er potentiale for, at det kan slå rigtigt igennem.

Hvad angår det foreslåede navn, ville jeg passe på med ordet 'dummies'. Det er negativt ladet, og målgruppen for dit projekt skal du nok i særlig grad passe på med at stigmatisere (yderligere?).

Al held og lykke med projektet.

Side 1 ud af 1 (8 indlæg)